Anmeldelse

Get a Life

Livet for børnene i Vita Andersens nyeste bog: "Get a Life" er grumt, barskt og kærlighedsløst - og det er børnenes parti Vita Andersen tager.

af Bente Baggesen, redaktionen@sl.dk

Hovedpersonen Amanda følges i 2 spor - som barn og som voksen. Forsiden - en slaskedukke rimpet sammen på ubehjælpelig vis med porcelænshovedet limet sammen og det meste af håret revet af - er et sørgeligt syn. Den er klædt af til skindet - og det bliver Amanda også konstant.

Hun er i barndommen ikke blevet mødt af modne og ordentlige voksne. Hun er svigtet af en kunstnerfar og psykisk syg mor, der vælger at følge ham til udlandet.

Amanda bliver anbragt på børnehjem og senere i familiepleje. Begge steder hersker både børn og voksne - og Amanda må indordne sig.

Kompromisløst.

I Amandas voksenunivers er Thomas - hendes selvoptagede ægtemand, deres fællesbarn på 4 og hans stride særbarn i førpuberteten. I kulissen opererer både en grænseoverskridende svigermor og ditto ex-kone.

Man tror det er løgn
Børnene er omgivet af voksne, der ikke er sig deres ansvar bevidst - hverken som forældre, på børnehjemmet, i plejefamilien eller som damen fra kommunen, der ved en snak med Amanda alene i plejefamilien efter Amandas spørgsmål til faren og moren på s.182 siger "Man skal passe på ikke at være negativ". "Fuck dig" kunne man fristes til at sige - for nu at blive i bogens titelsprog.

Sådan er det hele tiden - børnene bliver ikke taget alvorligt af de voksne i bogen - det forsøger V.A. at råde bod på ved at beskrive scener så groteske, at man tror det er løgn. Der er børneritualer på børnehjemmet, jeg godt nok håber hører fortiden til - selvom jeg kan frygte svaret

- der er det første møde med børnehjemmets hygiejne, hvor hun både bliver klippet og kommer i bad på den groveste måde og bliver frataget sit eget tøj. Da hun kommer i pleje, får hun nyt tøj, som bliver brugt af plejefamiliens egen datter - hendes eget er sendt hjem til moren.

Utilgiveligt.

Det er ingen succes at komme i pleje - måske kunne man også have fundet en familiepleje, der matchede bedre til Amandas eget miljø? At komme fra en kunstnerfamilie til en landbofamilie, der tilsyneladende ikke har meget forstand på hverken små eller store mennesker - de banker deres egen søn og læser Amandas mors breve højt for posten til stor morskab for alle - kan selvsagt ikke give Amanda mere ballast i livet. Hun lever da også en omflakkende tilværelse - blandt andet med et liv på gaden med sine ejendele i sorte plastikposer. Men det fortælle hun ikke ejendomsmægler -ægtemanden. Der er også meget han ikke fortæller hende - deres liv er fyldt med løgne.

Hun havde troet at den bedste metode til at undsætte det forladte barn i hende selv var at få et barn, hun selv kunne elske. Det gør imidlertid ikke livet lettere for hende. Ægtemanden er optaget af at blive feteret af alle sine kvinder: kæreste, mor og ex - og sine to piger. Fællesbarnet Laura kan derfor komme afsted med at favorisere ham og afvise sin mor - uden han gør noget for at forhindre det. Amanda ved ikke sine levende råd - hun stjæler sig til kys og kram fra datteren. Pap-datteren opfører sig helt urimeligt, fordi hun har to umodne forældre, der overhovedet ikke opdrager på hende. Amanda servicerer hende med morgenmad på sengekanten selv om samme pap-datter er ved at drukne hende i badekarret. Det er det rene vanvid.

Bogen slutter med en gentagelse eller en nyskabelse - det er op til læseren at vurdere.

Det er barskt at læse Vita Andersen, fordi det gør ondt at følge små og store skæbner, men det er nødvendigt at konfronteres - især med de offentlige svigt.

I 2004 må det kunne gøres bedre. "Get a Life" af Vita Andersen, forlag: Samleren, 264 sider, 248 kroner.