Nicaragua
Børn i ruiner
Gadeliv, fattigdom og seksualiseret vold hænger tæt sammen i Nicaragua, hvor både børnearbejde og antallet af gadebørn er i drastisk stigning. Men nogen forsøger at række børnene en hånd
Tekst: Ulrikke Moustgaard , redaktionen@sl.dk
MANAGUA - I halvmørke og i en skarp lugt af råddent affald løber en lille dreng nøgen rundt med kroppen indsmurt i snavs. Han har knap lært at gå og vakler hen til sin mor, der ikke ænser ham, selvom han råber højt til hende. For hun er for længst væk i en rus af lim.
Det er formiddag i Nicaraguas hovedstad Managua. I ruinerne af en gammel bank hænger 15 børn og unge ud med limblanke øjne på papstykker og i de hjørner, der ikke er våde efter en lang nats regn. Stedet er "La Casita" - det lille hus - som siden banken efter et jordskælv blev ødelagt har dannet rammen om livet for cirka 50 nicaraguanske gadebørn af den værste slags: De, der sniffer lim, prostituerer sig, stjæler og som ingen vil have noget med at gøre. De har derfor fundet sammen i ruinen, hvor de sover og lever og føder børn, inden de selv har forladt barndommen. Og hvor naboen - en stor losseplads - udgør deres vigtigste ernæringskilde. Kun en gang imellem bliver kosten suppleret med noget sundere. Det sker, når den lille nicaraguanske organisation Inhijambia to gange om ugen kommer forbi - denne dag med mælk til de nyfødte og de små.
- Vi er de eneste, der kommer her, siger Roman Lopez fra Inhijambia, mens han deler mælken ud og holder øje med, at de store børn ikke snupper mælken fra de små.
Roman Lopez er socialarbejder og har arbejdet med gadebørn og børnene i La Casita i mere end ti år. Derfor kan han i dag komme næsten uden fare for at risikere sit liv. På grund af limen, som børnene sniffer fire-fem dåser af hver dag, er de meget voldelige både over for hinanden og andre - og der skal en vis portion gensidig tillid til overhovedet at kunne opholde sig bare nogle få minutter i ruinen. Af den grund kommer Inhijambia også kun om formiddagen, inden limen helt har taget magten over hjernerne. Roman Lopez har selv to gange oplevet at blive forsøgt slået ihjel på sine besøg. Og hvert år dør omkring 10 af La Casitas beboere, enten fordi de andre slår dem ihjel, eller fordi maden fra lossepladsen gør det. Misbrug fører til gadeliv Det er med andre ord er barsk liv at bo i La Casita eller et af de andre steder, hvor Managuas gadebørn finder sammen. Men længe før de når så langt, har de allerede stiftet bekendtskab med barskheden. Langt størstedelen af dem deler nemlig den samme forhistorie: De er blevet seksuelt misbrugt hjemme - det gælder især pigerne. Man mener, at mellem 25 og 50 procent af Nicaraguas børn er udsat for seksuelle krænkelser hjemme.
Børnene har også skullet arbejde på gaden for eksempel med at sælge mad, siden de var 6-7 år. De har ofte fået bank af forældrene - blandt andet hvis de kom hjem uden penge. Og de har til sidst valgt at stikke af hjemmefra og i stedet begynde et liv på gaden. Her er den onde cirkel fortsat med misbrug og ydmygelser.
- Mange mennesker blev meget onde, når de så os. De slog os og hældte vand på os, fortæller Norma på 17 år, der har boet på gaden, siden hun var otte år, og er tidligere beboer i La Casita.
Hun blev som mange andre gadebørn voldtaget og begyndte derfor at prostituere sig, da hun var ni år.
- Nogle af kunderne blev også onde og slog og ville ikke betale. Det var en slem tid, der gør ondt at huske, også fordi jeg kender mange, der er døde, siger hun.
For to år siden kom Norma gennem Inhijambia ud af sit liv som gadebarn og prostitueret. Hun er en af cirka 20 piger i samme situation, der nu kommer hver dag hos Inhijambia i et reintegrationssprojekt, der er målrettet piger, som har været gadebørn. Hos Inhijambia får de mad og tag over hovedet, lærer at sy, hækle og danse, og derudover får de psykologisk hjælp. Alligevel trækker gaden endnu i Norma.
- Nogle gange er det som om, jeg bliver besat af en djævel, og så vil jeg bare tilbage på gaden og have lim. Det er især, hvis jeg skændes med nogen, at jeg får det sådan. Et hårdere liv Problemet med gadebørn i Nicaragua er voksende. Ingen ved, hvor mange, der findes. Men Roman Lopez anslår, at han i dag møder cirka tre gange så mange gadebørn, som da han startede på sit sociale arbejde i 1992. Også de officielle tal indikerer en drastisk udvikling. På blot ti år er antallet af 6 til 18-årige, der er økonomisk aktive, mere end fordoblet, viste en undersøgelse i 2001 fra Nicaraguas nationale Statistikinstitut. Det er sket samtidig med, at fattigdommen i landet generelt vokser. Og det går især hårdt ud over gadebørnene, mener Christina Elle, der arbejder i Nicaragua for den danske organisation International Børnesolidaritet, som samarbejder med Inhijambia.
- Børnene der bor i og omkring La Casita kommer for eksempel på markedet ved siden af, hvor de har kunnet tjene lidt penge ved at gå til hånde eller sælge ting Men hvis folk ikke har penge at købe for, er der heller ikke brug for børnenes arbejdskraft. Så bliver de i højere grad nødt til at tigge, det gør sælgerne på markedet irriterede. Og så bliver de skældt ud, mishandlet og tævet, siger hun.
For mange er en måde at få penge på derfor at sælge deres kroppe. Prostitution er lovligt og meget udbredt i Nicaragua. Og der er kunder nok - også til børn. I en undersøgelse om seksuel vold mod børn i Mellemamerika, lavet af den internationale arbejdsorganisation ILO i 2001, spurgte man et antal voksne i to byer i Nicaragua, om de havde set mindreårige børn prostituere sig. 91 procent svarede ja. Også Norma blev som ni-årig hurtigt klar over, at sex var det nemmeste arbejde at få. Ikke mindst hvis man tog til steder i Managua, hvor turister holder til.
- Der var altid kamp om udlændingene, fordi de betaler 20 dollar (cirka 150 kroner), og de andre tit kun betalte 20 cordobas (cirka 10 kroner). Udlændingene vil helst have de små. Så de store piger prøvede altid at jage os væk, fortæller hun. Nye udfordringer I halvmørket i La Casita har Roman Lopez delt al mælken ud til de små børn og skal nu videre ud i gaderne. Næste stop er en park et par kilometer derfra, hvor flere børn med blanke hjerner og øjne venter på hans besøg. De får ikke mælk denne gang men kærtegn, plastre og anden nødhjælp, hvis de trænger.
Hvor børnene i La Casita, parken eller nogle af de andre steder, de holder til, vil være at finde om få år, tør Roman Lopez ikke gætte på. Forhåbentlig er nogle af dem kommet ind i reintegrationssprojekter som Inhijambias.
Forude venter en endnu større udfordring: Gadebørnenes børn. Dem forsøger Inhijambia at hjælpe ved at hjælpe deres unge mødre. Og de er stort set de eneste, der har blik for gadebørnenes børn.
Som Christina Elle siger:
Dem tror jeg ikke, der er nogen, der holder af. Derfor er det så vigtigt, hvad Inhijambia gør. Man kan jo ikke andet end at blive påvirket af at vokse op på et sted som La Casita med forældre, der er på lim og spiser skrald.
Børnesolidaritet i Nicaragua
International Børnesolidaritet er en selvstændig NGO (Non Governmental Organisation), der er ejet i fællesskab af SL, BUPL og PMF. Organisationen arbejder for og med børn i den 3. verden.
I Nicaragua arbejder International Børnesolidaritet især med gadebørn, børns rettigheder og organisering af børn i samarbejde med lokale samarbejdspartnere. Inhijambia er en af disse samarbejdspartnere.
I forbindelse med den årlige Solidaritetsuge, hvor der bliver samlet penge ind og oplyst om International Børnesolidaritet i danske institutioner, blev der i 2003 også samlet penge ind til Inhijambias arbejde. |