Slægtsanbringelse
I pleje hos moster Mette
I den kommende anbringelses- reform ønsker socialministeren, at muligheden for at anbringe et barn hos moster, onkel, bedstemor eller en god ven af familien bliver taget mere i brug. SL er ikke begejstret, og en leder af et projekt om netværksanbringelser advarer: Det er ikke en nem løsning, og det kan gå grueligt galt
Af Karianne Bengtsen Blem, redaktionen@sl.dk
- En netværksanbringelse er en god idé, da børnene på den måde kan føle sig mere som en del af en familie, fordi de rent faktisk er det. Samtidig har børnene en mulighed for, at båndene til forældrene kan blive forstærket, hvis der er et godt samarbejde mellem plejefamilien og forældrene. Men hvis en netværksanbringelse går galt, går det rigtig galt. For så risikerer barnet at miste endnu mere end før. Nemlig en del af sin familie, pointerer Ulla Littmann, leder af den private organisation Familieplejen, Frederiksborg Amt og leder af et projekt omhandlende netværksanbringelser. Et projekt under Socialministeriets tre-årige projekt KABU, Kvalitet i Anbringelsesarbejdet af Børn og Unge. I projektet i Frederiksborg Amt vil man frem til 2005 samle erfaringerne fra nuværende netværksanbringelser samt undersøge mulighederne for sådanne anbringelser i udvalgte familier. Men allerede nu har Ulla Littmann gjort erfaringer med netværksanbringelser.
- De børn der bliver anbragt, er ikke børn med lyserøde sløjfer i håret. De er ofte følelsesmæssigt skadede. Derfor skal plejefamilierne være parate til at få supervision og faglig viden. De skal være i stand til at arbejde endnu bedre sammen med de biologiske forældre end andre plejefamilier, for vi ved, at hvis forældrene er imod anbringelsen, går det sjældent godt. Og så skal de have bearbejdet eventuelle problemer i familien først, for faremomentet i disse anbringelser ligger i de fejder, der kan opstå i familien på grund af anbringelsen, forklarer Ulla Littmann. Hun understreger derfor, at for at børn har bedst af at blive anbragt i deres eget netværk, kræver det et grundigt forarbejde.
- Negative vibrationer mellem forældrene og dem, barnet skal anbringes hos, skal være bilagt. Der kan ligge meget vrede og had fra tidligere. Sagsbehandlerne må ikke føle sig presset, så det kniber med tid til dette forarbejde. For dårlig sagsbehandling kan derfor skabe en endnu dårligere situation for disse børn. Mangel på dansk forskning Forsker Anne-Dorthe Hestbæk fra Socialforskningsinstituttet er enig i, at netværksanbringelser stiller særlige krav. Specielt til plejefamilien.
Et eksempel: Anne er stofmisbruger. Hendes datter skal fjernes fra hjemmet. Annes forældre vil gerne påtage sig ansvaret og omsorgen for deres barnebarn. En såkaldt netværksanbringelse bliver sat i stand. Barnebarnet flytter ind. Så kommer Anne på besøg. Dybt påvirket. Og Annes forældre må sende deres egen datter bort, før hun træder over dørtrinnet.
Hestbæk siger:
- Bedsteforældrene skal både tackle sorgen over, at deres egen datter er misbruger, og så skal de, af hensyn til deres plejebarn, kunne sende hende væk, når hun møder skæv op til en aftale. Det kræver en slægtsplejefamilie med en meget stærk rygrad. Derfor er netværksanbringelser ikke blot en hurtig og billig løsning til at løse et anbringelsesproblem, understreger hun. Men til trods for at der mangler forskning på området i Danmark, er Anne-Dorthe Hestbæk alligevel fortaler for, at kommunerne laver netværksanbringelser.
- Undersøgelser fra Sverige, Norge og England viser nemlig, at anbringelser i slægten bryder mindre sammen end øvrige anbringelser. Og et af formålene med en anbringelse er jo at skabe stabilitet og kontinuitet for barnet, siger Anne-Dorthe Hestbæk. Hun skal her i foråret være med til at lave en lille undersøgelse, der skal vise, hvor udbredt netværksanbringelser egentlig er i Danmark. Familien under pres Tilbage til anbringelsesreformen. Og til det foreløbige forslag om flere netværksanbringelser. Socialministeriet lægger op til, at kommunerne i samtlige anbringelsessager skal overveje, om der er mulighed for at anbringe barnet hos familiemedlemmer eller andre fra netværket. Men Benny Andersen, næstformand i SL er bekymret.
- Jeg er nervøs for, at familien kan blive presset til at tage et barn i pleje. Jeg tror ikke, at der er de optimale ressourcer til stede i mange af disse børns netværk. Jeg mener, at det er bedre, at en storesøster for eksempel får mulighed for at være en god storesøster i stedet for at skulle være plejemor, siger han.
- Jeg tror, at der er ganske få tilfælde, hvor der for eksempel er en onkel, der både har ressourcerne og lige dét barnet har brug for. Det match skal jo være i orden.
I Danmark er der endnu ikke forsket i netværksanbringelser. Og det bekymrer Benny Andersen.
- Det er problematisk at fremme denne type anbringelser, når vi rent faktisk ikke ved, om det virker. Det er at gamble med børnene. Og det hænger ikke sammen med, at vi siger, at vi ved for lidt om, hvad der virker. Det er noget af en satsning, konstaterer han.
For nylig afsatte regeringen og Dansk Folkeparti 100 millioner kroner over fire år til velfærdsforskning, blandt andet på området udsatte børn. I en artikel i dagbladet Politiken er Socialminister Henriette Kjær citeret for at sige: "Vi skal blive ved med at forske på dette område, og det er skandaløst, som vi hidtil har følt og famlet os frem . På sundhedsområdet sætter vi ikke en metode i søen, før den er grundigt afprøvet og vurderet. På det sociale område prøver vi os bare frem uden at vide, om tingene virker."
Anbringelsesreformen ventes offentliggjort her i februar, og planen er, at reformen skal finansieres via satspuljerne. Det betyder, at satspuljepartierne, der foruden regeringspartierne omfatter Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Kristeligt Folkeparti og Socialistisk Folkeparti, alle skal stemme for reformen, før den kan blive til noget.