Synspunkt

Om bekendelse og erkendelse

Poul Verner Laursen Byagervej 120 F 8330 Beder

, redaktionen@sl.dk

Tak til Knud Byskov for en tankevækkende artikel i Socialpædagogen nr. 7 om begrebet forførelse. Tankevækkende på den irriterende måde som sten i skoen er. Imidlertid synes jeg, der er flere synspunkter i artiklen, som kalder på kommentar - som så kommer her.

At der eksisterer en rekursiv relation mellem dette at lade sig forføre og at blive forført, må enhver som har oplevet forelskelse anerkende.

Knud Byskov synes imidlertid at mene, at der også eksisterer en - for ham at se positiv - rekursiv relation mellem begreberne bekendelse og erkendelse. Jo mere vi bekender, jo mere er vi i stand til at erkende i sådan en slags selvoplysende forstand. Det er et spørgsmål om ikke Knud Byskov i stedet taler om den rekursive relation mellem bekendelse og tilgivelse, som eksisterer i kristendommen, i den psykodynamiske forståelse - en khatarsisagtig ide om syndsforladelse og ganske særlig indsigt på baggrund af ens personlige fejltagelser - samt i det gamle venstrefløjsbegreb at udøve selvkritik.

Bekendelsens bølger ruller over landet "som en rejselysten fråde", ikke på vej mellem Gedser og Skagen, men måske mellem Oxfordbevægelse og opvågning - eller bekendelse og erkendelse. Bekendelse er ikke forudsætning for erkendelse, som Knud Byskov antyder i sit indlæg - der eksisterer ingen rekursiv relation mellem bekendelse og erkendelse. Tværtimod synes bekendelse i mange tilfælde, som det er velbeskrevet i Weekend avisens artikelserie som Knud Byskov refererer til, at være processer hvorpå individer iklæder sig nye forklædninger, hvori de udøver de stadig samme gammelkendte magtspil.

Knud Byskov taler om hvordan paradigmeskiftet hos pædagoger, den antiautoritære indstilling, har svigtet børn og unges "behov for autoritet og voksne som var utroværdige[2026] og som vidste hvad der var bedst for børnene og de unge". Man kan tænke, at det er beroligende at nogen ved, hvad der er godt for os - bare jeg dog kunne møde den person, er det mon naboen eller ham de kalder gud?

Man kan tale meget om, hvorvidt viden og erfaring overhovedet har nogen chance for at overleve den instruktive interaktions proces, det de fleste pædagoger opfatter som deres funktion - men det tilhører en anden samtale.

Det er for mig at se meget mere relevant at diskutere, hvorvidt påstanden om den anti-autoritære indstilling hos pædagogerne overhovedet er noget vigtigt at tale om.

Så vidt jeg erindrer tiden i 70'erne var den domineret af marxistisk, kapitallogisk tænkning på uddannelsesinstitutionerne. Pædagogseminarierne var, så vidt jeg erindrer, godt nok temmelig modstandsdygtige - der var selv på dette tidspunkt masser af pædagoger in spe som levede med en kombination af skæg og ballade, borgerlige dyder og ideen om at lærerne repræsenterede sandheden.

Alligevel var der gennemslagskraft for den marxistisk inspirerede pædagogik - gruppeopdragelsen - ideen om at mennesket ikke tilhørte sig selv, men fællesskabet og at fællesskabet derfor havde en forpligtelse til at forme og opdrage individet i sit billede.

I min forståelse er dette - som var et både udbredt og anerkendt paradigme, måske endda har overvintret et par steder i landet - meget langt fra Knud Byskovs talen om antiautoritære og "hvad synes du selv" indstillinger til de unge. Tværtimod synes jeg man kan tale om en udpræget udøvelse af magt i forklædning som frigørende praksis.

Den franske filosof Foucault har beskrevet hvordan magten over tid har forandret sig. Fra en vilkårlig og lokal forteelse, over modernismens panoptiske og altovervågende praksis til magtens fuldkommengørelse i det modernes internalisering af magtudøvelsen, at vi bliver vor egen personlige politibetjent. Man kan tale om at magten bliver usynlig eller postmoderne - at den kun eksisterer i historier om sig selv, og i hvert fald ikke kan beskyldes for at have taget bolig hos nogen gruppe eller noget individ.

Knud Byskov taler om, hvordan vi kunne tænke om og påtage os ansvar for nedlæggelsen af store institutioner som Bråskovgård, Pallisbjerg osv. På en anden måde - som en konsekvens af paradigmeskiftet (de antiautoritære tendenser) hos pædagoger i 70'erne.

Fra mit synspunkt eksisterer disse institutioner ikke mere fordi de ikke opfyldte deres formål. Når de ikke gjorde det, var det ikke kun på grund af en ændret tænkning hos den tids pædagoger, paradigmeskiftet, men fordi alle - også den tids pædagoger - kunne se at det som foregik ikke virkede. Nogle vil kunne sige, at det var fordi store døgninstitutioner altid er noget skidt, andre at det var fordi disse organisationer var top- og regelstyrede, andre igen at det var fordi de eneste pædagoger som ville arbejde under sådanne vilkår pr. definition var mindre kvalificerede, at de simpelthen var uden den nødvendige kompetence - menneskeligt og fagligt.

Ingen af disse udsagn er "sandheden" om hvorfor disse institutioner ikke mere findes. Historien herom eksisterer et sted mellem alle disse udsagn og mange flere udsagn som ikke er nævnt her.

Der er fra mit synspunkt noget alvorligt galt med selve ideen om at søge "sandheden" og "erkendelsen" i forhold til pædagogik - at søge at finde den imperative rigtighed i handling - det som dokumenteret virker. Der kan findes megen erkendelse men ikke nogen imperativ "erkendelsen".

Knud Byskov refererer selv til Mønsterbryderundersøgelsens resultat - hvis man kan tale om et sådant - som betydningen af at en eller flere voksne personer havde betydet noget særligt for mønsterbryderne på et tidspunkt i deres liv, at nogen var blevet den signifikante anden. Dette kan tages til indtægt for at tænke i mindre, eller andre sammenhænge end store institutioner. Det antyder, at der kan være god mening i at tænke i færre tilknyttede personer. Derfor taler pædagoger i dag meget om relation som et vigtigt begreb.

Kort efter taler vi almindeligvis meget om troværdige og autentiske voksne.

Men hvad mener vi mere præcist, når vi taler om relation? Hvad mener vi, når vi taler om autentiske voksne? Vil det sige at være voksen på en særlig måde - eller at være person på en særlig måde? Er disse ord udtryk for erkendelse i en tænksom, filosofisk overvejelse - eller blot en ny forklædning, hvori magten efter bekendelsen optræder og kan fortsætte sin praksis?