Slægtsanbringelse

Det bli'r i familien

Fra storebror og svigerinde til plejefar og plejemor. Dette er historien om Simon, en anbringelse i slægten og nogle store familiemæssige omkostninger

Af Karianne Bengtsen Blem , redaktionen@sl.dk

Simons far er stofmisbruger. Og alkoholiker. Og nu skal han i fængsel i udlandet. Simon er fire år og har ikke set sin mor, siden han var ni måneder. Nogen skal tage sig af ham. Derfor ringer Simons yngste storebror til den ældste storebror, Jesper på 24, som har samme far som Simon. Og Jesper og hans kæreste Bitten kører straks ud og henter Simon. De efterfølgende tre år bor Simon hos Jesper og Bitten. Men så skal faren hjem og afsone noget af sin straf i åbent fængsel i Danmark, og han ønsker at benytte sin forældremyndighed til at have Simon hos sig under afsoningen. Jesper og Bitten protesterer voldsomt. Og faren indvilliger i, at moren, der nu ønsker at se Simon, får en del af forældremyndigheden. Kommunen siger derfor ja til, at Simon bliver anbragt hos moren. Og så flytter Simon ind hos moren. Dér bor han, fra han er syv til tolv. Og i dé år ser Bitten og Jesper ham hver anden week- end og i ferierne. Men der opstår problemer med Simon i skolen. Han reagerer voldsomt. Og snart kommer han på julemærkehjem.

En dag ringer Simons storesøster på morens side og fortæller, at Simon blot ønsker at flytte hjem til Jesper og Bitten igen. Og næste morgen henter de Simon. Men så begynder slagsmålet med kommunen. Den mener nemlig, at Simon nu er så behandlingskrævende, at han skal anbringes på en institution. Det tager et halvt år, før afgørelsen falder. Og i august 2000, kort før Simon fylder 13 år, får han endelig lov at blive boende hos Jesper og Bitten. I dag er Simon 16 år, og Bitten regner med, at han først rykker ud af huset, den dag han skal flytte hjemmefra. Historien har fået en "happy ending", som hun siger. Men inden den nåede så langt, er der gået mange bekymringer forud.

- Følelsesmæssigt og familiemæssigt har det haft store omkostninger. Især for min mand. Han blev uvenner med sin far over, at vi passede og bestemte over hans yngste barn. Og han blev uvenner med sin mor, fordi hun var vred over, at vi gik ind og påtog os ansvaret. Så den del af familien forsvandt, konstaterer Bitten.

- En del af familien er kommet tættere på, mens der er skabt afstand til andre. Når vi mødes til jul og fødselsdage, så kender alle jo Simon. Nogle føler, de har ret til at blande sig, fordi de er familie, andre viser mangel på forståelse og synes det er mærkeligt, at vi har truffet det valg at have Simon hos os. Så det har kostet i forhold til familien.

Hjælp skal der til
- Når man både skal forholde sig til resten af familien og til et krævende plejebarn, kan man alt for nemt køre sur i det. Og for barnet er det fatalt, hvis plejeforholdet ophører, når det er dets egen familie.

Derfor er det ikke nok at have det gode hjerte, hvis man har et barn fra sin egen familie anbragt.

Det kræver også hjælp fra professionelle, understreger Bitten. Og den hjælp får hun og Jesper, da de for anden gang får Simon i pleje. De har nemlig selv fået tre børn, siden første gang Simon flyttede ind. Så nu er der endnu flere familiemedlemmer at tage hensyn til. Bitten og Jesper modtager både psykologbistand, samtaleterapi, kurser og rådgivning fra en social- rådgiver. Alt sammen en nødvendig del af netværksanbringelse, vurderer Bitten.

- Vi havde brug for at få bearbejdet problemerne i familien og tabet af dem, vi havde mistet kontakten til. Og vi brugte mange timer på at tale om, hvordan vi tacklede det bedst i forhold til vores egne børn, fortæller hun.

- Uanset om man er familie eller almindelig familieplejer til barnet, er det sindssygt vigtigt, at der ikke spares på noget, og man får den hjælp, der skal til. For når man er i familie, har man i forvejen følelser for barnet, og det kan være svært at håndtere, hvis man i øvrigt er presset. Derfor er det dybt tragisk, hvis kommunerne blot an- bringer et barn hos noget familie og siger "det klarer I, fordi I er familie", mener Bitten.

Især da Simons og Jespers far for to år siden bliver syg og dør, er der brug for hjælp. På det tidspunkt mærker Jesper og Bitten, at de har flere forskellige roller i forhold til Simon.

- Både Simon og Jesper skulle genoptage forholdet til deres far, da han lå syg. Så vi måtte mande os op til at være en form for forældre, selvom min mand jo også var ved at miste sin far.

Og når Simon er på besøg hos sin mor og til sin fødselsdag kommer hjem uden en gave, fordi - Vi har jo kendt Simons mor gennem mange år, fordi hun er en del af familien, men i sådan en situation er det vigtigt, at vi holder de gamle følelser og oplevelser adskilt fra nu.

Fordele ved familien

Alligevel mener Bitten, at det er en fordel for plejefamilien at få et barn fra familien anbragt.

- Man kender jo hinanden og har gjort det længe. Det betyder, at man ikke skal bruge så lang tid på at se hinanden an. Simon kendte jo vores hjem og de overordnede regler her. Samtidig kendte vi hans far, vidste hvad Simon havde gennemgået, mærket og set det, forklarer Bitten.

Hun mener desuden, at barnet har store fordele ved de familiære bånd.

- Det har betydet meget for Simon, at han har kunnet sige til sine kammerater, at han bor hos sin bror i stedet, for at han er plejebarn hos en fremmed familie. Det er vigtigt for ham både i forhold til omgivelserne og til sig selv at vide, at der er nogen, der vil ham. Og så har vi kunnet skabe en tæt kontakt til blandt andre nogle ældre familiemedlemmer, fordi vi i forvejen kender dem.

- Derfor vil jeg klart foretrække, at man forsøger at anbringe børn hos familien. Men det kræver støtte både økonomisk og psykisk. Hvis vi ikke havde fået hjælp, anden gang Simon flyttede ind hos os, er det svært at sige, hvordan det var gået os og ham. Men det var nok ikke ført til den "happy ending", som det blev, siger Bitten.

Navnene i denne artikel er opdigtede af hensyn til "Simon". De rigtige navne er redaktionen bekendt.