Pædagogiske Dage
Hvad er det vi snakker om
Er de visionære ikke bare naive, og hvorfor skal det være et problem for alle, at rummeligheden ikke er ubegrænset? - rapport fra skeptiker-land
Af Jens Nielsen, redaktionen@sl.dk
- Jeg kunne da godt tænke mig, at når dagen er omme, så har jeg flyttet mig over blandt de visionære.
Det er sådan set ikke, fordi viljen mangler, men skepsissen er stor i gruppen af 'illusionære' - altså den gruppe, der ikke har så stor fidus til ideen om rummelighed som den store forkromede løsning for mennesker og budgetter på specialområdet.
- Det er som om, jo mindre der er af den, jo mere taler vi om rummelighed. Sådan var det også på arbejdsmarkedet, som en konstaterer.
Vi er i en af enighedsgrupperne. Konfrontationen er ovre, de 'visionære' har forladt lokalet for at snakke videre andetsteds, og nu sidder de 11 skeptikere tilbage og skal finde frem til de tre ufravigelige udsagn eller erklæringer, som opgaven lyder på.
Nogle siger mere end andre, men alle får sagt noget, og stemningen er alt andet en desillusioneret. Det tager bare noget tid at få skilt de forskellige måder at bruge begrebet rummelighed ud fra hinanden. Og skepsissen over for den 'officielle version' er intakt:
De visionære bliver kaldt for naive. Det er de økonomiske incitamenter, der har forrang i debatten, er der nogenlunde enighed om:
- Det er blevet helt legalt at gå ud og sige, at den her indsats for den her svage gruppe har vi ikke råd, som en formulerer det.
Flere fremhæver, at debatten om rummelighed er startet bagvendt: Først lukker politikerne specialtilbud ned - og så insisterer de på, at rummelighedsprojektet skal lykkes.
En fortæller om sine erfaringer fra en specialskole, hvor kommunerne kalder børnene tilbage i rummelighedens navn:
- Og dem får vi så tilbage efter tre år, hvor de har fået det meget værre.
En anden fortæller om den institution, hun arbejder på, og som huser alt fra børn, der skal slimsuges en gang i timen til elever, der kommer lige fra en almindelig folkeskole - og så alle de udviklingshæmmede. Det lyder ikke som om, hun synes, den rummelighed gavner ret mange.
Men har argumenterne fra de 'visionære' ikke gjort indtryk? Jo, der er da i hvert fald enighed om, at det er sundt at diskutere, hvordan rummeligheden trives i den socialpædagogiske baghave:
- Når vi begynder at tale om rummelighed som noget, der kun hører hjemme i normalsystemet, så har vi da skubbet problemet fra os, som en siger.
- Hvad er egentlig det modsatte af rummelighed, spørger en pludselig ud i lokalet.
Der er stille et øjeblik.
- Folkeskolen, lyder svaret så til almindelig morskab. Det er det, vi er oppe imod Men tvivlen om, hvad det egentlig er, der ligger i begrebet rummelighed, nager:
- Jeg kan fandeme godt forstå, at andre ikke kan forstå os, når vi ikke engang kan forstå hinanden... Vi har i den grad forsømt at dokumentere vores arbejde, beklager en.
Men fra den erkendelse og så til at uden videre at æde de 'visionæres' argumenter - der er godt et stykke.
- Vi tænker meget konkret - at hvis der sker sådan og sådan vil vores unger komme i klemme. De andre snakker visionært - og derfor lidt naivt. Og det gjorde faktisk et stort indtryk på mig, at det skete i en diskussion som denne her, for det er det vi er oppe imod hos politikere og embedsmænd, fortæller en.
- Ja, alle metoder og pædagogiske retninger har politikernes interesse, hvis der er penge i dem, supplerer en anden - og følges op af endnu en tør konstatering.
- Faren ved at give folk en hammer i hånden er, at de så tror, alt er søm...
Gruppen kan heller ikke forstå det principielle opgør med specialområdet, som mange fornemmer ligger bag den bastante lancering af rummelighedsbegrebet:
- Det er som om, det skal være et problem for alle, at der ikke er ubegrænset rummelighed. Men det er jo sådan set meget godt for autisten, at folkeskolen ikke kan rumme ham og sender ham videre til et sted, hvor han kan få den rigtige behandling.
Det betyder ikke, siger flere, at man ikke skal arbejde med åbenhed i forhold til normalsystemet. Tiltroen er bare ikke så stor:
En fortæller, at den institution, hun er på, for første gang i 18 år, hun har arbejdet på stedet, har fået en henvendelse fra en folkeskole, der søgte ekspertisehjælp for at kunne beholde en dreng, der ellers var blevet visiteret og var på vej væk fra skolen.
- Men det skyldes sikkert, at der er en idealistisk lærer, der selv har taget initiativet. Dilemmaet er et grundvilkår Efterhånden spores snakken ind på formuleringen af de udsagn, der skal fremføres overfor den 'visionære' modpart. At rummelighed er en grundsten i det socialpædagogiske arbejde, det er man helt enige med de 'visionære' om. Men der er også enighed i gruppen om, at rummeligheden i arbejdet har mindst to dimensioner:
- Og i den virkelighed, vi er i, skal vi kunne rumme begge dele. Vi skal kunne møde brugeren med rummelighed, selvfølgelig. Men vi skal også kunne diskutere vores faglighed og kunne klare, at den bliver udfordret, siger en.
- Men vores erfaringer bliver jo ikke brugt til en skid, lyder indvendingen umiddelbart.
Alligevel samler indlæggene sig efterhånden om bestemte temaer: Om at rummelighed handler om at kunne rumme forskellighed. Om at rummelighed også handler om personlige dilemmaer for den enkelte: Hvor går grænsen mellem min faglighed og min personlighed? Og det ender med formuleringer med cirka følgende indhold:
Rummelighed er et grundvilkår i det sociale arbejde. Men for at komme videre, for at styrke fagligheden og kunne stille krav er det afgørende at få afgrænset og defineret, hvad det er, vi snakker om, når vi siger rummelighed. Vi må både som personer og som faggruppe kunne rumme det dilemma, at rummelighedsbegrebet indeholder to potentielle modsætninger: på den ene side den politisk-økonomiske tilgang og på den anden side den faglige med dens krav til kvalitet, metodefrihed og mulighed for at kunne sige fra.
Formuleringerne bliver skrevet op på flipover'en, delt op i tre udsagn, og alle nikker til ordene. Og efter lidt tovtrækkeri lykkes det også at få nogen til at præsentere dem.
Efter kaffen kommer de 'visionære' dryssende, og da begge grupper har fremlagt deres udsagn, er der ikke så langt endda mellem ordlyden i den ene og den anden gruppe. Måske er der alligevel nogen, der har rykket sig? Eller er alle bare kommet tættere på at være enige om, hvad det er, vi taler om?