Synspunkt
Kære Karen - Kære Frank
Utidig indblanding i de kommunale overenskomstforhandlinger, der starter i dag, skaber vrede hos de ansattes repræsentanter. Hold fingrene fra vores forhandlinger om arbejdstid og ferie, lyder beskeden.
AF LENE HUNDEBØLL, redaktionen@sl.dk
Jeg skriver til jer med det formål at henlede
jeres opmærksomhed på ungdomsafdelingen på Søby Søgård. Jeg vil ikke
kritisere de mennesker, der arbejder på stedet. Jeg tror på, at de gør
deres bedste. Men de rammer og normeringer der er, finder jeg uværdige
både for de ansatte og de indsatte.
Afdelingen for de unge er
i sin tid oprettet (vistnok midlertidigt!?) for, at Danmark kan opfylde
de internationale konventioner i menneskerettighedserklæringerne og
børns rettigheder. Det betyder, at vi blandt andet ikke må lade børn
sidde i fængsler sammen med voksne kriminelle, - vi har for mange år
siden nedlagt ungdomsfængslerne. Langt de fleste unge kriminelle
afsoner istedet alternativt på institutioner og lignende. Men en lille
gruppe klarer ikke kravene til alternativ afsoning. De skal altså
afsone i et fængsel.
For at sikre at unge ikke afsoner sammen
med voksne blev der bygget en mur tværs over en gang på en afdeling af
Søby Søgård. Bag denne mur kan de unge kriminelle opholde sig uden at
være i selskab med de voksne afsonere. De må gerne gå ud i de andre
afdelinger. Men de voksne kriminelle må ikke gå ind til de unge.
Det
kan godt være, at afdelingen formelt opfylder de internationale
koventioner. Men er vi virkelig så fattige, at dette er alt, hvad vi
kan byde på.
Følgende skrev jeg efter mig første besøg på Søby
Søgårds Ungdomsafdeling i vinteren 1995-96. Det blev trykt i Fyns Amts
avis 25.5.1996:
"I Danmark har vi demokrati. Alle over 18 år
har stemmeret. Vi har socialforsorgen til de, som ikke kan klare sig
selv. Særligt børnene bliver hjulpet. På vores institutioner forsøger
veluddannede pædagoger at kompensere for en ulykkelig opvækst.
Der
mangler ikke materielle goder. Der er venlighed og omsorg. Rigeligt med
mad og drikke, ingen går sultne i seng. Vi har ratificeret
menneskerettighedskonventionen. I den står der mange smukke ting.
Indholdet kan alle i Danmark blive enige om hører sig til i en moderne
demokratisk retsstat. Det her er jo hverken Rumænien eller Kina.
De
er 15-18 år. De er alligevel allerede gamle i gårde. De ved mere om
livet end som så. For dem er der her og nu. For dem kan i morgen synes
umådelig langt væk. For dem er der ingen kære mor. De stod bagerst, da
der blev uddelt lykke og held. De var bagerst i skolen, - hvis de altså
var i skole. De er bagerst, når opsvinget sætter ind. Der er ikke
mange, som interesserer sig for dem. De der gør, får almindeligvis
penge for det.
På afstand ser det smukt ud. Et fint gammelt
slot. Nærmere ved ses nogle kedelige snavsede gule murstensbygninger.
Triste som Østeuropæiske lejekaserner.
Når man kommer her, er
det sjældent frivilligt. Der ligger års nedtur forinden. Her mødes
marginalerne. Dem de andre ikke må lege med. Det dårlige selskab.
I
1931 overtog justitsministeriet ejendommen. Nu var det ikke længere
grever og baroner, som gik rundt på gårdspladsen. Ikke flere
jagtselskaber.
Det er mest drenge - unge mænd - der sendes
herned. Oftest kommer de kun i nogle måneder. De får sjældent gæster.
De kender mere til bagsiden af medaljen end til parabler og verber.
Mange har en pædagog eller socialrådgiver i nærmeste netværk. Nogen har
haft kontakt med den slags, ligeså længe hukommelsen rækker tilbage.
De
fleste beboere er voksne. Voksne kriminelle. Nogen har været her i
flere perioder. Nogen skal være her i mange år. De kender turen. De
indretter sig, som de bedst kan. For nogen er det en erhvervsrisiko at
kunne havne her.
Det gælder om at holde ud. At gøre sig hård. Kulde er her nok af. Kold, koldere, koldest. Overlevelse. De stærkes lov.
De
unge må ikke være sammen med de voksne. Det står i
menneskerettighedskonventionen. Den er der nok ingen af beboerne, der
har læst. Men den gælder naturligvis alligevel. Vi bor i Danmark. Vi
vil ikke have anmærkninger fra Amnesty International. Vi er pæne
mennesker. Ikke som de andre.
Når han ankommer, bliver han
modtaget pænt. Han får sit eget værelse. Det er godt nok et meget lille
værelse. Men det er hans. Her skal han bo i 1-2-3-4-5-6 måneder, -
måske mere. Væggene er ramponerede. Det samme er møblerne. Hylderne
hænger skævt på væggen. Værelset ser mest ud som om, det er møbleret
med en gravko.
For at sikre de unge mod selskab med de voksne
kriminelle har man bygget en mur tværs over gangen. Der er en dør i
midten. Den må de voksne kriminelle ikke gå ind ad. De unge må godt gå
ud.
Værelset - eller cellen, som det vel oftest kaldes, - har
dør ud til et stort fællesrum. Her kan de 2-5 unge opholde sig i deres
"fritid". Der er indrettet køkken til dem i det ene hjørne. I et andet
står TV og video. Møblementet er ramponeret, sæderne er skåret op.
Spisebordet er sat ud i baggangen. Der var alligevel aldrig nogen, som
spiste ved det.
Personalet har et vagtlokale hos de voksne
kriminelle. De må naturligvis gerne gå ind til de unge, men har
sjældent tid. Der er kun en på arbejde ad gangen i bygningen, og han
skal også tage sig af de andre etager. 32 mennesker bor i bygningen.
Det
kan være ensomt at bo på ungdomsafdelingen. Der kan søges lidt kontakt
hos fængselsfunktionæren. Nogen vælger at tilbringe mange timer på en
stol på vagtens kontor. Her trives potteplanterne.
Der har
været pænere på ungdomsafdelingen, fortælles det. Der har været købt
nye møbler. Spil og kulørte gardiner. Men det holder kun kort. De
magter ikke selv at arrangere noget sammen. Og ingen har tid til at
hjælpe dem.
Hvis man flytter ind her, er det ofte fordi, man
har svært ved at klare kravene udenfor. Man er blevet vurderet som
uegnet til alternativ afsoning. "Man" er måske utilpasset, uregerlig,
uopdragen. Helt sikkert er "man" uønsket udenfor. Uønsket i familien,
uønsket på institutioner og opholdssteder. Selv Tvind har sagt nej. Her
er ingen "måske egnede". Her er mange uegnede.
Det er en
afdeling oprettet efter en beslutning taget i København. København er
en by, som ligger meget langt væk, hvis man bor eller arbejder på Søby
Søgård. Beslutninger kommer oftest i form af et brev eller en
faxmeddelelse.
Kun sådan kan den slags besluttes. Pinligt,
uværdigt er den første tanke. Så er det nødvendigt at knibe sig i
armen: Dette kan ikke være Danmark! Dette kan ikke være sandt! Dette må
laves om!
Selv de, som ikke fandt den chance, de aldrig fik,
selv de har vel ret til en værdig tilværelse. Et liv. Havde dette været
en hundepension, var den for længst blevet lukket.
Dette er
blevet skrevet som et forsøg på at få luftet den dårlige samvittighed,
- en hilsen til de mennesker, som hver dag må opholde sig på Søby
Søgård. som indsatte eller som ansatte. Min samvittigheds ventilator.
Måske vil det vække andre. Måske vil det ændre bare lidt. Måske."
Forleden var jeg der igen. Desværre var det alt, alt for genkendeligt.
De unge er stadig overladt til sig selv og hinanden. Fængslet har ikke personale specielt til denne afdeling.
Siden
mit første besøg er der blevet vedtaget en "voldspakke" i Folketinget.
En del af pakken indeholder en beslutning om, at der skal oprettes
særlige lukkede institutioner til unge kriminelle, som ikke kan få
ophold på de eksisterende institutioner. De er vist stadig kun nået til
planlægningsfasen.
Drengene (og det er stort set kun drenge)
på Søby Søgård er unge kriminelle over 15 og under 18 år. De har ikke
kunnet leve op til betingelserne for alternativ afsoning (også kaldet
§ 49,2).
De er kendetegnede ved at være dygtige til
at blive smidt ud - af familien, af skoler og institutioner. De er kort
sagt dem, vi andre ikke må eller vil lege med. - Det dårlige selskab.
Chancen
for at de lærer positivt af et ophold under disse rammer, tror jeg er
minimal. Risikoen for at de fortsætter med at lave kriminalitet, tror
jeg desværre er meget stor.
Jeg ser både humanistiske og kolde økonomiske begrundelser for at bedre forholdene. Der er både og og dem uværdige.