Ansvaret for bunden

Socialarbejdere er avantgarden, når velfærdssamfundet skal forsvares. Og her gælder der kun en etisk regel - nemlig at hjælpe de udstødte, sagde den verdensberømte Zygmunt Bauman

Af Lone Marie Pedersen , redaktionen@sl.dk

Velfærdssamfundet er ikke bare noget, vi har ligesom sommer og vinter. Det er udviklet gennem årtier og ændrer sig hele tiden. Netop i denne tid bliver velfærdssamfundet diskuteret i de europæiske lande, for eksempel er der en ophidset debat blandt politikere i Tyskland.

Det var da også velfærdssamfundet eller socialstaten, som optog mange af deltagerne i IFSW's sociale seminar i København.

- Vi er kommet i en situation, hvor vi skal forsvare velfærdssamfundet og forklare, hvorfor vi har en socialstat, sagde sociolog Zygmunt Bauman til de godt 700 deltagere.

Han definerede velfærdssamfundet eller socialstaten som et samfund, hvor der eksisterer kollektive forsikringer mod individuel le uheld eller ulykker. Og han sammenlignede velfærdssamfundet med en bro, hvor der bliver transporteret noget over, og broens bæredygtighed bliver målt på den svageste bropilles bæreevne. På samme måde kan kvaliteten af en socialstat måles på, hvordan mulighederne er for de svageste og de mest udstødte for at leve et ordentligt liv.

Og dem, der især kan måle velfærdssamfundets kvalitet er socialarbejdere, der dagligt står i dilemmaet mellem de svages behov og samfundets etik over for gruppen, fortalte han.

- Socialarbejdere er på det praktiske plan ansvarlige for samfundets etiske standarder over for personer, der har brug for støtte og hjælp. Og den etik er ofte uklar.

Og for at forklare, hvad han mente, citerede Bauman en socialarbejder for at sige: "Vi ved, vi er kaldet, men vi ved ofte ikke, hvad vi er kaldet til."

En af deltagerne, Rikke Posborg, der er leder af rådgivningen i Studenter Settlementet i København, bad Bauman komme med forslag til, hvordan socialarbejdere skal forholde sig i et arbejde, hvor etikken er uklar:

- Hvordan kan socialarbejdere fungere i et bureaukrati, som modarbejder det sociale arbejde. Hvordan kan vi fungere i en retfærdighedssammenhæng, så vi ikke bliver ramt af dårlig moral. Hvordan kan vi under de forhold lave etisk forsvarligt arbejde? Kan det kun foregå uden for samfundets institutioner? Er det oprør, vi skal lave?

Og Bauman svarede:

- Jeg er ikke kommet for at opfordre til oprør. Jeg har ingen praktiske erfaringer med socialt arbejde og har derfor ingen mening om, hvad man kan gøre for at modarbejde angrebene mod socialstaten. Men jeg tror, at socialarbejdere i det lange løb blive nødt til at betragte sig som avantgarden i det sociale arbejde, hvor der kun gælder én etisk standard. Nemlig ansvaret for bunden i samfundet, for dem, der har det dårligst. Vi er ikke ansvarlige over for toppen.

- Socialarbejdere er i deres arbejde med andre mennesker vogtere af samfundets etiske standarder, og de kan kun være vogtere, hvis de vinder slaget om de etiske værdier. Gør de ikke det, tror jeg ikke, at socialstaten overlever.

Forsvar for velfærden
Et af angrebene på velfærdssamfundet er ifølge Bauman, at det er blevet til en indiskutabel "sandhed", at for megen hjælp fra samfundets side, fører til afhængighed og gør folk inaktive over for at ville forsøge klare sig selv.

- En af påstanden er, at hvis de sociale ydelser er for gavmilde, så vil folk helst ikke arbejde. Som om, man ikke tror på, at mennesker glædes ved kreativt og praktisk arbejde.

Og her ramte Bauman netop ned i kernen af velfærdsdebatten: Hvordan skal socialstaten se ud i de kommende år? Skal vi have et system i retning af det amerikanske, hvor folk forsikrer sig individuelt mod for eksempel arbejdsløshed, og hvor det sociale arbejde i stor udstrækning er baseret på frivillige bidrag fra private. Der er desuden meget lave standarder for minimumsydelser. Eller skal det være velfærdsmodellen som den, vi kender i Danmark, hvor staten er garant for udvikling af velfærden, og hvor udgangspunktet er et solidarisk system, som bliver betalt over skatten.

Diskussionen bliver ført ikke kun i de centraleuropæiske lande, men også i det østeuropæiske lande, hvor man er i gang med at opbygge et socialt system. En af oplægsholderne, minister for flygt ninge, indvandrere og integration, Bertel Haarder (V), sagde, at der er brug for, at de sociale ydelser bliver kigget efter i sømmene. Blandt andet skal folk have et incitament til at arbejde, og det har de måske ikke, hvis de sociale ydelser er lige så høje eller højere end den løn, man kan få:

- Velfærdssamfundet er også med til at udstøde folk, sagde Bertel Haarder.

Et helt andet syn på den sag kom fra tidligere statsminister Povl Nyrup Rasmussen (S). Samfundet er i konstant forandring, derfor er der brug for, at folk er i en livslang faglig læring, at de er fleksible og hele tiden klar til at skifte jobs. Skal mennesker turde tage chancer, så må samfundet spænde et socialt sikkerhedsnet nedenunder til at opfange folk, når det er nødvendigt, for eksempel under sygdom, invaliditet og arbejdsløshed.

Nyrup stillede spørgsmålet om, hvorvidt den sociale model, velfærdssamfundet, var stærkt nok til at klare sig i en verden, hvor det individuelle og det private forsikringssystem er i højsæde.

- Er det gensidige forsikringssystem stærkt nok til at overleve. Det er ikke kun en europæisk kamp, men en global kamp for at realisere en sociale model mod udstødelse. Vi skal opbygge en ny form for velfærdssamfund.

Nyrup appellerede herefter direkte til socialarbejderne:

- I har et meget vigtigt job, fordi I kan være med til at forhindre, at folk bliver udstødte. Og mennesket er den bedste ressource, vi har.