Synspunkt

Plejebørn til låns

Plejeforældre har børnene til låns. De forventes at knytte sig til børnene, men skal samtidig være parate til pludselig at slippe dem igen, når de skal tilbage til forældrene. Og i den situation står plejeforældrene tilbage uden rettigheder. Det var hovedbudskabet i Sagen ifølge Sand i DR TV1 den 17. februar. Flere plejeforældre og en familieplejekonsulent medvirkede til at gøre budskabet konkret.

Af Lars Rasborg privatpraktiserende psykolog, specialist i børnepsykologi , redaktionen@sl.dk

Sagligt set er det noget vås at tale om, at plejeforældre har børnene til låns, ligesom alternativerne - at leje, lease, eje eller hugge - ville være det. Og det er en forvridning af virkeligheden at tale generelt om, at plejeforældre pludselig skal slippe børnene. Man kan godt lave stabile forløb, som støtter børnenes udvikling og er velfungerende for forældre og plejeforældre. Og de forløb laves faktisk, også i sager, hvor forældrene ikke har givet samtykke til anbringelsen. Men dokumentar-TV skal i stigende grad tale til følelserne uden tanke (jfr. også Lasse Jensen i Mennesker og medier, DR P1 den 20. februar), og i den sammenhæng er historier om ustabile anbringelser bedre, end dem om de stabile.

Om en anbringelse bliver stabil, afhænger i meget høj grad af, hvordan kommunen udfylder Servicelovens krav, og om hvordan den udformer samarbejdet mellem de involverede. Det kan gøres meget forskelligt, for der er vide rammer i fortolkningen af, hvad lovens krav konkret betyder.

Eksempelvis er der vide rammer for, hvad det vil sige, at en undersøgelse af barnets forhold skal "..resultere i en begrundet stillingtagen til, om der er grundlag for at iværksætte foranstaltninger, og i bekræftende fald af hvilken art disse bør være." (§38, stk. 2).

Når børn hjemgives uventet eller i utide, er det typisk, fordi kommunen ikke har forberedt eller varetaget anbringelsen tilstrækkelig grundigt. Kommunen har fx ikke talt nærmere med forældrene om en modvilje mod anbringelsen, som de har udtrykt, men 'blot' fået deres samtykke. Eller forældrene er gået på antabus og har dermed, ifølge kommunens egen begrundelse for anbringelsen, stabiliseret deres hverdag.

Noget andet kan så være, at plejeforældrene mener, at forældrene har andre problemer end alkohol; at de fx er umodne og selv opfører sig som børn, både når de er alkoholpåvirkede, og når de ikke er.

Hvis kommunen ikke rigtig vil høre på det og ikke vil lave en undersøgelse, som på mere tilbundsgående måde afklarer forældrenes muligheder for at tage sig af barnet, kan plejeforældre føle sig presset af omstændighederne til at have en mening om barnets anbringelse, selv om anbringelsesspørgsmålet ikke er et anliggende for dem, men alene for forældrene og kommunen.

I den situation er det forståeligt, at plejeforældre kan opleve, at de er 'uden rettigheder' og kun har barnet 'til låns'.

Problemet er, at plejeforældrene har påtaget sig kommunens problem. Kommunen har (i eksemplet) vurderet barnets situation i forhold til det mest iøjnefaldende problem - at forældrene drak. Den har ikke forholdt sig til andre træk ved forældrene, som umodenhed, og ej heller til den mulighed, at de faktisk holdt op med at drikke.

Plejeforældrene kommer til at påtage sig kommunens problem, fordi de ikke fra starten har erkendt, at anbringelsen var utilstrækkeligt forberedt af kommunen, og fordi de siden er blevet knyttet til barnet og har fået betydning for det. Men plejeforældrene kan ikke overtage kommunens problem, for de har ikke kompetence i anbringelses-spørgsmålet. Desuden risikerer de at skabe en loyalitetskonflikt for barnet, når de har en mening om anbringelsen, og derved bringer sig i modsætning til forældrene.

Når plejeforældre er kommet så langt ind i en sag, som her antydet, er det svært at adskille følelser fra realistiske vurderinger. Alligevel bør de afgrænse deres rolle nøje, eventuelt med sagkyndig bistand, så de alene giver kommunen fyldige informationer om deres konkrete bekymringer vedrørende barnet, og undlader vurderinger.

Hvis plejeforældrene mener, at kommunen ikke undersøger informationerne tilstrækkelig grundigt, og derved ikke opfylder sin lovbestemte forpligtelse over for barnet, bør de lade spørgsmålet vurdere af tilsynsmyndigheden. Til denne rolleafgrænsning hører, at plejeforældrene fortæller det til plejebarnet, og at de er forberedte på, at barnet kan opleve afgrænsningen som et svigt eller som at forældrene (og barnet) har 'vundet over' kommunen og plejeforældrene.

Men bedre er det at undgå at påtage sig kommunens opgave. Det gøres ved at tage mulige, fremtidige konfliktpunkter op med kommunen, så snart man bliver opmærksom på dem, og helst allerede i vurderingen af en sag, før man overhovedet har sagt ja til at modtage barnet.

Plejeforældre bør ved den vurdering være opmærksomme på, at den mindste lille 'forelskelse' i opgaven kan få dem til at gå let hen over svage punkter i kommunens forberedelse af anbringelsen. Grundig vurdering er ingen fuldstændig sikring mod ustabilitet, men den bevirker ofte, at kommunen får skabt nogle gode rammer for anbringelsen, og, hvis ikke, at plejeforældrene får sagt nej tak til opgaven.