Det manglende led
Der mangler et led, før pædagoger kan dokumentere, hvad det er, de kan og gør. De skal opdage deres tusind små faglige ydelser og professionelle måder at forholde sig på. De skal bogstaveligt talt og sammen med deres kolleger have syn for sagn af alt det, de gør i dagligdagen. Ikke hvad der mangler, men hvad der allerede er. De skal erkende det selv, og de skal anerkendes for det af deres kolleger. Først da kan pædagoger dokumentere. Først derfra kan de udvikle sig. Sammen med kollegerne, som har gjort sig fortjent til deres tillid, og som de derfor tør blive inspireret og udfordret af. DUS-projektet - Dokumentation af Udvikling og Samspil - i Århus Amt er det led
Af Anja Dybris, journalist , redaktionen@sl.dk
- Jeg har bidt mærke i, hvor meget pædagoger gør for udviklingshæmmede mennesker. Hvor megen faglighed, der er i deres arbejde. Noget, jeg som udefrakommende bliver imponeret af, siger Mette Møller, erhvervspsykolog med mange års erfaring som organisationspsykolog på institutioner for voksne udviklingshæmmede og leder af samarbejdsprojektet DUS.
- Men jeg har også opdaget, at de ansatte ikke er så bevidste om, hvad de kan. Det er spild, mener hun.
- Ja, jeg vil gå så langt, som til at sige, at når pædagoger er ubevidste om store dele af deres faglighed, så er mange dokumentationer og udviklingsprojekter spild af penge og energi.
Mette Møller forklarer, at når man i sit arbejde med mennesker har sig selv på spil, er det svært at udvikle sig fagligt. Og det har mange pædagoger. De engagerer sig dybt i deres arbejde og lægger en stor del af deres personlighed ind i det.
Derfor kan pædagoger i de faglige diskussioner på arbejdspladsen føle, at de har deres person til eksamen, og så bliver man tit angst og sårbar over for kritik. Selv velmente kritiske bemærkninger kommer til at virke sårende, og det blokerer for faglig og personlig udvikling.
Væk fra det ubevidste
DUS er et samarbejdsprojekt mellem Psykologisk Institut ved Århus Universitet og Århus Amt. Et forskningsprojekt, der fokuserer på kommunikationen med de svageste - mulithandicappede mennesker uden sprog - og kommunikationen mellem kolleger i personalegruppen.
Formålene er at udvikle medarbejderne fagligt, at dokumentere det faglige arbejde og at forske i det, psykologer kalder "lån af bevidsthed". Metoderne er udviklet og tilrettelagt af Mette Møller og lektor Søren Willert, Psykologisk Institut og er blevet brugt af tre bosteder siden august sidste år: Bocentret Harridslev, Pensionatet på Nygårdsvej og Bo- og aktivitetscentret FABOS.
- Vores indgang er at vise pædagogerne, hvad de gør og allerede kan. At få løftet det faglige fra det ubevidste til det bevidste, siger Mette Møller.
Både Søren Willert og Mette Møller har i mange år arbejdet med personalegrupper på institutioner for udviklingshæmmede. Her er medarbejderens kontakt med den enkelte beboer det væsentligste fundament. Sagen er, at man i kontakten, relationen, bringer noget fra sit eget liv ind i arbejdet. At man bruger meget af sin personlighed, fordi det handler om kød, blod og følelser. Og at man så risikerer at reagere på rygraden.
Det er ikke ensbetydende med, at man ikke handler fagligt rigtigt og forsvarligt, men at man måske er ubevidst om, hvad man gør, og derfor ikke kan sætte ord på. - Hvad jeg ser som en lang sekvens af mange faglige handlinger og professionelle overvejelser, beskriver pædagogen måske som: "Jeg hjælper Hugo med badet, og så får vi os en sludder", siger Mette Møller
Folk fra alle faggrupper, der arbejder med mennesker, sætter en del af deres personlighed på spil. Men for eksempel sygeplejersker, lærere og psykologer har noget fagligt instrumentelt at sætte mellem sig og patienten, eleven og klienten.
Et sådant redskab har pædagogen ikke. Og i arbejdet og kommunikationen med de mest handicappede og ordløse, hvor man er til stede og sammen 'krop til krop', er det endnu sværere at skelne mellem det faglige og personlige, når dagen er gået.
- Når man som pædagog har et årelangt samvær og en stor del af ansvaret for de mennesker, man arbejder med, er det svært at sige, at vi er Johan og Mette, bruger og professionel. Johan bliver dit ansvar, dit medmenneske, og du har nogle personlige aktier i samspillet, beskriver Mette Møller.
Så kan pædagogen måske reagere sådan: "Jeg ved alt om, hvordan Johan skal have det, og så er der ikke nogle, der skal komme dér med andre forslag". Forslag kan virke som kritik af eller en trussel mod de foregående mange års arbejde.
- Det er utroligt bevægende at opleve, hvor meget en pædagog gør for 'sin' bruger. Det kan nemt ske, at folk møder ind på deres fridag, fordi brugeren skal til frisør og er tryggest ved, at det sker på en bestemt måde - og pædagogen ved lige hvordan.
- Hvis folk vidste, hvor meget pædagoger gør...!!! Men allerførst skal de opdage det selv, før de kan profilere dem selv og deres fag. Kontakt og kontrakt Projektet er tilrettelagt, så deltagerne bliver glade for at opdage, hvad de allerede gør og kan i dagligdagen. Erkender og genkender deres faglighed og kommer fra ubevidst til bevidst.
Der er først en periode på et halvt år med supervision efter meget bestemte spilleregler. Når man følger dem, bliver man godt behandlet og behandler de andre godt. Pædagogen fortæller, hvad hun vil, hvad hun gør og fremlægger, hvad hun gerne vil blive bedre til, mens kollegerne er delt i støttende, undrende og iagttagende teams, som bidrager efter tur.
Psykologstuderende fungerer som spilfordelere og garanter for, at reglerne bliver overholdt. Den periode grundlægger de gode vaner for næste periode, som er kollegial supervision af videooptagelser af hver enkelt pædagog i en selvvalgt situation.
- Det er meget grænseoverskridende at skulle se sig selv og lade andre se én over skulderen. Snakker jeg for meget? For hurtigt? Gør jeg det, jeg siger, jeg gør? Er nogle af de ting, som medarbejderne kan være nervøse for, når alle får syn for sagn, fortæller Mette Møller.
- Med videoen zoomer vi helt ind og 'afslører' alle de tusind ting, pædagogen gør for at få kontakt og indgå en kontrakt, så beboeren får en fornemmelse af, hvad der skal foregå og bliver tryg ved det, beskriver Mette Møller.
I det måske fem minutter lange videoklip ser pædagogen og kollegerne alle de handlinger, som pædagogen foretager sig for at få den gode kontakt. Så hun kan lave en ordentlig kontrakt med beboeren om, hvad der skal ske. Hvis kæden hopper af undervejs, ser både hun og kollegerne, hvor megen umage hun gør sig, og hvor mange metoder, hun bruger, for at få kæden på igen. Tillid skal der til Utallige gange har Mette Møller hørt personalegrupper sige, at de gerne vil lære at give hinanden ris og ros og lære at bruge hinandens forskelligheder.
- Men pointen er, siger hun, at man ikke kan bruge forskellighederne, hvis man ikke anerkender og forstår dem.
- Det bliver snarere en kamp om, hvis forskellighed, der er mest forskellig på den rigtige måde. Altså: "Jeg vil bare have, at de gør det på min måde", beskriver hun.
- Forskellighed er forudsætningen for, at man udvikler hinandens praksis. Men man kan ikke bruge hinandens forskellighed på kommando.
- Hvis man ikke bruger forskelligheden, fordi man oplever den som et angreb på ens egen praksis og person, så udvikler man ingenting. Så arbejder man efter mindste fællesnævner, fordi man ikke tør risikere at gøre tingene på en anden måde. Og man får aldrig dokumenteret og udviklet noget som helst.
Men efter forløbet med supervision og video føler pædagogen sig stivet af. Anerkendt og tillidsfuld, og det er nemmere at modtage kollegernes forslag. Mette Møller forklarer:
- Tillid er grundlaget for, at man kan modtage faglig kritik. Når kollegerne anerkender den rigdom af faglighed, som man råder over i vanskelige og komplekse situationer, gør de sig fortjent til ens tillid. Så føler man sig ikke bestjålet eller truet, når kollegerne kommer med forslag eller problematiserer handlingen - aldrig personen. Så tør man høre, hvad de andre siger.
Der bliver ikke taget noget fra nogen. Der bliver lagt til.
- Bagefter kan alle ryste et udviklingsprojekt ud af ærmet, og de har ingen problemer med at skriver energifyldte handleplaner, kan Mette Møller rapportere fra DUS-projektet.
Profilere og rekruttere
DUS-projektet skal:
- Udvikle medarbejderne fagligt via supervision og videooptagelser. Fokus er på kommunikation mellem pædagogen og brugere, og mellem medarbejderne indbyrdes. - Dokumentere det faglige arbejde, der foregår. Gøre det synligt og hæve den faglige stolthed indenfor et område, der ikke har meget prestige. - Forske i det psykologer kalder "lån af bevidsthed". Den mest intellektuelt stærke overfører sine resurser til den mindre stærke og bidrager til at udvikle den intellektuelt svagere. Samme udveksling af bevidsthed, som foregår mellem mor og barn. Århus amt deltager i DUS-projektet for at profilere arbejdet på bo- og arbejdssteder for multihandicappede og ordløse mennesker. Ved at vise, at området rummer mange spændende opgaver og udfordringer, bliver det også nemmere at fastholde og rekruttere medarbejdere til arbejdet med de svageste.
Projektet afsluttes med en konference på Sølund, Skanderborg d. 25. september. Resultaterne bliver også præsenteret ved Århus Universitets 75 års jubilæum den 7. september.
Der bliver udgivet en bog om DUS-projektet på Hans Reitzels forlag. |