Kommunalreform
Nyt landkort på vej
Mens vi venter på, at regeringens Strukturkommission offentliggør sine forslag til, hvordan opgavefordelingen skal være mellem stat, amt og kommune, ser Socialpædagogen på baggrunden for, at en ny kommunal struktur er på vej
Af Lone Marie Pedersen , redaktionen@sl.dk
Det er den 9. januar. Dagen, hvor mange danskere vil vågne op i uvidenhed om, at før dagen er omme er deres følelse af stabilitet ved at høre til i en bestemt kommune, i et bestemt amt, et bestemt sted på Danmarkskortet krakeleret. Rigtig mange vil få at vide, at netop deres kommune og deres amt ikke længere er stor nok til at løse de offentlige opgaver på en sådan måde, at man som borger kan være tjent med det. Måske har ikke ret mange af os vidst, at vi var utilfredse og fortjente et bedre tilbud.
Men det ved vi, når Strukturkommissionen under et stort anlagt mediestunt i Vingstedcentret offentliggør sin rapport om, hvordan de offentlige opgaver fremover kan fordeles mellem stat, amt og kommune.
Kommissionen har arbejdet bag hermetisk lukkede døre. Kun engang imellem er den dukket op i politikernes mund som et fænomen, et orakel, vi venter på svar fra.
Nu er dagen så endelig kommet, hvor oraklet vil tale til os.
Og det bør vi lytte til.
For selv om meget af kommissionens arbejde er uforståeligt for almindelige borgere, hvad flest af os er, så kan det få store konsekvenser for alle. Ikke mindst for dem, hvis liv er afhængig af et offentligt tilbud. En gammel traver Siden kommunalreformen i 1970, hvor 1064 kommuner blev sammenlagt til 275 og 25 amter til 14, har den til enhver tid siddende regering med mellemrum talt om, at der var brug for en ændring af opgavefordelingen mellem amt og kommune. For selv om mange kommuner dengang blev lagt sammen, viste det sig ret hurtigt, at de mindste kommuner havde besvær med at leve op til opgaven.
Hver gang er forsøg på at ændre ved opgavefordelingen dog løbet ud i sandet, uanset det hed Lotz-udvalget, der stod bag den glidende decentralisering af opgaverne fra amt til kommune, eller Opgavekommissionen, der støbte formen til grundtakstfinansieringen.
Ingen regering har haft det nødvendige politiske mod, der skal til for at ændre ved de lokale borgmester-herredømmer og den iboende angst hos vælgerne for, at afstanden til rådhuset bliver for stor. I den forbindelse bliver demokrati sat lig med kommunestørrelser. Sådan var det også i 1970, hvor man troede, at al demokrati gik fløjten, når man ikke længere boede dør om dør med Rådhuset eller mødte sognerådsformanden i Brugsen.
Den her gang ser det ud til, at det er alvor med en strukturændring. Det er både Venstre, De Konservative og Socialdemokraterne enige om er nødvendigt. Spørgsmålet er bare hvornår, det skal ske, og hvor stregerne skal slås på Danmarkskortet.
Men politikerne har heller ikke denne gang turdet træde på en af de helt ømme ligtorne ved en strukturændring. Nemlig hele diskussionen om Hovedstaden. Skal Københavnsområdet være en stor region med fare for at skævvride landet? Forsyningsansvaret Det er lidt uklart, hvorfor det igen er blevet aktuelt at ændre på kommunestrukturen.
Vi ved kun, at indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) oktober 2002 meddelte, at regeringen havde nedsat en Strukturkommission med det formål at komme med "en teknisk og faglig analyse, der kan udgøre et beslutningsgrundlagt for ændringerne af rammene for løsningen af den offentlige sektor".
Det vil sige at få skabt bæredygtige enheder, der er stærke nok til at kunne varetage de offentlige opgaver.
Meget af kommissionens arbejde har indtil nu bestået i at producere utallige sider med såkaldte sektoranalyser. Sundhedssektoren for eksempel. Den fylder meget i kommissionens materiale. Og det er naturligt, fordi kortene er givet sådan, at løsningen af sundhedssektorens problemer kan kommer til at bestemme, hvordan de andre sektorer skal indrettes.
Derimod fylder hele det sociale område meget mindre i kommissionens sektoranalyser. Og det er problematisk for de personer, der er afhængige af et offentligt tilbud. Naturligvis er det vigtigt, at man ved hvor længe, man skal vente på en ny hofteskål.
På samme måde er det væsentligt for den multihandicappede at vide, om han kan få et passende tilbud. Hvordan forestiller man sig de sociale opgaver løst?
I dag er arbejdet på det sociale område delt mellem kommuner og amter, således at amterne tager sig af de meget specialiserede og udgiftskrævende opgaver, for eksempel støtte til en multihandicappet person eller meget vanskelige børn og unge, mens kommunerne løser alle andre sociale opgaver.
Tendensen de senere år har været, at flere og flere sociale opgaver løses i kommunalt regi. Tilbage til amterne er så de opgaver, som kræver større specialviden end mange af kommunerne har mulighed for at levere, alene af den grund, at de hverken kan opretholde faglig ekspertise eller tilbyde et egnet botilbud, uden at slå bunden ud af den kommunale kasse omkuld.
I dag har amterne pligt til at tilbyde behandling blandt andet for følgende grupper: Handicappede børn og unge med særlige behov. Børn og unge, der har behov for særlig socialpædagogisk støtte på grund af for eksempel omsorgssvigt, overgreb, misbrug, kriminalitet og psykiske lidelser. Tilbud til hjemløse og behandling af stofmisbrugere. Nye udfordringer I Socialpædagogernes Landsforbund opfatter man en kommende strukturændring som en mulighed for at skabe udvikling og dynamik i området, fortæller socialpædagogernes formand, Kirsten Nissen.
- Regionerne skal være så store, at de kan tage sig af de meget specialiserede opgaver, som i dag ligger i amterne. Derfor skal man bibeholde et regionalt niveau for politisk valgte og for skatteudskrivningen, således at man fastholder en politisk/demokratisk kontrol med området.
- En kommune, der måske kun hvert tredje år får et multihandicappet barn, har hverken økonomisk eller fagligt mulighed for at lave en passende foranstaltning til barnet.
De tre modeller
Diskussionen om en ny struktur forventes afsluttet senere på året. Der skal bukkes mange ender sammen, før kabalen går op, blandt andet fordi både lokalsamfund og borgmestre kan ventes at være modstandere af en sammenlægning til større kommuner. Derfor går regeringen efter et forlig, som også Socialdemokraterne står bag.
Strukturkommissionen kommer ikke med forslag til en kommende kommunal struktur, men har arbejdet med tre modeller.
Model 1. Den betyder kun små ændringer: Lidt færre amter og større kommuner end i dag. Nogle opgaver flyttes fra amterne til kommunerne.
Model 2. Den betyder regioner med direkte valg: 3-7 regioner, der tager sig af sundhed, miljø, planlægning og trafik, samt erhvervsudvikling. Store kommuner, der skal klare resten, blandt andet hele det sociale område.
Model 3. Den betyder kun 2 direkte valgte niveauer: Sundhedsvæsenet placeres regionalt i meget få regioner. Miljø, trafik og planlægning deles mellem staten og de nu ret store kommuner. De "statslige" regioner har forskellig udstrækning afhængig af sektor. Kommunerne har resten som i model 1.
Om kommunesammenlægninger og øvrige ændringer skal ske frivilligt, eller ved et diktat fra Folketinget ligger ikke fast. Private tilbud Men vi ved, at debatten om det sociale område ikke bliver ført. Hvem skal fremover have ansvaret for, at de mest udsatte grupper i landet får den hjælp, de har behov for? I forvejen er det jo en gruppe, hvis hele eksistens afhænger af de kommunale beslutninger, idet stort set alle sociale tilbud bevilges ud fra et kommunalt skøn, og det skøn kan variere fra kommune til kommune, fra amt til amt.
Og vi ved fra statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) åbningstale i Folketinget i oktober 2002, at det ikke er afgørende, om det er offentlige eller private, der leverer service. Det bestående må ikke spærre for, at velfærdssamfundet udvikler sig, sagde han og fremhævede, at tiden er kommet til en kritisk gennemgang af det bestående system.
I Socialpædagogernes Landsforbund deler man ikke ubetingeet statsministerens begejstring for privatisering. Kirsten Nissen siger:
- Vi kender en del til privatisering inden for det sociale område, og det fungerer som oftest rigtig godt, men her er forsyningsansvaret også entydigt placeret hos det offentlige. Vi skal sørge for, at forsyningssikkerheden bibeholdes, at det fortsat er det offentlige, der er forpligtet til at sørge for, at der er det rigtige tilbud. Det ansvar må vi ikke overlade til markedskræfternes frie spil, hvor målestokken for en foranstaltning bliver, om det kan betale sig. Ny socialpolitik ind ad bagdøren Her står vi så, inden det går løs med de politiske slagsmål. Og mon ikke vi skal regne med, at alle parter slår sig op på at tale på befolkningens vegne.
Tør de denne gang tage fat om nældens rod og sætte grænserne på landkortet ud fra, hvor der er faglig og økonomisk volume til at løse opgaverne? Eller begynder man bare på må og få at lægge et par småkommuner sammen, som hverken alene eller sammen kan noget? Grænserne for, hvornår en opgave kan løses lokalt er ikke ens. Der er for eksempel ikke den samme grænse for at få et effektivt skattevæsen, som et effektivt sygehusvæsen eller et passende socialt tilbud til de mest udsatte borgere.
Strukturkommissionen handler om ny struktur, men selv om den kan se nok så praktisk ud, vil den formentlig ændre ved fundamentale socialpolitiske forhold.
Og her mangler vi en grundlæggende socialpolitisk diskussion om, hvilket velfærdssamfund, vi fremover vil have. Den debat har regeringen for længst lagt ned i en syltekrukke, der hedder Velfærdskommissionen. Og oppositionen gør intet for at få diskussionen ud af krukken.
Og så er vi tilbage ved, hvad morgendagen vil bringe.
Strukturkommissionens rapport kan meget vel munde ud i en teknisk og økonomisk strukturændring, som i sin væsen også indeholder en grundlæggende ændring af socialpolitikken og dermed de mest udsattes liv.
Vil vi også efter en strukturændring have en lov, der understreger, at det offentlige er forpligtet til at hjælpe dem, der ikke kan klare sig selv? lmp@sl.dk