Anbringelsesreform
Børn skal både ses og høres
Anbringelsesreformen skærper tonen overfor kommunerne. De kan ikke længere smyge sig udenom at undersøge barnets forhold eller smøle med handleplanen, når et barn skal anbringes. Børn har krav på at blive hørt - og fremover kan de også klage.
Af Bille Sterll , redaktionen@sl.dk
Fire måneder. Så kort tid må der går fra den dag, kommunen får nys om et barn med behov for særlig støtte, til der ligger en færdig såkaldt paragraf 38-undersøgelse. Hvis kommunen beslutter sig for at sætte ind med støtte i hjemmet eller ved at fjerne barnet, skal kommunen inden yderligere fire måneder lave en handleplan. Samtidig forpligtes kommunen til at give en skriftlig kvittering til alle borgere, som henvender sig med mistanke om problemer eller omsorgssvigt.
Den ene rapport efter den anden har peget på slatten sagsbehandling i arbejdet med udsatte børn og unge. Selvom loven allerede er klar nok, springer mange kommuner over gærdet og dropper det grundige forarbejde, som på længere sigt kunne have sikret et bedre og måske billigere forløb.
Det strammer socialministeren nu op på.
Kvalitet og kontinuitet er ifølge socialminister Henriette Kjær nøgleord i den anbringelsesreform, ministeren og et stort flertal i Folketinget lagde frem kort efter påske. Målet er færre svingdørsbørn, fordi kommunerne i første forsøg skal gå efter den rigtige anbringelse.
Reformen slår fast, at en paragraf-38 undersøgelse både skal se på barnets udvikling, adfærd, familie, skoleforhold, sundhed, fritidsaktiviteter, venskaber og andre forhold, som er relevante i netop dette barns liv. Kommunen skal også tage stilling til, om barnets søskende skal inddrages. Hele undersøgelsen skal munde ud i en begrundet afgørelse om, hvilke skridt der nu skal tages.
Et andet sort punkt, reformen gør op med, er de mange børn og unge, som aldrig får lejlighed til at tale med de sagsbehandlere, som sætter kursen i deres liv.
Som noget nyt får børn, som er anbragt, krav på at få besøg af deres sagsbehandler mindst en gang om året. Samtidig sikrer reformen, at børn over 12 år kan klage over det sted, de bliver anbragt. Barnet kan også klage over at blive flyttet, og her betyder klagen, at barnet først kan flyttes, når klagen er behandlet. Endelig får børn over 15 år ret til gratis advokatbistand.
SL har fulgt arbejdet med reformen tæt, og næstformand Benny Andersen er godt tilfreds med det samlede resultat.
- Med de nye opstramninger i sagsbehandlingen kan vi undgå de mange forkerte anbringelser. Det er nyt med de klare markeringer af, at de faglige hensyn ikke må underlægges usaglige økonomiske hensyn. Jeg kan vanskeligt forestille mig, at kommunerne kan sidde det her vink med en vognstang overhørigt. Men det skal jo stå sin prøve i virkelighedens verden, siger han. Mere kontrol Politikerne bag reformen er usædvanligt enige: Barnets behov kommer i første række. Alligevel må kommunerne stadig gerne have et øje på prisen og et andet på kassebeholdningen, så længe de ikke tager usaglige økonomiske hensyn.
Saglige besparelser er imidlertid stadig velsete på et område, som står i næsten 10 milliarder kroner om året. Og det brev, socialministeren sidste år sendte ud før jul for at bede kommunerne holde øje med billigere løsninger, står stadig ved magt.
- Så længe det fagligt kan forsvares. Mange kommuner er begyndt at lave foranstaltninger selv, som de før købte hos private eller i amtet. Hvis kommunerne kan løse opgaven selv, er der ikke noget galt i at revisitere børn, hvis det kan få barnet i en god gænge, siger Henriette Kjær.
Hvis anbringelsesreformen rigtig skal flytte noget, kræver den, at kommunerne i højere grad end nu overholder loven. Midlerne, der skal få kommunerne til at holde sig på den rigtige side af Servicelovens paragraffer, er uddannelse og kontrol. Reformen sætter penge af til efteruddannelse af sagsbehandlere, og her bliver tale om både korte kurser og længere forløb.
Opgaven som kontrollør lander i Den sociale Ankestyrelse. Den er tiltænkt en langt mere offensiv funktion end i dag. Flere penge skal klæde styrelsen på til at lave stikprøver i bunken med de omkring 14.000 anbringelsessager på landsplan. Stikprøverne skal sikre, at kommunerne ikke sætter pengekassens tarv før barnets.
- Vi ønsker, at ankestyrelsen skal gå ud i kommunerne og gennemse sagerne og sikre sig, at alle de indledende undersøgelser er lavet og at beslutningerne er truffet på et ordentligt sagligt grundlag. Det har vi en klar forventning om, at ankestyrelsen vil være opmærksom på, siger socialminister Henriette Kjær.
Ekstrabevillingerne til Den sociale Ankestyrelse rækker til otte nye medarbejdere.
Reformen træder først i kraft i 2006. Hvis ventetiden falder lang, har Det Radikale Venstres socialpolitiske ordfører Margrethe Vestager dette bud på, hvad kommunerne kan bruge den til:
- Så kan de jo begynde at øve sig på den eksisterende lovgivning. Hvis de følger den, er de sådan set rigtig godt på vej.