Kommunalreform
Et Folketing i splid med sig selv
Strukturudvalget foreslår i en af sine modeller, at anbringelse af børn og unge udelukkende bliver et kommunalt anliggende. Men noget tyder på, at kommunerne tager mere hensyn til egen økonomi end servicelovens regler
Af Lone Marie Pedersen , redaktionen@sl.dk
Beslutter regeringen og Folketinget sig for at følge forslaget fra Strukturkommissionen om, at alle de sociale opgaver, som i dag ligger i amterne, skal flyttes over til de kommunale enheder, kommer politikerne måske i karambolage med intentionerne i Servicelovens regler for anbringelse af børn og unge uden for deres eget hjem.
Et enigt Folketing har altid ment, at anbringelse af børn og unge er en så alvorlig og indgribende handling at gøre mod et andet menneske, at den vurdering ikke kan overlades alene til det kommunale skøn, som ellers er udgangspunktet for de fleste ydelser efter serviceloven.
Ganske vist har beslutningen om at anbringe et barn det tilfælles med for eksempel børnepasning og ældreområdet, at det er et kommunalt anliggende, og det er kommunen, der træffer den konkrete beslutning. Men herefter hører lighederne for de kommunale beslutninger også op.
Netop fordi en anbringelse er så drastisk en beslutning, har Folketinget - endda i særdeles omfattende grad - begrænset det kommunale skøn. Hvor man for eksempel ved tilbud om børnepasning kan træffe lokalpolitiske beslutninger, gælder det ikke, når et barn skal anbringes. Her skal man udelukkende tage hensyn til faglige vurderinger ud fra de meget konkrete anvisninger, der udførligt er beskrevet i Serviceloven. Og kun i begrænset omfang kan kommunen tage hensyn til de lokale forhold. Men det sidste må aldrig ændre på en faglig vurdering.
Man kan sammenligne reglerne for tvangsanbringelse med skatteligningsområdet, som jo også er statsligt reguleret, og som sådan kunne begge dele ligge i den statslige forvaltning. Graversen-udvalget (Betænkning 1212, 1990) indeholdt da også nogle overvejelser om at løfte anbringelseskompetencen ud af det kommunale regi.
Strukturkommissionen peger på, at man kan flytte skatteligningen til staten. Hvorimod, når det drejer sig om anbringelse, foreslår et flertal i kommissionen at gå den stik modsatte vej. Nemlig at lægge det ud til de kommende 100-150 kommunale enheder.
Øst - Vest - hjemme bedst
Strukturkommissionen har ikke i sit 1600 siders materiale analyseret, hvordan det så egentlig står til med de kommunale beslutninger om anbringelse af børn og unge. Er det sådan, at man under den nuværende kommunalreform lever op til Servicelovens bestemmelser om, at en anbringelse ikke må bero på en lokalpolitisk vurdering, men udelukkende skal følge reglerne i serviceloven?
I en af undersøgelserne i den danske magtudredning, der kom i efteråret 2003, har lektor på Institut for Statskundskab på Århus Universitet, Thomas Pallesen undersøgt, om kommunerne "forvalter deres kompetence på anbringelsesområdet efter de centralt fastsatte bestemmelser" i forbindelse med anbringelser af børn og unge.
- Min begrundelse for at kigge på anbringelser var, at der næppe ville være den store forskel, fordi området er statsligt reguleret.
Men sådan ser virkeligheden ikke ud.
- Undersøgelsen viser, at antallet af børn og unge, der anbringes, er højere, når det er socialforvaltningen, der træffer beslutningen, end når det er socialudvalget, der har kompetencen. Det er blandt andet derfor, at der er flere anbringelser på Sjælland, hvor kommunalpolitikerne i højere grad, end det er tilfældet på Fyn og i Jylland, har valgt at delegere kompetencen til socialforvaltningen.
- Selv om der ikke burde være den store forskel, viser undersøgelsen, at det er der alligevel. Det ser ud til, at en beslutning om anbringelse ikke udelukkende bliver truffet ud fra de statsregulerede retningslinier.
Ikke kun faglige hensyn
Samme tendens kan man aflæse i SL's undersøgelse "Taloplysninger fra Den Sociale Ankestyrelse om børne- og ungeområdet 2002-2003" og i "Status vedrørende kommunernes politik og praksis på børne- og ungeområdet ved forespørgsel hos amtskredsene om udviklingen". I den første undersøgelse har man blandt andet bearbejdet databasen fra Den Sociale Ankestyrelses grundtakstovervågning.
Undersøgelserne viser, at der er en tydelig ændring i anbringelsesmønsteret inden for det sidste år.
- Oplysningerne om kommunerne går på, at de i mindre udstrækning anbringer børn og unge og i nogle tilfælde trækker børn hjem fra anbringelserne, siger socialfaglig konsulent i SL, Mette Grostøl.
- Tilsyneladende reagerer kommunerne meget på økonomiske tendenser. Der bliver tydeligvis holdt igen med at anbringe børn og unge på de specialiserede - og dermed også ofte dyrere - områder. Mens den billigere familiepleje stort set ikke har mærket til fald i anbringelser gennem 2002 og 2003.
- Det ser ud til, at kommunernes beslutninger beror på meget andet end de faglige vurderinger, når de træffer beslutning om at anbringe et barn eller en ung.
Amter og kommuner slås om handicappede
Amterne vender sig imod, at kommunerne skal overtage ansvaret for handicappede og foreslår i stedet at hæve grundtaksten, fremgår det af Amtsrådsforeningens netavis "MANDAT/net".
Men det er Kommunernes Landsforening imod.
Uenigheden mellem amter og kommuner hænger sammen med, at Strukturkommissionen har foreslået, at kommunerne overtager ansvaret for de sociale opgaver - blandt andet over for de fysisk og psykisk handicappede, forudsat at de kommer op på mindst 30.000 indbyggere.
Men det mener formanden for amternes socialudvalg Orla Hav (S), der også er amtsborgmester i Nordjyllands Amt, er en meget dårlig løsning.
- Jeg frygter, at vi kommer til at se tilfælde, hvor kommunerne eksempelvis vil anbringe unge hjerneskadede på plejehjem, mens de i virkeligheden har brug for et specialiseret tilbud. Kommunerne er ganske enkelt for små til at kunne løse de meget specialiserede opgaver. Og det vil de stadig være, selv om de bliver større, siger Orla Hav.
Men formanden for Kommunernes Landsforening socialudvalg, Horsens' borgmester Vagn Ry Nielsen, der også er socialdemokrat, ser helt anderledes på sagen:
- Det vil være en klar fordel, at borgeren kun skal ind ad én dør. I dag er opgaven splittet mellem to myndigheder, og det giver en masse problemer for borgerne. Derfor bør kommunerne overtage området på nær de meget specialiserede områder som for eksempel ansvaret for døv-blinde. Sådanne områder kunne man i stedet placere i selvstændige institutioner, mener Vagn Ry Nielsen. |
Ansatte kræver tryghed
En kommende kommunal reform kan betyde, at hundrede tusinder af offentligt ansatte kan se frem til at måtte skifte arbejdsgiver. Derfor kræver de ansattes faglige organisationer, at de offentligt ansatte tages med på råd og at deres rettigheder sikres, når de nye streger på landkortet skal tegnes.
De tre store hovedorganisationer Landsorganisationen i Danmark (LO), Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF) og Akademikernes Centralorganisation (AC) har således udsendt en række anbefalinger til politikerne, inden de går i gang med at opbygge den ny struktur.
Organisationerne frygter, at politikerne går i panik og får så travlt med at realisere den ny struktur, at de glemmer at tage hensyn til personalets rettigheder eller glemmer at tage dem med på råd, når den kommende offentlige sektor skal organiseres.
Derfor kommer organisationerne i rapporten "Ny kommunal struktur" med en række anbefalinger, der skal inddrage de ansatte i omstillingen og sikre dem tryghed i ansættelsen. Rapporten kan læses på SL's hjemmeside www.sl.dk/strukturdebat
De (amts)kommunalt ansattes forhandlingsorganisation KTO anbefaler også, at de ansatte inddrages i den kommende omstillingsproces. KTO's formand Dennis Kristensen siger i den anledning, at det er vigtigt, at personalet ikke bliver kastebold. Der er stort behov for at skabe tryghed blandt personalet allerede nu:
- Derfor bør regeringen, kommunerne og amterne allerede nu indlede forhandlinger med de faglige organisationer med det formål at skabe tryghed blandt personalet. Det skal ske ved at sikre, at personalet inddrages i den kommende omstillingsproces, men også ved at sikre de ansattes beskæftigelse og deres løn- og ansættelsesvilkår, siger Dennis Kristensen. |