Synspunkt
Retten til ikke at blive opdraget
Brugerinddragelse antager mange former rundt omkring på landets beskæftigelses - og botilbud. Men den væsentligste form for brugerinddragelse handler ikke om formelle rettigheder, men om det der foregår imellem den enkelte medarbejder og den enkelte udviklingshæmmede
Af Peter Westergaard Sørensen. Stedfortræder på det beskyttede værksted Søndervang i Sønderborg , redaktionen@sl.dk
Brugerinddragelse er mange ting, men den væsentligste form opstår, når personalet holder op med at opdrage de mennesker, vi er ansat til at støtte.
"Jamen det er da vores opgave at sørge for at de udviklingshæmmede bliver socialiseret" hører jeg læseren indvende. "Hvis ikke vi socialiserer bliver de jo udstillede og til grin".
Nej - sådan hænger verden ikke længere sammen. Retten til at opdrage bygger på en opfattelse af pædagogen som den der ved, hvordan den anden skal forandre sig for at kunne indgå i et almindeligt samfundsliv uden hele tiden at kollidere med gældende normer og holdninger. Men hvilke normer og holdninger er almindeligt gældende i vores samfund i dag? Hvad giver pædagogen ret til at definere det almindelige, og hvad sker der når pædagogerne har forskellige opfattelser af, hvad der er rigtigt og forkert?
Det almindelige liv i dag er et, vi selv definerer. Jeg ved, hvad der er rigtigt og forkert for mig, men ikke nødvendigvis hvad der er rigtigt og forkert for alle andre. Det komplicerer opfattelsen af pædagogen som opdrager, for hvad er det så, vi skal opdrage til?
Det almindelige liv som objektiv størrelse er ikke længere eksisterende. Dermed får socialisering en ny og helt anderledes betydning.
Den vellykkede socialisering betyder, at den enkelte er i stand til at navigere i forhold til de fællesskaber og det samfundsliv, han selv ønsker at indgå i. Der er altså ikke tale om, at man har tilegnet sig et overordnet norm- og værdisæt men derimod om, at man er i stand til at inkorporere og konstant udvikle differentierede normer og værdier alt efter mål og retning for ens sociale liv. Mål og visioner for det gode liv Socialisering som pædagogisk omdrejningspunkt handler derfor mindre om at støtte den anden til en bestemt indlæring end om støtte til at bearbejde oplevelser og uddrage erfaringer for derigennem at udvikle adækvate kompetencer.
Lars Dencik udtrykker det således:
I stedet for (socialisering f.a.) synes et nyt begreb, menneskets sociale kompetenceudvikling - der i mindre grad begrænser synsfeltet til menneskets overtagelse af de fremherskende normer og i højere grad retter opmærksomheden mod menneskets egne aktiviteter, og hvorledes det her igennem udforsker sin situation - at kunne opnå en mere udbredt anvendelse i.
Pædagogen har til opgave at fokusere på den andens mål og vision for det gode liv. Det er nødvendigt for pædagogen at vide, hvilke fællesskaber den anden ønsker at indgå i, og hvilket samfundsliv han ønsker at leve. Med den viden er det muligt for pædagogen at skabe kompenserende foranstaltninger for den andens handicap udfra faglige refleksioner og vurderinger, og derved støtte den udviklingshæmmede i hans relevante, sociale kompetenceudvikling.
Og så kan det jo godt være, at de kompetencer kolliderer gevaldigt med vores opfattelse af god opførsel. Det kan også ske, at de fællesskaber og det samfundsliv den udviklingshæmmede ønsker virker forkerte eller måske direkte skadelige på os. Måske synes vi, han udstilles unødigt som unormal, fordi han afviger for kraftigt fra vores normalitetsopfattelse. Men hvis det er tilfældet, er det os selv og ikke den udviklingshæmmede, vi skal søge at forandre.
Jeg betragter retten til ikke at blive opdraget som en grundlæggende rettighed for voksne mennesker, der ikke optræder (selv)destruktivt eller bryder loven. Respekterer vi denne rettighed, betyder det, at vi må acceptere, at den udviklingshæmmede ind imellem kommer i situationer, hvor han rammer hovedet mod andres opfattelse af god og normal opførsel.
Måske reagerer de med vrede eller synes, han er pinlig og til grin. Andre gange bryder han måske rammen og opnår større rummelighed. Uanset scenarie må pædagogerne acceptere, at det ikke er deres opgave på forhånd at forudse, hvad der vil ske og reagere på baggrund af en formodning. Den udviklingshæmmede har ret til sine egne oplevelser og krav på støtte til at bearbejde dem til erfaringer. Kun derved kan han udvikle relevante og adækvate kompetencer. Livserfaringer kan ikke påføres - de kan netop kun erfares. Dogmeregler Dogmeregler er egentlig religiøse lovsætninger, der ikke kan diskuteres. Helt så dogmatisk skal de dog ikke opfattes her.
Dogmeregler skal i denne sammenhæng forstås som rettesnore, vi kan holde op for os selv i mødet med den udviklingshæmmede, når vi synes det er svært at arbejde udfra forskriften: "Det er ikke min opgave at opdrage".
Rettesnorene er selvfølgelig kun vigtige, når de bliver udfordret. Det er i situationer, hvor vi møder stærkt grænseoverskridende adfærdsmønstre, det er vigtigt at holde fast i udgangspunktet. Men det er i de samme situationer, vi er pressede, og derfor let falder tilbage til tidligere handlemønstre.
Her kan dogmereglerne være en hjælp til at holde fast. De er ikke en fasttømret facitliste, men skal mere forstås som en refleksionsramme, man som medarbejder er forpligtiget til at forholde sig til. Hvis ikke i den konkrete situation, så i hvert fald i en efterbearbejdningsfase.
Mit bud på dogmeregler lyder således:
1) Det er den udviklingshæmmede, der bestemmer over sit eget liv, også selvom han vælger en retning, jeg synes er forkert.
Udgangspunktet for denne regel beskrives på fornem vis af tidligere leder af Videnscenter for Socialpsykiatri Erik Adolph. Han siger (om sindslidende, men ligeså relevant for udviklingshæmmede): Skal sindslidende da virkelig gives ret til at bestemme over eget liv? Og skal sindslidende virkelig gives ret til at øve indflydelse på de tilbud de modtager? Nej!! Sindslidende ejer retten, den skal medarbejdere og system ikke give, men de skal støtte op om, at sindslidende tager deres rettigheder i besiddelse og udnytter dem".
Flotte ord som selvfølgelig er lettere at formulere end praktisere. Men de er gode at holde op for sig selv som et ideal, der er værd at stræbe efter.
2) Jeg er en støtteperson, der alene skal kompensere for den udviklingshæmmedes funk- tionsnedsættelser.
Jeg skal opgive at tro, at jeg skal beskæftige mig med hele den udviklingshæmmedes liv og gøren. Jeg skal alene kompensere for den udviklingshæmmedes handicap på de områder, hvor det hæmmer ham i at leve det samfundsliv, han selv ønsker.
Det lyder jo ret enkelt, men dogmet kompliceres af det ulige forhold der hersker mellem den udviklingshæmmede og pædagogen. Ofte skal den udviklingshæmmede leve hele sit liv inden for institutionelle rammer, hvorimod pædagogen er på arbejde. Den udviklingshæmmede er konstant omgivet af eksperter; pædagogen er en af dem.
3) Jeg skal undgå at manipulere.
Set i lyset af pædagogens magtposition, er det et af de helt store dilemmaer at undgå manipulation uden samtidig at gøre sig selv usynlig og ligegyldig.
Det er ikke pædagogens opgave at opdrage, men hun er naturligvis et menneske med holdninger og synspunkter, som nogen gange kan berige den udviklingshæmmedes livssyn.
Pædagogen kan stå for tanker og ideer, som den udviklingshæmmede aldrig selv havde forestillet sig. Ligeledes kan pædagogens synspunkter styrke den udviklingshæmmedes egen opfattelse. Modargumenter kan skabe klarhed over, hvad det er han selv mener og dermed gøre hans overbevisning stærkere.
Problemet er, at pædagogens eksplicitte opfattelser altid vil forstås af den udviklingshæmmede i lyset af definitionsmagten.
"Pædagogen er den stærke og normale. Jeg må hellere synes som hende".
Det betyder noget andet, når det er personalet der udtaler sig, end når det er en ven, bofælle eller kollega.
4) Det er den udviklingshæmmede der ved om et mål er relevant, og det er ham der kan fornemme, hvornår det er på tide at skifte retning. Jeg følger med ham, hvis han ønsker det.
Pædagoger ved meget. Det er derfor vi kan bruges som støttepersoner og stifindere. Men vi kender ikke en objektiv sandhed for, hvad der er godt og skidt for andre mennesker.
Vi skal alle afprøve en række forskellige muligheder i livet, før vi ved hvad der giver os livskvalitet. Vi opstiller hypoteser og midlertidige mål; vi får oplevelser og erfaringer, der forandrer os og vores livsindstilling.
Det er nemmere for pædagogerne, hvis vi kan planlægge langsigtet. Men der sker altid et eller andet, der forandrer den udviklingshæmmede og dermed også hans målsætninger. Mål er dynamiske. Det der gælder i dag, er sikkert forandret i morgen. Afrunding At opgive retten til at opdrage indebærer en ligeværdighed i relationen mellem pædagogen og den udviklingshæmmede. Pædagogen må afgive den magt, der ligger i at besidde den endegyldige sandhed om hvad der er et godt liv og god og rigtig opførsel.
Når pædagogen afgiver patent på sand- heden betyder det, at udgangspunktet i relationen mellem pædagogen og den udviklingshæmmede bliver her og nu. Pædagogens billede af den udviklingshæmmede går fra at være en person, der skal modelleres i en bestemt retning til at være et menneske, der på godt og ondt er OK som han er ii. i Lars Dencik og Per Schultz Jørgensen: "Børn og familie i det postmoderne samfund"
ii Læs mere i Peter Westergaard Sørensen: "Jeg er OK som jeg er - Retten til ikke at blive opdraget", Forlaget Udvikling 2003