Forbund og a-kasse

Kommentar

Pension - på særlige vilkår

Regeringen vil gerne have os til at blive længere på arbejdsmarkedet og vil arbejde for hævning af pensionsalderen.

Af Kaj Skov Frederiksen , redaktionen@sl.dk

Statsministeren har tilkendegivet, at regeringen allerede i næste folketingssamling vil fremsætte lovforslag for at få folk til at vente med at gå på pension. Han fremhæver, at der bliver tale om en økonomisk gevinst for samfundet, og at ingen stilles ringere økonomisk.

Jeg synes, at det er udmærket, at der bliver kigget på de reelle muligheder for at hæve den gældende pensionsalder på 65 år.

Alle befolkningsprognoser illustrerer meget tydeligt, at der om bare få år vil blive brug for al arbejdskraft i mangel af unge og med mange af - os - såkaldte 68'ere på pension.

De medarbejdere, der har helbred til det og som ønsker det, bør selvfølgelig have en mulighed for at blive på arbejdsmarkedet. I øvrigt en mulighed, der allerede eksisterer inden for det offentlige område i dag og som nogle SL-medlemmer derfor også benytter sig af.

Men medarbejdere, der reelt har behov for at trække sig fra arbejdsmarkedet tidligere på grund af fysisk eller psykisk nedslidning på grund af et ringe arbejdsmiljø skal selvfølgelig ikke straffes.

De skal derimod nyde godt af solidariske pensionsordninger som efterløn m.v.

Det er ligeså indlysende, at en hævelse af pensionsalderen generelt skal kombineres med en vis fleksibilitet.

Det er derfor vigtigt, at den højere pensionsalder kombineres med en fortsat aktiv indsats for at opnå de gode arbejdspladser, hvor der netop arbejdes med at opnå et godt arbejdsmiljø - herunder kompetenceudvikling, arbejdstidsregler, en ordentlig fraværspolitik - og øvrige elementer, der gør det både attraktivt og reelt muligt for medarbejderne at fortsætte på arbejdsmarkedet.

Et kig på virkeligheden, viser ikke ligefrem en massiv efterspørgsel fra arbejdspladserne på ældre arbejdskraft. De - få - virksomheder, der bevidst offentliggør, at de gerne, og helst, vil ansætte seniorer, "det grå guld" - kommer prompte i medierne som forsidestof eller i TV's bedste sendetid.

Det, vi derfor fortsat skal arbejde med, er et fleksibelt arbejdsmarked, hvor der både er plads til de, der arbejder på særlige vilkår, til de unge, der skal opbygge deres erfaringsgrundlag og måske ønsker at specialisere sig og til de ældre, der har stor erfaring og stabilitet.

Der burde være brug for dem alle sammen.