Tidligere anbragte
Barn af en anbringelse
På den ene side følte han, at han svigtede sin mor. På den anden side kunne han jo ikke leve med det liv, hun bød ham. Så Carsten stak af, og et anbringelsesforløb begyndte. Her kommer hans historie
Af Karianne Bengtsen Blem , redaktionen@sl.dk
Han befinder sig i sit værelse i kælderen under rækkehuset i Slagelse. Det er eftermiddag. En dag i 1982. Han pakker en taske med det mest nødvendige tøj. Så kravler han ud gennem vinduet og cykler væk fra hjemmet. Ud til mormoren og morfaren. På vejen derud får han en fornemmelse i maven af frihed. Han tager væk fra det hele, stikker af. En trang der kommer til at vende tilbage gang på gang senere i hans liv.
Dén dag er det ikke første gang, han stikker af hjemmefra. Han har gjort det utallige gange før. Og har altid fortrudt. Fået dårlig samvittighed. Følt et ansvar. Og vendt hjem igen. Men denne gang viser sig at blive den sidste. Carsten flytter aldrig hjem igen efter den dag. Han er ni år, da han kravler ud af kældervinduet.
Bedsteforældrene lukker ham ind. De ved godt, hvad der foregår derhjemme. Han har stået foran deres dør før. Og i det følgende års tid bor Carsten hos dem. De sociale myndigheder bliver i første omgang ikke blandet ind i sagen. Det bliver klaret i familien. Morfaren er en bestemt mand. Familiens overhoved. Han beslutter, at Carsten ikke må se sin mor. Det er det bedste for ham. Men med hjælp fra mormoren mødes Carsten alligevel en gang imellem hemmeligt med moren ude hos en onkel og tante.
En enkelt gang giver morfaren tilladelse til, at Carsten besøger sin mor sammen med sin fætter og kusine. Det er ved at være sommer. De skal have grillmad. Carsten har et desperat håb om, at denne gang bliver det hyggeligt. Denne gang er moren ikke fuld. Og denne gang er stedfaren ikke et dumt svin. Denne gang bliver det godt. Og det begynder også godt. De sidder i haven. Moren er kun lidt beruset. Men så taber hun en bøf på jorden. Et hændeligt uheld. Det kunne ske for dem alle. Men det skete for moren. Så vender stemningen. Stedfaren tvinger hende til at spise den, selvom hun ikke vil. Hun bliver ydmyget. Hun finder sig i det. Endnu engang. Og Carsten kører hjem med oplevelsen siddende i kroppen. Den er ikke glemt den dag i dag. Som 32-årig. Et omskifteligt liv Carsten er tre år, da hans far forlader familien og flytter til Finland, hvor han oprindeligt kommer fra. Kun én gang langt senere i sit liv, ser Carsten ham igen.
Moren møder en ny mand. Det dummeste svin, Carsten erindrer nogensinde at have mødt. Ligesom moren er den nye mand alkoholiker. Og de næste mange år lever Carsten et utrygt liv. Et omskifteligt
liv. Med en mor der er fuld det meste af tiden. Hans opgave bliver at dække over, hvad der sker inden for rækkehusets vægge. Om morgenen, når han vågner, håber han, at lige præcis dén dag vil alting blive anderledes. Om eftermiddagen på vej hjem fra skole håber han, at moren er ædru, når han træder ind af døren. Og når han er hjemme, håber han, at stedfaren lader være med at banke moren. Carsten har han aldrig slået. Kun truet med det.
Det sker en aften, hvor Carsten fra sit kælderværelse kan høre, at der er ballade ovenpå. Han går op ad trappen. I gangen står stedfaren. Moren har låst sig inde i stuen. Hun vil ikke åbne. Så griber stedfaren chancen, hiver fat i Carsten og råber til moren, at hvis hun ikke åbner, vil han slå Carsten ihjel. Stedfaren ser på Carsten, hvisker til ham, at han selvfølgelig ikke vil gøre det. Moren åbner døren.
Et års tid efter Carsten er flyttet ind hos bedsteforældrene, kommer en sagsbehandler ind i billedet. Og en dag kører sagsbehandleren og Carsten ned for at besøge en familie i en landsby et godt stykke væk fra Slagelse. Carsten bliver fascineret af, at familien bor i en skov, som er perfekt til at lave huler i. Familien har en datter, og Carsten, som ikke har nogen søskende, synes, det er et spændende sted at være. De virker som fine mennesker, tænker han. Familien viser sig af være Carstens aflastningsfamilie. Til at begynde med. Snart bliver det til hans plejefamilie. Carsten flytter permanent ind. Han glæder sig til den nye skole, de nye venner og det store værelse, han får tildelt i huset. Stedet giver ham ro i sjælen. I en periode vågner han ikke længere op om natten og tænker på, om moren mon er kommet hel hjem fra sine drukture. Men en dag i juni, kort tid efter anbringelsen, besøger Carsten sin mor. Besøget giver ham en sær fornemmelse indeni. En uro. Han ved ikke, hvad det er. Han ved bare, at moren er nået for langt ud. Og da han dén dag forlader morens lejlighed, siger han farvel til hende fem-seks gange, før han går. Carsten beslutter sig for at sige til plejefamilien og sagsbehandleren, at han bliver nødt til at flytte hjem til sin mor, så han kan passe på hende. Men Carsten når ikke at indvie nogen i sin beslutning. Cirka fjorten dage efter besøget finder mormoren moren død. Liggende i gangen kun iført trusser. Dødsårsagen har han aldrig kunnet få ud af sin mormor. I dag bebrejder han stadig sig selv, at han ikke blev og passede på moren. Og jo, han ved godt, at det ikke var hans opgave. Men følelsen, den er der stadig. Men samtidig skal han ikke længere dele sit hjerte mellem moren og plejefamilie, og i hans stille sind føler han en befrielse. Svæver i frit rum Carsten bliver teenager. Og kommunikationen med plejefamilien bliver dårlig. Meget dårlig. Carsten mener ikke, at de lytter til ham, at de er interesserede i hans holdning. Og han begynder at bryde deres aftaler. Han kommer senere hjem fra fester end aftalt. En fredag finder han en seddel på køkkenbordet: "Vi er taget til Sverige på weekend", står der. Carsten føler sig alene.
Kort efter kommer han på kostskole. I et år er han ude blandt en masse jævnaldrende, han har det som en fisk i vandet. En dag kort tid før opholdet slutter, ringer han hjem til plejefamilien for at fortælle, at han kommer på besøg den følgende weekend. Sådan som han plejer at gøre. Han får plejefaren i røret. "Vores kontrakt med kommunen er udløbet", fortæller plejefaren. Og så har Carsten ikke længere noget hjem. Meddelelsen får Carsten til at føle sig som en ting. Og han er målløs. Set i bakspejlet var der dog tegn på, at det var der, det bar hen. Carsten havde jo faktisk bemærket, når han kom på weekendbesøg hos plejefamilien, at hans værelse i det forløbne år efterhånden var omdannet til opbevaringsrum. En dag stod der er gummibåd og fyldte op derinde. Nu er det op til sagsbehandleren at finde en løsning. Plejefamilien ser han ikke mere til. Utrygheden sniger sig igen ind i Carstens liv. Han føler, han svæver i frit rum. Han ved ikke, hvor han skal hen. Hvor han hører til. Sagsbehandleren begynder at tale om, at han kan flytte på klubværelse i Slagelse. Og Carsten bliver skrækslagen ved tanken. Han tør ikke bo alene. Føler sig ikke klar til det. Og har samtidig en fornemmelse af, at han nok som 17-årig bliver svær at afsætte til en ny plejefamilie. De fleste vil vel have de små. Så sender kommunen Carsten på en uges ferie til Spanien. For at vinde tid, tænker han. De ved nok ikke, hvad de skal gøre af ham. Da han vender hjem, står sagsbehandleren klar med en ny plejefamilie. Den bor kun få kilometer fra den tidligere plejefamilie, så Carsten kan stadig begynde i gymnasiet sammen med sine gamle venner. Carsten er lettet.
De sidder i gårdhaven og drikker kaffe. Carsten, sagsbehandleren og den nye plejefamilie. På vejen derned i bilen har sagsbehandleren erkendt, at den tidligere plejefamilie slet ikke var gearet til at have et teenagebarn i pleje. Så var det altså ikke kun Carsten, der var noget galt med. Det havde han jo forsøgt at sige i flere år.
Den nye plejefamilie har tilsyneladende flere plejebørn. Det er et godt tegn, tænker han. De må kunne deres kram. De er også meget nemmere at tale med. Og for første gang i sit liv oplever Carsten, at han får lov at give udtryk for sine følelser. Hos dem bliver han betragtet som en voksen person. Og det, som han i første opgang tror blot skal være et ophold på et års tid indtil, han fylder18, bliver til tre år. Først da han er tyve, flytter han i en lejlighed for sig selv. Ude af kontrol Den ni år gamle dreng, der stak af hjemmefra og aldrig flyttede hjem igen, er nu voksen. Han bor i en lejlighed på Nørrebro i København, har papirer på en universitetsuddannelse og har fast arbejde.
Men gennem hele hans voksne liv har han ind imellem stadig lyst til stikke af fra det hele.
- Ligesom dengang jeg stak af hjemmefra. Når jeg ikke lever op til andres forventninger eller ikke føler, at jeg gør det, får jeg trang til bare at smutte, fortæller han.
- Det gælder både på arbejdet og i privatlivet. Men jeg gør det aldrig, for jeg er også tryghedsnarkoman. Jeg søger hele tiden det trygge. For eksempel har de fleste andre i min generation været ude og backpacke, og jeg har også haft meget lyst til det. Men det bliver ikke til noget, for nu har jeg endelig fundet noget tryghed, og så strander det ved det.
For få år siden "knækkede filmen" for ham. Hans alkoholforbrug kom ud af kontrol. På en bytur i 1996, da Carsten er 25 år gammel, får han et blackout. Han skal mødes med en flok venner hjemme hos en kammerat. De andre har været der i nogle timer, da Carsten møder op. Han har derfor noget at indhente og skyller hurtigt noget alkohol ned. Senere tager de på diskotek. Derfra husker han ikke mere. Carsten vågner op i sin seng næste morgen og aner ikke, hvad der er sket, eller hvordan han er havnet der.
- En af mine venner ringede og fortalte, at jeg havde været meget aggressiv. Det skræmte mig. Jeg var panisk angst for, hvad jeg kunne finde på at gøre mod mig selv og andre. Og så besluttede jeg mig for at få hjælp. Gennem det næste halvandet år går Carsten til psykolog.
- Det var perioden, hvor min fortid mødte min nutid. Gamle og glemte oplevelser blev gravet frem og bearbejdet, fortæller han. Bange for at miste Carsten er ikke tvivl om, at det trods alt var det eneste rigtige for ham at blive anbragt.
- Jeg var meget misundelig på mine venner, der havde en kernefamilie. Og jeg savnede min mor frygteligt, da jeg ikke længere boede sammen med hende. På den anden side ville det være meget dårligt for mig at komme tilbage til det, hun bød mig. Derfor var det godt, at nogle andre traf beslutningen om, at jeg ikke skulle bo hos hende.
- Men at have været anbragt betød også, at jeg havde svært ved at slå dybe rødder, da jeg kom til den anden plejefamilie. Men jeg holder meget af dem og jeg ville ønske, at jeg var havnet der noget før. De har givet mig en ballast, der har bragt mig til der, hvor jeg er i dag, og jeg ved, at jeg kan komme til dem når som helst, fortæller Carsten. Han ser stadig plejefamilien. Men mormoren og morfaren er begge døde, og resten af den biologiske familie har han slet ikke kontakt til.
- Derfor er det i dag mest mine venner, som jeg investerer mine følelser i.
Men som de fleste andre på hans alder, lurer der også en drøm om at møde den rette og skabe en familie, og her har han mærket sin omskiftelige barndom komme krybende.
- Jeg har problemer med at etablere et godt forhold. Enten føler jeg for meget, eller også føler jeg ikke noget. Og når jeg bliver forelsket, er det altfortærende. Så vil jeg have al den kærlighed, som jeg ikke fik som barn. Jeg bliver bange for at miste.
- Jeg vil meget gerne have børn på et tidspunkt. Jeg ved ikke, hvordan man opdrager en familie. Men jeg ved i hvert fald, hvordan man ikke skal gøre, understreger han.
Og så er der tanken om at risikere at føre mønstret fra moren videre til eventuelle børn. Eller om trangen til at stikke af fra det hele, når det bliver for svært, vil dukke op igen. Ligesom dengang da han kravlede ud af kældervinduet for sidste gang.