Selvværdsprojekt
Stille piger ud af skjoldet
I projekt Gnisterne i LyngbyTaarbæk arbejder socialpædagoger med stille piger med lavt selvværd. Det er i stigende grad børn fra kernefamilier, som er blevet overset i familien, skolen og andre sammenhænge på grund af skjulte problemer. Pigerne arbejder kropsligt og kreativt med at finde deres styrker, og de øver sig i at sige deres mening og stå fast
Af Anne Mette Ahlgreen , redaktionen@sl.dk
Med korte mellemrum kommer otte piger i alderen 14-18 år ind ad døren i en gammel gul villa tæt ved jernbanen i Kongens Lyngby. De bliver hver især modtaget med varme knus, nusset på skuldrene eller holdt lidt om og spurgt ud om deres dagligdag af de ansatte i projekt Gnisterne: Projektlederne Kirsten Juul Frandsen og Sissi Stoltze samt medarbejder Matilde M. Hansen.
Pigerne i Gnisterne har det til fælles, at de er stille piger, der ikke har fået tilstrækkelig plads og opmærksomhed. Nogle har dækket over forældrenes alkohol- eller medicinmisbrug, været vidne til vold i familien eller været udsat for seksuelt misbrug. Nogle har en handicappet bror eller søster, der fylder meget, andre har oplevet dødsfald, psykisk sygdom eller kræft hos en af forældrene. De fleste af pigerne er blevet mobbet og føler sig anderledes. Fælles for dem alle er, at de er nemme ofre og har lavt selvværd.
- Hos den nye gruppe af piger, vi får, viser det sig oftere og oftere, at det er børn fra kernefamilier, der ikke er blevet set. De har været overladt meget til sig selv. Når de i puberteten skal skabe sig deres eget netværk, bliver det mere og mere tydeligt, at der er en pige, der bare går hjem og ikke er med til noget. Vi får typisk henvist piger, der virker uglade og ensomme, og som ikke deltager i det almindelige ungdomsliv. En pædagog, en lærer eller sundhedsplejersken ser, at pigen har brug for hjælp, men de kan ikke få fat om problemet. De fornemmer, at hvis der ikke bliver gjort noget nu, kan det gå helt galt, fortæller pædagog Kirsten Juul Frandsen.
Da alle piger er ankommet i det gule hus, begynder eftermiddagens program. I dag er det kropsøvelser og leg i et stort lokale på første sal. Første punkt er en kort opvarmning, hvor skuldre, rygge og fødder bliver varmet igennem. Flere af pigerne klager over smerter i hoved, skuldre og ryg, og projektlederne knytter trøstende og opmuntrende kommentarer til øvelserne.
Bagefter skal de lege en leg, hvor Kirsten Juul Frandsen står midt i rundkredsen af piger og peger på en af dem. Pigen skal med armbevægelser spille palme, hot-dog, elefant eller lygtepæl, og de to ved siden af skal skynde sig at sætte "grene" på palmen og lette ben op ad lygtepælen og så videre. Pigerne pjatter og griner højlydt, men to af pigerne gennemfører legen med alvorlige, triste øjne og fortrækker ikke en mine.
Næste øvelse foregår i caféen i stueetagen omkring et langt bord med blomstret dug og udsigt til jernbanen, hvor tog kører til og fra Lyngby Station. Pigerne skal skiftes til at trække en seddel med et moralsk dilemma: "Det er i orden at sladre om andre, bare de ikke hører det", lyder et af udsagnene.
- Det er bestemt ikke tilladt at sladre om andre. Det er faktisk årsagen til, at jeg blev mobbet og blev nødt til at skifte skole, siger en 17-årig pige oprørt.
To af pigerne siger bare: "Det' ok" eller "Det er ikke i orden" og sender sedlen videre med det samme. De har tydeligvis ikke lyst til at sige mere. Men de er også de senest ankomne i gruppen.
Legen er en øvelse i at turde give sin mening til kende i en større gruppe. Runder om forskellige emner, rollespil og lege bruges som metode til at løse op for de tilbageholdende piger.
- De kan være ved at dø af skræk over at skulle være på, men de glemmer det, når vi bruger leg. Vi kommer til at grine sammen, og det giver energi. Der sker noget i relationen, når man bruger humor og leg. Man kan vende en meget tung problematik til at være noget, man kan grine af. Situationen bliver ikke mindre svær af den grund, men man kan ændre den fastlåste måde, pigen ser problemet på, og det er forløsende, siger socialpædagog Sissi Stoltze.
Kirsten Juul Frandsen er uddannet krops- og psykoterapeut, tidligere leder af en fritids- og ungdomsklub samt keramiker, og dekoratør. Sissi Stoltze er næsten færdig med en toårig uddannelse som massageterapeut. Hun er uddannet klubpædagog og socialpædagog og har i mange år arbejdet i fritidscentre og klubber. Tramper sig til selvværd - Når vi tramper i gulvet, er det en øvelse i at få jordforbindelse. Det skal man have for at stå fast, så man kan mærke sig selv. De her piger kan kun mærke sig selv i glimt. Nogle af dem har meget svært ved det og ændrer holdning, hvis nogen siger, de skal, forklarer Kirsten Juul Frandsen.
- I mange forskellige situationer har de brug for at stå fast og få en ryg, der kan stå imod. De har mange spændinger i skuldre og nakke. De har ofte hovedpine og menstruationssmerter, for de er spændte af at holde på sig selv. Vores piger skal bære meget. Det første, vi gør, er at gå ind og løsne op for spændinger, så de kan mærke deres krop, forklarer hun.
Pigerne udfører ikke bare gymnastiske øvelser, men får også konkrete forslag til, hvordan de kan sige fra.
- Når man går uden om hovedet og lader kroppen handle, sker der noget, når ens grænser bliver overskredet, siger Kirsten Juul Frandsen og fortæller, at en af de tidligere "gnister" stoppede sin mor i at slå hende, fordi hun automatisk greb moderens hånd midt i et slag.
Pædagogerne "borer" ikke i pigernes traumer, men fokuserer på at finde deres styrker frem, så de selv åbner sig i det tempo, de er i stand til.
- Vi skal ikke have dem et bestemt sted hen hver gang, for de er meget forskellige. De skal rustes til at tro på, at de selv kan, og vi venter på, at de selv kan se det. Vi bærer
dem ikke. De skal selv gå, siger Sissi Stoltze.
Erfaringen har lært projektlederne, at pigerne ofte glider af på indblanding, hvis de bliver spurgt direkte om, hvordan de har det. Derfor tager de udgangspunkt i, hvad de selv observerer hos pigerne.
Projektlederne kan for eksempel sige: "Jeg kan se, at du ser trist ud. Det virker, som om du går rundt i din egen verden. Du har det vist ikke så godt."
- Det er vigtigt at sætte ord på følelser, for så kan de mærke, at du meget gerne vil dem, fortæller Sissi Stoltze. Tak for skideballen Når Gnisterne får henvist en pige, bliver hun inviteret på besøg i huset sammen med sine forældre eller én, der er tæt på hende og bliver sat ind i, hvad Gnisterne går ud på. Hun får at vide, at hun skal møde op hver gang og melde afbud, hvis hun ikke kan. Efter dette besøg er det pigen selv, der skal sige ja til metoderne og beslutte, om hun vil gå i Gnisterne.
- Vi havde en pige, der blev mere og mere lykkelig, fordi hun fik den ene skideballe efter den anden af os. Hun fik skæld ud for ikke at ringe afbud, for at komme for sent og for ikke at være god mod sig selv. "Sådan er der aldrig nogen, der har sagt til mig før", sagde pigen, og hun var godt tilfreds med, at der endelig var nogen, der stillede krav og forventede noget af hende, fortæller Sissi Stoltze.
Ved siden af arbejdet i gruppen hver mandag og torsdag har Kirsten Juul Frandsen og Sissi Stoltze individuelle samtaler med pigerne. Både hen ad vejen og i forbindelse med, at pigen efter et par måneders forløb skal have udarbejdet en handleplan. Samtalerne foregår i huset, eller pigen bliver inviteret med på café, hvor hun kan være i fokus og snakke om sine ønsker for fremtiden.
- Det bruger vi over for nogle piger, som for det meste ikke er blevet spurgt, hvad de gerne vil med deres liv, og hvad deres fremtidsdrømme indeholder både personligt og erhvervsmæssigt. En af pigerne gav fnisende udtryk for, at hun gerne ville være sangerinde. En lokal fond støttede os, så vi kunne købe et karaoke-anlæg og hyre en sangpædagog til at undervise to af pigerne. Det viste sig, at den ene sang som en engel, fortæller Sissi Stoltze og Kirsten Juul Frandsen tilføjer:
- Vi viser dem, at man godt kan bruge utraditionelle veje til at nå et mål. Det ved vores piger ikke. De har mistet håbet alt for tidligt.
Ved samtalerne sætter lederne fokus på, hvordan den enkelte pige skal ændre sin situation. Hvad vil hun gøre ved mobningen i skolen? Hvordan bliver hun bedre i skolen? Hvordan får hun et bedre forhold til sin mor? Hvordan får hun veninder? Spontanitet - nej tak Projektlederne inviterer somme tider hele pigegruppen på restaurant eller til bowling, men pigerne vil helst vide på forhånd, hvad der skal ske. De vil have tid til at forberede sig og glæde sig.
- De vil have forudsigelighed, tryghed og faste rammer, og de var skrækslagne, når vi tog dem med på restaurant. En pige nægtede at tage med, for hun var vant til, at hendes mor spillede på enarmet tyveknægt og drak bajere, når de gik ud sammen.
- Vi snakker om, hvor de kender de følelser fra, og vi forsøger at få dem til at forstå, at det er angsten for ikke at vide, hvad der sker, der får dem til at reagere på den måde. At det ikke er dem, der er noget galt med, siger Kirsten Juul Frandsen.
En aftener om måneden er der åbent hus for gamle "gnister". De kaldes "flammer". De har ofte fortsat behov for at tale med medarbejderne samt indgå og vedligeholde relationer i huset.
Som en del af tilbudet har "Gnisterne" et efterværn, der betyder, at Kirsten Juul Frandsen og Sissi Stoltze følger pigerne, når de har forladt huset. Især i de første måneder følger de dem tæt og besøger dem for eksempel på efterskoler eller højskoler. Det er en sårbar periode for dem, når de er gået i gang med noget nyt.
Projektlederne i Gnisterne arbejder tværfagligt med kommunens øvrige ansatte. Socialudvalgsformanden holdt i sin egenskab af tidligere leder i kriminalpolitiet oplæg i huset, og projektlederne samarbejder med ungdomsvejlederen, fritidsinspektøren samt kommunens sundhedsplejersker og socialrådgivere og klubber.
Kirsten Juul Frandsen og Sissi Stoltze har selv holdt snesevis af oplæg om konceptet og har haft mange besøgende, der ville vide, hvordan man tilrettelægger en gruppe af den art.
- Vores ønske er, at flere etablerer grupper for stille piger, for vi ved, at der er et meget stort behov. Vi har haft henvendelser fra andre kommuner og fra forældre, der vil købe sig til en plads. Nogle af de piger, der har stået på venteliste i op til to år, har vi set skeje helt ud og begynde at tage stoffer, droppe ud af skolen og blive anbragt uden for hjemmet, fortæller Kirsten Juul Frandsen. Gnisterne kort fortalt Lyngby-Taarbæk Kommunes projekt Gnisterne for stille piger åbnede i 1996. SSP-udvalget i kommunen havde konstateret, at der var behov for forebyggende tiltag til denne gruppe. Kommunen søgte og fik penge fra Socialministeriets udviklingsmidler, og der blev iværksat tre projekter, hvoraf de to stadig består.
Gnisterne var den første gruppe i landet for stille piger.
De to projektledere er ansat i 30 timer om ugen. Pigegruppen er i øjeblikket på otte piger. De kommer hver mandag og torsdag og følger et på forhånd planlagt program. Derudover kommer de til individuelle samtaler med lederne. I løbet af projektets otte-årige historie har omkring 50 piger været igennem et forløb i Gnisterne af typisk halvandet års varighed. Fra 1999 overgik Gnisterne fra at være udviklingsprojekt til at være et permanent kommunalt tilbud. Det koster cirka 800.000 kroner om året at drive projektet.