Pædagogiske Dage
Har vi plads til rummelighed
- Dette er en slags folkehøring, sagde Kirsten Hornbæk, amtsformand for SL Ringkjøbing, da hun åbnede Pædagogiske Dage 2004, der fandt sted i Herning Kongrescenter 22.-23. marts.
Af Jens Nielsen, redaktionen@sl.dk
Dagene, der i år var arrangeret af SL- kredsene i Ringkjøbing og Viborg, havde overskriften 'Rummelighed - vision eller illusion'. Fokus var den tendens, vi er vidne til: At man under overskriften 'rummelighed' vil øge brugen af normalsystemet og modsat skære i specialindsatsen.
Med afsæt i udviklingen på området for udsatte børn og unge gav dagene plads til, at erfaringer og meninger kunne brydes, så deltagerne kunne få sat ord på både egne og andres udlægning af begrebet rummelighed.
For ord og debat skal der til. Der er for alvor brug for, at socialpædagogerne kommer på banen - for eksempel i forbindelse med den kommende anbringelsesreform, understregede Kirsten Hornbæk:
- Jeg er ikke i tvivl om, at økonomien er omdrejningspunktet i reformen - og her er det os, der skal fortælle om konsekvenserne af fejlagtige anbringelser, sagde hun.
De cirka 140 deltagere blev i løbet af de to dage udfordret i fire debat- og konfrontationsgrupper (se de følgende sider) og i en række workshops, og det hele blev rundet af med en rundbordsdebat.
Læs mere om de Pædagogiske Dage på de to arrangør-kredses hjemmeside under
www.sl.dk