Pædagogiske Dage
Ordene fik frit løb
I 'det engelske parlament' fik debatgrupperne mulighed for at sætte synspunkterne på spidsen
Af Kurt Ladefoged, redaktionen@sl.dk
I det engelske parlament Underhuset er det traditionelt Labour og de konservative, der siddet over for hinanden og diskuterer højlydt og energisk. I Herning var det 'visionære' og 'illusionister', der sad over for hinanden og forfægtede hvert deres synspunkt.
De havde på forhånd udfyldt et spørgeskema, der afslørede, om de mest troede på at rummelighed er en vision eller en illusion. Og nu skulle de så forsvare og afprøve deres synspunkter over for den modsatte gruppe.
Der kom der en absolut livlig debat ud af - også fordi nogle deltagere virkelig evnede at leve sig ind i rollen som enten visionær eller illusionist. Men senere viste det sig, når det kom til stykket, at der ikke var så stor forskel på standpunkter og anskuelser, når man skulle til at udforme en konkret politik.
To 'parlamentsformænd' eller proceskonsulenter hjalp med til at provokere debatten i gang. Og den kom hurtigt til at tage udgangspunkt i folkeskolens rummelighed eller mangelen på samme.
- Kravene til fagligheden er så komplekse, at 25 procent af en årgang ikke kan følge med i en almindelig klasse. I den 'gamle' skole var der forudsigelighed. Nu er alt kaos for mange børn og unge, lød det fra illusionisterne.
- Jamen skulle vi så ikke give os til at diskutere, hvad rummelighed indebærer. Hvilke krav vi skal stille til rummeligheden, svarede de visionære.
- Det nytter ikke bare at hævde rummelighed, hvis realiteterne viser noget andet og rummeligheden ikke fungerer i praksis. Hvis vi putter de svage ind i vores vision, og det viser sig at være en illusion, svigter vi de svage, replicerede illusionisterne.
- Hvor er rummeligheden egentlig i vort eget socialpædagogiske system. Er vi ikke tit lige så intolerante, som vi påstår folkeskolen er. Putter vi ikke selv børn og unge ned i specielle kasser og udstyrer dem med diagnoser. Udstøder vi ikke på den måde selv børn og unge, lød de visionæres modsvar.
Sådan bølgede synspunkterne frem og tilbage i halvanden time. Og man følte sig i perioder virkelig hensat til det engelske parlament med råben og skrigen, applaus og mishagsytringer. Debattørerne fik også sagt de 'uartige' ting, som pæne socialpædagoger ikke siger.
Men det hjalp med til, at man kunne skærpe sine synspunkter. Noget der er brug for, når socialpædagogernes røst skal lyde i fremtidens socialpolitiske debat.