SL mener
Sociale grundlove
FAGETS KERNE BLEV på mange måder omdrejningspunktet for SLs faglige arbejde i 1998 og udgjorde således hovedtemaet på vores kongres i oktober måned. Vi opsatte på kongressen vores fælles mål og visioner. Disse mål og visioner skal nu omsættes til handling.
AF KIRSTEN NISSEN, FORBUNDSFORMAND, redaktionen@sl.dk
FOR EN FAGLIG organisation som SL er det uhyre vigtigt, at alle led i organisationen arbejder frem mod de mål, vi er blevet enige om. Derfor er det også vigtigt, at vi finder konstruktive måder at nå målene på, nemlig ved at lytte på erfaringer og hente gode ideer til, hvordan vi helt konkret kommer videre.
Det er baggrunden for, at vi har besluttet at afholde et årsmøde for kongresdelegerede i november måned i år. rsmødet for kongresdelegerede er noget nyt, vi skal prøve i SL. Temaet på årsmødet skal handle om SLs socialpolitiske mål og vores socialpolitiske aktiviteter på alle niveauer i organisationen.
DET ER AFGØRENDE for os, at vi prioriterer arbejdet med socialpolitik i det nye år. Socialpolitikken er blandt andet bestemmende for, hvilke vilkår samfundet givet de svageste. Dette forhold får naturligvis direkte betydning for os i muligheden for at udøve vores fag.
Socialpolitikken har altid været afgørende for SLs konkrete udmøntning af de ydelser, vores medlemmer tilbyder brugerne. Men med de nye sociale love er rettigheder og pligter formuleret for den enkelte borger. Der er som noget nyt formuleret formålsparagraffer på børne- og ungeområdet, for voksne handicappede, sindslidende og udstødte. Paragraffer som vi skal leve op til og selv være med til at præge.
Formålsparagraffer er jo i sig selv ikke nok. Det skal sikres, at de omsættes til handling - og det sker ikke af sig selv. Her har vi en stor opgave - både centralt og lokalt i de enkelte amtskredse: At fortolke og arbejde med paragrafferne, så det enkelte medmenneske får størst mulig støtte til at leve sit eget liv, på egne præmisser.
Det er i korte træk formålsparagraffernes budskab.
I MODSÆTNING TIL de sociale formålsparagraffer står finansministeriets budgetredegørelse for kommuners og amters økonomi. Der er ikke levnet plads til udvidelser - tværtimod.
Økonomidrengene og teknokraterne har sat dagsordenen. En dagsorden, som ikke er vores. Vi har nogle andre mål og visioner, som vi bliver nødt til at opstille meget konkret og handlingsrettede. Vi skal have synliggjort den effektfulde virkning af en god indsats, så de sociale love også i virkeligheden udgør den sociale "grundlov" for de, der er afhængige af blandt andet vores indsats for at opnå en tilfredsstillende livskvalitet.
JEG ER SIKKER på, at vi med sammenhold og ved brug af vore fælles kræfter samt samarbejde med især fagbevægelse, brugere og partier kan løse opgaven.
I ønskes alle et rigtigt godt nytår.
Kirsten Nissen
forbundsformand