Ungdomssanktion

Kommuner svigter unge kriminelle

Når en ung får en ungdomssanktion, skal kommunen lave handleplan og finde et egnet, pædagogisk behandlingssted. Men handleplanerne mangler, og mange unge ved sjældent, hvor de skal hen før i 11. time. Næsten halvdelen af de unge bliver sendt tilbage bag tremmer på de sikrede institutioner

Af Bille Sterll , redaktionen@sl.dk

Sidste år blev 94 unge under 18 år anbragt på en sikret institution for at afsone første del af to års ungdomssanktion. Planen var, at de unge skulle sidde et par måneder bag lås og slå og siden flytte til et åbent pædagogisk behandlingssted.

Men ungdomssanktionen lider af sygdomme. For næsten halvdelen af de unge går det skævt, og de kan ikke fungere i den åbne institution. Kommunerne er bagud med handleplaner for de unge. Og ofte finder kommunerne først en plads til den unge i sidste øjeblik.

I 2003 blev 40 unge sendt tilbage bag hegnet på de sikrede institutioner, viser tal fra Amtsrådsforeningen. Der findes ikke håndfaste regler for, hvornår kommunen sender en ung tilbage. I nogle tilfælde sker det, fordi de unge stikker af fra de åbne institutioner eller ryger ud i ny kriminalitet.

- Nogle unge burde slet ikke få en ungdomssanktion. Man skal være topmotiveret for at gå ind i et behandlingsforløb, som strækker sig over to år. Og de her unge er ikke særlig motiverede, siger forstanderen for den sikrede institution Koglen i Ringkøbing Amt, Eva Hallgren.

Andre gange er det måske ikke de unges egen skyld. Sidste år blev 19 unge anbragt på Koglen som led i første fase af ungdomssanktionen, mens otte blev sendt tilbage fra en åben institution. Når næsten halvdelen ikke klarer sig i åbent regi, er det ifølge Koglens forstander alt for mange.

- Jeg har en mistanke om, at de åbne steder ikke altid modsvarer de unges behov. Hvis det ikke er muligt at finde den optimale løsning, så bliver den unge anbragt der, hvor der er plads. Men det er jo ikke ligegyldigt, hvor den unge kommer hen, mener Eva Hallgren.

Truer med taxa
Flere sikrede institutioner oplever, at kommunerne er træge, når de skal finde en plads til den unge i det åbne forløb. Ofte finder kommunen først pladsen få dage inden, den unge skal flyttes. Det er direkte i strid med intentionerne i ungdomssanktionen.

- Vi oplever den ene gang efter den anden, at kommunerne ikke har tid til at behandle de her sager.

De åbne institutioner bliver først fundet i 11. time. Vi har haft mange unge, som ikke vidste, hvor de skulle hen, før dagen inden de skulle udskrives herfra, fortæller Eva Hallgren.

På en anden sikret institution, Bakkegården i Vestsjællands Amt, har medarbejderne ligefrem måttet true med at sende en ung i taxa til socialforvaltningen, før kommunen fandt en plads.

- Vi måtte sende en anden ung hjem, fordi kommunen ikke havde fundet en plads. Bagefter ringede hans mor og fortalte, at han var blevet anbragt på en institution med små børn, hvor han skulle være, indtil der blev plads et andet sted, fortæller Bakkegårdens socialrådgiver, Kim Kelmann.

Når de unge ankommer med en ungdomssanktion i bagagen, har de som regel allerede siddet flere måneder i varetægtssurrogat. På den måde går der let et lille halvt år bag høje hegn og låste døre, hvor den unge ikke aner, hvad der skal ske. I den tid er det stort set umuligt for medarbejderne at lægge en klar plan for den unges forløb.

- Vi kan godt mærke, at især mange mindre kommuner står famlende over for de problemer her. Det er klart, at en sagsbehandler i en kommune ikke kan have samme viden som os, men det er sjældent, jeg møder sagsbehandlere, som har sat sig ind i, hvad intentionerne er med ungdomssanktionen, siger Eva Hallgren, som selv er uddannet socialrådgiver.

Og på Bakkegården konstaterer afdelingsleder Gitte Rugsted nøgternt:

- Samarbejdet med kommunerne går for det meste ikke særlig godt. Sagsbehandlerne er dårlige til at snakke med de unge undervejs. Og de to måneder hos os bliver jo ren opbevaring, når vi ikke ved, hvad der skal ske med den unge.

Stort er godt
Ifølge loven skal kommunerne lave hand- leplaner for de unge, som idømmes ungdomssanktion. Men ifølge medarbejdere på både Koglen og Bakkegården lever kommunerne ikke op til deres ansvar.

- Jeg har aldrig set en handleplan. Kommunerne må leve op til deres ansvar, og når de kan anbefale ungdomssanktion, bør de også have en plan klar, der holder. Det virker som om, mange kommuner bare stikker en ungdomssanktion, for så er den unge jo ude af byen. Vi kan jo ikke have andet indtryk, når vi aldrig ser en handle- plan, mener Kim Kelmann.

I landets største kommune, København, oplever forstanderen for Sønderbro ikke de samme problemer:

- Noget af det gode ved ungdomssanktionen er, at kommunerne ikke længere kan smyge sig udenom. Før var det jo sådan, at hvis det nogle måneder i træk var gået godt på det dyre opholdssted, så blev den unge sendt hjem, og så var det hele ødelagt. I dag siger dommen, at den unge skal blive i behandlingen i to år, siger Kurt Clasen.

Imidlertid mener han, at opholdet i de sikrede afdelinger bør være kortere, da de fleste allerede har siddet varetægtsfængslet i flere måneder, når dommen falder.

- De unge har på det tidspunkt hårdt brug for, at der sker noget nyt, men som ungdomssanktionen er skruet sammen, indledes dommene altid med yderligere indespærring på en sikret afdeling. To måneder er almindeligt, men jeg har set domme på både fire og seks måneder. Det har ikke noget behandlingsformål, det er kun gold straf og økonomisk snæversyn, mener Kurt Clasen.

Sønderbro modtager unge fra selve Hovedstaden og fra andre kommuner. Men det er sjældent Københavns Kommune, der volder problemer. Sidste år blev 15 unge københavnere idømt ungdomssanktion, og kun tre blev i fase to sendt tilbage bag lås og slå.

Måske fordi København har ansat en særlig koordinator, der håndterer alle ungdomssanktioner i kommunen. Hun sætter sig ind i hver enkelt sag og finder et egnet opholds- eller behandlingssted.

- Det er mit indtryk, at kendskabet til de unge og til anbringelsesstederne halter i mange af de mindre kommuner. De aner ikke hvad ungdomssanktionen er, og de ved ikke, hvordan de skal tilrettelægge forløbet. De har måske i alt haft én ung, som har fået den dom, siger Københavns Kommunes ungdomssanktions-koordinator, Mette Tellerup.

Kassetænkning
Ungdomssanktionen er et samlet forløb, men de to første faser bliver betalt af to forskellige kasser. Pladserne på de sikrede institutioner er finansieret efter det, der hedder objektive kriterier. Det vil sige, at kommuner og amter i fællesskab betaler efter, hvor mange unge borgere, de har. Uanset om de bruger pladsen eller ej.

Det er med andre ord gratis for kommunen at sende en ung på sikret institution. Men selvom dommen måske siger, at den unge skal tilbringe op til tre måneder i en sikret afdeling, har kommunerne ingen økonomisk interesse i at opholdet bliver kortere.

Når den unge bagefter skal ud i et åbent socialpædagogisk bosted, begynder taxameteret at rulle hjemme i den unges kommune og i amtet. Pladserne er dyre. De koster snildt en million kroner om året. Eller mere. Og det skal kommunen og amtet betale.

Koglens forstander har ikke belæg for at sige, at kommunerne tænker mere på kassen end på de unge. Men hun har en mistanke om det.

- Desuden mener jeg, at hele grundtakstmodellen er med til at forhale sagsbehandlingen. Hvis kommunen skal anbringe en ung i et opholdssted, som koster over

400.000 kroner om året, skal amtet ind i sagen. Og i Århus Amt tager sagsbehandling op til 30 dage, siger Eva Hallgren.

Mistanken om kassetænkning har også strejfet personalet på Bakkegården, hvor de fleste unge sidder tiden ud, selvom de efter medarbejdernes mening godt kunne komme videre noget før.

- De pladser, som bruges til unge i anden fase, burde jo være finansieret på samme måde som de pladser, hvor de unge er i første fase. Og hvis der ikke var en økonomisk gevinst ved at lade dem sidde, ville de vel ryge videre noget før, spekulerer Bakkegårdens socialrådgiver, Kim Kelmann.

Kommunen har ansvaret Siden 2001 har det været muligt at idømme unge kriminelle under 18 år det to-årige, pædagogiske behandlingsforløb ungdomssanktion. Behandlingen består af et kortere ophold på en sikret institution kombineret med et længere ophold på et åbent behandlingssted og en udslusningsfase udenfor institutionerne. Varetægtsfængsling før dommen trækkes ikke fra i en ungdomssanktion som i en almindelig frihedsstraf. Det er den unges kommune, som vurderer, om den unge er egnet til ungdomssanktion, og som regel følger dommerne kommunens indstilling. Forløbet skal planlægges i samarbejde mellem forvaltningen, den unge og institutionerne, men kommunen har det overordnede ansvar. Kommunen skal lave en handleplan for den unge senest syv dage efter, den har modtaget dokumentation fra politiet for den unges kriminalitet. I 2003 blev 94 unge idømt ungdomssanktion, i 2002 var tallet 86. Oprindelig regnede eksperterne med, at 35-40 unge årligt ville være egnede til ungdomssanktion.