Pædagogiske Dage
Kend jeres besøgelsestid
Socialpolitikken er overtaget af økonomer og politikere, der har rummelighed som mantra. Men hvis det bliver brugt som spareredskab i forhold til specialområdet, er det socialpædagogernes pligt at kaste sig ind i debatten
Af Jens Nielsen, redaktionen@sl.dk
- I er nok nogle stykker herinde, der mener, at I har arbejdet med rummelighed i ganske mange år.
Filosoffen og samfundsdebattøren Peter Johannes Schjødt ser ud over forsamlingen med et skævt smil efter sin indledende påstand - som selvfølgelig ikke kan tilbagevises. Schjødt, der er programmedarbejder ved DR, netop har udgivet en bog om magtbrug og -misbrug i Danmark og arbejder på en programrække om de seneste års danske socialpolitik, er sat til åbne Pædagogiske Dage. Og han går lige i kødet på temaet: rummelighed.
For hvad er det, vi snakker om? Rummelighed er et af den slags ord, der bærer sin egen betydning i sig. Et, ja, rummeligt begreb - for hvem kan være imod rummelighed? Nej, men problemet er, at vi ikke er helt på det rene med, hvad det er, vi taler om. Og når et begreb, som har svævet over de socialpædagogiske vande i årtier, nu markedsføres - af politikere og embedsmænd - som løsningen på en række socialpolitiske problemer, så vækker det mistanke. I diskussionen bliver det talt meget lidt om, hvad det helt konkret er, rummeligheden skal dæmme op for - og det er ifølge Peter Johannes Schjødt noget af det, der er galt med den aktuelle debat:
- I de senere år har vi ikke haft nogen egentlig socialpolitisk debat - socialpolitikken er på vej ud af bagdøren. Vi kan se den sociale arv overalt - og vi kan se, at indsatsen mod den ikke altid bærer frugt. Og det er man da også begyndt at se på fra politisk hold, men arbejdet bliver i stigende grad styret af regeringens eksperter - og det vil sige embedsmænd i Finansministeriet. De taler om klientliggørelse og i stedet for indhold diskuterer vi kun løsninger. Og eftersom vi ikke ved særlig meget om det socialpolitiske landskab, kan det føre til en manglende sammenhæng mellem problemerne og deres omfang og så de løsninger, vi forsøger os med, siger han.
- Vi ser problemerne i enkeltpersoner, men vi beskæftiger os ikke med mekanismerne bag marginaliseringen. Vi er verdens fjerderigeste samfund, men samtidig er vi - i forhold til de lande, vi plejer at sammenligne os med - de klart dårligste til at bryde den sociale arv. Grænsen mellem de mulighedsrige og de mulighedsfattige er vanskeligere at overskride i Danmark - og det er en tilstand, der ser ud til at blive cementeret. Aldrig har vi været så blinde for restgruppe-problematikken, mener Peter Johannes Schjødt. En klods om benet I sin aktuelle politiske betydning ses rummelighed også som et middel til at sætte individet i centrum - hvor specialområdet ifølge den forståelse fokuserer på systemet og skaber klienter. Men den opfattelse anfægter Schjødt:
- Det, der hjælper de dårligst stillede mennesker, er en målrettet og en meget specifik indsats - og den kan man kun lave ved at tage folk ud af de sammenhænge, de er i, og så give dem et skub videre - give dem den chance, de ellers ikke ville få. Sådan har rummelighed historisk set været fortolket i den danske velfærdsmodel. Og der findes ikke noget belæg for at sige, at specialsystemet generelt og i sig selv skulle låse folk fast i en klientrolle. Når der er ressourcer nok, virker specialsystemet, konkluderer Peter Johannes Schjødt.
Men netop når det drejer sig om ressourcerne, begynder skoen at trykke:
- Danskerne mener principielt, at hvert menneske skal have sin plads, men samtidig oplever vi, at der for første gang er svigtende opbakning bag velfærdsstaten. Der er flere, der mener, at velfærdsstaten er en klods om benet på den økonomiske udvikling.. Og derfor diskuterer vi også mest, hvad der skal være mindre af - ikke hvad der skal mere af. Og uden tilstrækkelige ressourcer virker specialsystemet selvfølgelig ikke efter hensigten, konstaterer Schjødt.
Han kommer flere gange i indlægget med stikpiller til politikernes tomme snak - som når Poul Nyrup konstaterede, at 'politik handler om mennesker - det må vi se at vænne os til'. Men Schjødt fremhæver også den dobbeltbund, der er i mange af de aktuelle politiske udmeldinger.
Som eksempel citerer han en tale af socialminister Henriette Kjær, hvor hun først kommer ind på 'pædagogernes ansvar for at skabe plads til de lidt skæve', som hun i samme sætning ligestiller med 'de dårligst stillede'. Og to-tre linier længere nede i talen, konstaterer Schjødt, kommer så koblingen til den politiske virkelighed. Her fremhæver ministeren nemlig, at 'rummelighed også har den fordel, at den mindsker presset på den kommunale økonomi'. Det bliver dyrt! Ud over sammenblandingen af 'de lidt skæve' og 'de dårligst stillede', taler ministeren også mod bedre vidende, mener Schjødt:
- Norske erfaringer viser, at hvis rummeligheden skal virke, så kræver det en dyb respekt for de specialiserede tilbud - og så bliver det dyrt. Hvis alle skal have en uddannelse og ind på det opskruede arbejdsmarked, så koster det mange penge. Hvis man på den anden side forsøger at bruge rummelighed som et middel i sparetider, så bliver det svært at rumme alle selv i specialsystemet. Man må ikke tage fejl af de sociale problemers omfang og dybde - og det er det, vi gør, siger Peter Johannes Schjødt.
For mens man taler om hensynet til den enkelte i rummelighedens navn, så gør man i praksis det modsatte: Man tager ikke hensyn til den enkelte ved for eksempel en bloc at sluse børn eller unge med den ene eller andet problem tilbage til den 'normale' folkeskoleklasse.
- Vi er på vej tilbage til apparatfejlmodellen: Der er noget, der er forkert inde i den enkelte. Men rummelighed knytter sig jo til anerkendelsen af det relationelle. Rummelighed betyder, at indsatsen skal rette sig mod hele det relationelle netværk. Det store billede viser bare, at det modsatte er ved at ske, siger Peter Johannes Schjødt.Bland jer - nu! For at stoppe denne udvikling efterlyser han en langt bedre erfaringsopsamling på det forskningsmæssige område: Hvornår lykkedes det, og hvornår ikke - og hvad er kravene for at det lykkes?
Men det er ikke kun forskernes arbejde. I en socialpolitisk situation som den aktuelle skærpes kravene til professionsetikken, mener han. Skal socialpædagoger være politisk talerør for brugere, klienter, børn og unge, spørger han forsamlingen - og svarer selv:
- Ja, det skal I. Vi har brug for, at de erfaringer, der er ude på institutionerne og i et fagforbund som jeres, bliver trukket ind i den politiske debat. I skal være med til at kvalificerer debatten. Når I diskuterer detaljerne og hverdagen, er det vigtigt hele tiden at have for øje, hvilke krav jeres arbejde stiller til socialpolitikken. Og de krav må I hele tiden minde ministeren om, formaner Schjødt.
Og det er alvor, hvis ikke specialområdet og alle de socialpædagogiske erfaringer skal støde på grund i den aktuelle storm af strukturreform, skattestop og spareplaner, mener han: