Pædagogiske Dage
Guldhjerter er ikke nok
De gode viljer ikke altid nok til at skabe rummelighed. De faglige ressourcer skal være tilstede, påpegede kontorchef Elisabeth Lenzing, Amtsrådsforeningen
Af Kurt Ladefoged , redaktionen@sl.dk
- Det var 2010-rapporten om eksplosionen i udgiftsstigningerne på især børneog ungeområdet, der trickede rummelighedsdebatten.
Det fastslog kontorchef i Amtsrådsforeningen, Elisabeth Lenzing, da hun afviklede sin workshop 'Rummelighed - en påstand eller en realitet, et løfte eller en trussel?'.
Den rapport Elisabeth Lenzing refererede til viste, at hvis de årlige stigninger i udgifterne på socialområdet fortsatte i det første årti i det nye årtusinde, som de gjorde i 90'erne, så ville de være steget med 70 procent frem til 2010.
Hun forklarede, at der var flere årsager til denne udgiftsstigning:
- Vi har i samfundsdebatten haft fokus på udsatte børn og unge. Der var politisk enighed om, at der måtte gøres noget. Samtidig har der været store forventninger til, at systemet har kunnet løse problemerne. Og så kom forskrækkelsen over de store udgiftsstigninger.
- Samtidig har der rejst sig en debat, om de mange penge nytter noget. Virker foranstaltningerne? Ja, der går nærmest en bølge igennem landet, der siger, at vi ikke ved noget. Det er en bølge, jeg er forbandet over - navnlig over for mine kolleger i Kommunernes Landsforening, der fører an i koret. For den påstand, de kommer med, passer ikke, sagde Elisabeth Lenzing.
Men hun måtte også konstatere, at 'bølgen' allerede har virket:
- Der er allerede sket et fald i udgifterne fra 2002, og vi kan samtidig se, at der er sket et markant fald i anbringelserne af de små børn, mens anbringelserne fortsætter med at stige for de store børn, når de bliver for synlige, støjende og voldelige.
- Samtidig har vi et stort problem med de voksende ventelister i børne- og ungepsykiatrien. Her står vi virkelig over for et problem. Her er der grund til at tænke os om, hvis vi vil noget med vores diskussion om rummelighed, fastslog Elisabeth Lenzing.
Hun nævnte også, at der findes mange interessenter i debatten om rummelighed:
- Der er selvfølgelig barnet eller den unge og deres familier. Og så er der administrationen/politikerne, der står bag normaltilbuddene. Mange af dem har den holdning, at 'vi kan det hele'. Det mener de ikke kun i denne tid, hvor vi diskuterer struktur.
- Andre interessenter er børn, unge og deres familier i normaltilbuddene. Her er der ikke automatisk rummelighed. Vi vil ikke have bøvl med de adfærdsvanskelige, som forstyrrer os. Det er ikke 'dem', vi vil have, vores børn skal lege med. Så det er ikke så ligetil at praktisere den påståede rummelighed, konstaterede Elisabeth Lenzing.
Kravene til rummelighed
Hun slog fast, at hvis man vil praktisere en fagligt forsvarlig rummelighed, må der foretages en analyse af, hvad der løses bedst hvor og af hvem.
- Man må lave en grundig udredning af barnets behov og ressourcer. Og der må laves en handleplan i samarbejde med barn og familie, der fastlægger de effekter, der ønskes nået. Først derefter skal man lave overvejelser over, hvordan man kan opnå de ønskede effekter. Kan det ske i nærmiljøet? Eller kan et specialtilbud kombineres med nærmiljøet. Og hvis specialtilbuddet er nødvendigt, hvordan kan det så bedst undgås, at der sker udstødning fra nærmiljøet? - Desværre oplever vi, at rummelighedsbeslutningen allerede træffes i den indledende fase. Den burde først tages, når man har foretaget den grundige udredning af, hvor det er muligt at opnå de ønskede effekter.
Elisabeth Lenzing kom også ind på, hvad der kan støtte rummelighed. Og hun slog her fast, at gode holdninger - guldhjerter er godt, men det er ikke altid nok, hvis man vil bruge normalsystemet.
- Der skal også tilføres faglighed og ressourcer på tværs af sektorerne. Og det er ikke gratis. Hvis normalsystemet skal klare opgaven, skal der ske en opbakning fra professionelle specialister. Og det skal ske på den måde, at man sender specialisterne til barnet i stedet for barnet til specialisterne. Desuden skal man dokumentere det, man gør. Der skal andet til, end "jeg tror", 'jeg føler' og 'jeg tænker'.