Socialpædagogisk praksis

En forskel for livet

Lene Laustrup flytter på ungdomspension, da hun er 13 år. Her møder hun pædagogen Johan Brink Jensen, der som den første voksne kan rumme alle sider af hende. 27 år efter opsøger Lene Johan for at fortælle, hvor afgørende deres møde har været for hende

Af Gitte Svanholm, redaktionen@sl.dk

- Nej, de har fjernet min vask. Og spejlet. Det kan de da ikke være bekendt. Her har jeg stået og smurt massevis af sæbe under armene, fordi vi havde hørt, at det gav feber, for så kunne vi slippe for at gå i skole - og så har jeg selvfølgelig også skrålet 'Dancing Queen' i hårbørsten, smiler 41- årige Lene Laustrup.

Hun står i det værelse, der var hendes for 27 år siden på den daværende ungdomspension Rundhøj i Århus, hvor Socialpædagogen har sat hende i stævne sammen med hendes kontaktpædagog, Johan Brink Jensen.

- Johan stod altid derovre ved væggen, når han kom ind og snakkede. Jeg skulle aldrig kæmpe for igen at blive accepteret af ham, når jeg havde lavet noget åndssvagt. Eller yde noget ekstra for at blive holdt af, sådan som jeg skulle derhjemme, husker Lene Laustrup og tilføjer hurtigt:

- Du var åben, lyttede og ville mig. Jeg kunne ikke skræmme dig, selv om jeg prøvede. Mine forældre slap, fordi de ikke magtede mig, men det gjorde du, Johan.

Hendes ord går lige i hjertet på Johan Brink Jensen, som må ty til et lommetørklæde.

Lene Laustrup har brudt sin sociale arv og lever i dag et godt og aktivt liv sammen med sine tre store børn, kæresten Tom og et arbejde som pædagog på et beskyttet værksted for autister i Skive.

Hun spejder af gammel vane ud af det store, firkantede vindue over parkeringspladsen. Dengang var det efter de store drenge eller Johans hvide Volvo, i dag er det for at få flettet flere nuancer ind i ungdomserindringen, som siden har vist sig ikke at være helt virkelighedsnær.


Goddag til fortiden
I marts måned opfordrer kæresten hende til at kontakte Johan, for som han siger:

- Hvis du har et godt budskab, så er det vigtigt at få ud.

Lene Laustrup har gennem alle årene haft Johan med som en usynlig livsledsager. Hvad ville Johan have gjort nu? Det har hun tit tænkt, når hun har stået i en vanskelig situation for eksempel med sine børn. Da hun bestod sin 10. klasse, havde hun mest lyst til at fortælle Johan om sejren. Og da optagelsesbrevet fra seminariet kom, så røg tankerne også til Johan.

Kæresten finder Johans privatnummer på Fanø. Lene Laustrup trykker med bankende hjerte nummeret for at fortælle ham, at han har gjort en afgørende forskel i hendes liv. 27 år er der gået, siden de sidst har set hinanden. Da Johan Brink Jensen kommer hjem fra arbejde den dag, ligger der en besked på telefon svareren:

- Hej, det er Lene. Jeg ved ikke om, du kan huske mig. Men du kan jo ringe til mig, hvis du vil[2026].

Han taster nummeret med det samme. I to en halv time går snakken livligt om tiden på Rundhøj, hvor de blot havde et år sammen, og om, hvor godt livet har formet sig siden.

- Det var meget overvældende. I starten tog jeg det som en faglig kompliment, men blev også dybt ramt på det personlige plan. Det er jo absolut ikke nogen selvfølge, at teenagere med problemer ser én som et forbillede, påpeger Johan Brink Jensen, der i dag er souschef på Døgninstitutionen Stormgade 6 i Esbjerg og afdelingsleder af underafdelingen Nordstjernen.

Han slutter samtalen med at give Lene Laustrup og hendes kæreste en åben invitation til at komme forbi privaten i Sønderho.

Om lørdagen - fire dage efter telefonsamtalen - banker kontaktbarnet på døren.


Farvel til monsteret
- Det var fantastisk at se Johan igen - og han var jo slet ikke en gammel mand, vi er jo nærmest jævnaldrende. Det er ret skægt, for Johan har altid været voksen for mig, selv om han blot er ti år ældre. Han ligner sig selv på nær, at den ternede skovhuggerskjorte er blevet skiftet ud med en T-shirt, og det lange 70'er-hår er røget, konstaterer Lene Laustrup, der har sværere ved at huske, hvordan hun selv så ud dengang.

Faktisk har hun gennem alle årerne opfattet sig selv som et monster, dengang hun var barn. Som fed og grim. Og umulig. Hun har ingen billeder fra sin barndom, der har kunnet revidere denne opfattelse.

Johan Brink Jensen har derimod en ganske anden opfattelse:

- Jeg husker intet uhyre, men en glad, køn pige med en herlig energi.

Og i hans gamle gemmer er der faktisk 'bevismateriale'. Der er nemlig fotografier og smalfilm fra Rundhøj. Dem ser de sammen.

- Jeg kunne kende tøjet, men ikke mig selv - for jeg lignede ikke et monster, men en glad pige med lidt hvalpefedt. Jeg var akkurat lige så pæn som de andre. Det var utrolig dejligt at se, fortæller Lene Laustrup, der har lånt filmene for at få dem overspillet og vise dem til sine børn.

Hun mærker endnu engang følelsen af taknemmelighed over for Johan, som hun kender så godt, og hun har ikke spor svært ved at sætte ord på:

- Du viste mig vejen, og da du slap min hånd, blev jeg på vejen. Det er jeg lykkelig for, det kunne nemlig være gået så galt, siger hun og spørger:

- Du bliver ikke skræmt over alle disse komplimenter vel?

Nej, hun kan stadigvæk ikke skræmme Johan.

- Vi pædagoger prøver konstant at gøre en forskel, det er bare virkelig sjældent, at man så konkret oplever, at det er lykkedes. Så for mig er Lenes opringning et helt arbejdsliv værd, påpeger Johan Brink Jensen.


Gensyn med rollemodel
Rundhøj var det eneste sted, som Lene Laustrup ikke stak af fra. Som 10-årig stak hun af fra forældrene og sine fem søskende. Hun boede i en opgang med nogle klubværelser, hvor hun ubemærket kunne bruge toilettet. Hun var efterlyst af politiet og blev efterfølgende anbragt på et børnehjem i Vejle, som hun også stak af fra. Så kom hun på Rundhøj - med en Føtex-plastikpose med tøj og en rygsæk fuld af mistillid til voksne.

- Det var min første sikre base. Det gav mig tryghed, at der var sammenhæng mellem ord og handling. Jeg var proppet med skyld over min familie, indtil jeg mødte Johan og fik sat tingene på plads. Jeg lærte også at begå mig i sociale relationer, fortæller Lene Laustrup, der senere kopierede Johan - og ikke hendes forældre eller den gode plejefamilie, som hun boede hos efter opholdet på Rundhøj - da hun selv blev mor.

- Jeg insisterede på, at du behandlede andre ordentligt, at du passede din skole og tog medansvar, husker Johan Brink Jensen, der har arbejdet med anbragte børn og unge lige siden Rundhøj.

Ordet anbragt får det hele til at stritte på Lene Laustrup, fordi det lyder så 'skrækkeligt negativt':

- Det handler jo om at få en chance - og den har alle fortjent!

Der går en del år, før hun uddanner sig til pædagog, men hun har aldrig været i tvivl om, at det er det, hun gerne vil:

- Det var Johan - en pædagog, der gav mit liv en afgørende drejning, og det har jeg aldrig glemt. Jeg håber selv at kunne gøre denne forskel for et andet menneske.