Kommentar
Fra valgret til ligestilling
Danske kvinder har verdensrekord i at gå på arbejde. Men vi er stadig langt fra ligestilling når det gælder løn, karrierremuligheder og fritid.
Kirsten Nissen, forbundsformand , redaktionen@sl.dk
I år er det 93 år siden, kvindernes internationale kampdag blev afholdt første gang. Det skete i 1911, året efter at dagen blev vedtaget på den socialistiske kvindekongres i København. Blandt arrangørerne var Nina Bang, der senere blev verdens første kvindelige minister.
I Danmark var det vigtigste formål for kampdagen i de første år at få lige valgret med mænd. Kvinderne havde i 1908 fået kommunal valgret. I 1915 fik de det også til landstinget og folketinget. I alle årene siden har kampen stået om lige muligheder og lige adgang til at deltage i arbejdslivet og samfundslivet. Vi er nået langt siden 1911, specielt de seneste årtier. Men slet ikke langt nok.
Danske kvinder har verdensrekord i at gå på arbejde. Men vi er stadig langt fra ligestilling når det gælder løn, karrierremuligheder og fritid.
Ligestilling er desværre også langt hen ad vejen mere ideal end realitet i fagbevægelsen. Det er en skam. For vi kan faktisk tilføre fagbevægelsen andre elementer end mændene.
Derfor er det en klar ambition for SL at øge kvindernes deltagelse i det faglige arbejde. Ikke gennem en automatisk kønskvotering, som kan rejse tvivl om det er talenter og holdninger, der ligger bag et valg - eller blot og bart en bestræbelse på at opfylde en kvote. Nej, ligestillingen skal opnås gennem en målbevidst inddragelse af ligestillingsarbejdet i alle elementer af det faglige arbejde.
Det indebærer for det første, at vi systematisk skal arbejde på at afklare, hvordan kulturen i vores organisation kan blive mere tiltrækkende for kvinder - og efterfølgende ændre den i den retning.
For det andet mener jeg, at vi skal intensivere arbejdet med at udarbejde handleplaner og sætte måltal på vores ligestillingsarbejde. Ambitionen må være, at den stigning i kvindernes deltagelse som tillidsrepræsentanter, vi i dag ser på arbejdspladsniveau, slår igennem på alle niveauer de kommende år. Og meget gerne inden vi kan fejre kampdagens første hundrede år.