KTO

Usikre alliancer op til OK 2005

Svigtende sammenhold blandt de ansattes organisationer skaber en uforudsigelig situation op til OK 2005, mener Kim Simonsen, formand for HK-Kommunal og Det Kommunale Kartel

Af Anne Mette Ahlgreen , redaktionen@sl.dk

Det handler om at være til stede, gide lytte til dem og ville dem det bedste, siger pædagog Niels Bjørnlund, der arbejder med nogle af Københavns mest belastede narkomaner på Specialinstitutionen Forchhammersvej.

- Indimellem forsvinder en bruger i nogle dage. Så ringer vi rundt til hospitalerne og leder efter dem i byen og hjemme hos dem selv. Vi har været nødt til at bryde en dør op, og det sker, at vi finder en bruger død. Ved en lejlighed tog jeg hjem til en bruger, som havde fået bank og var så medtaget, at jeg måtte ringe efter en ambulance, fortæller socialpædagog Niels Bjørnlund.

Han er ansat som kontaktperson for ambulante brugere på Specialinstitutionen på Forchhammersvej, som er Københavns Kommune tilbud til stofmisbrugere med svære helbredsmæssige problemer. Institutionen har 13 socialpædagoger, hvoraf cirka halvdelen er kontaktpersoner for de ambulante brugere.

Episoden med brugere, der har fået tæsk, er et godt eksempel på, at der kan forekomme lidt af hvert i arbejdet med hårdt belastede stofmisbrugere. Socialpædagogernes arbejde er meget afvekslende fra dag til dag. Nogle dage kører de brugere, der ikke selv orker at passe deres hospitalsaftaler, til behandling på Hvidovre Hospital. Andre dage tager de med en bruger i retten og afgiver forklaring om brugerens nuværende liv, de organiserer oprydning og hjemmehjælp til brugere, som ikke magter at passe deres lejlighed. Niels Bjørnlund og hans kolleger bruger meget tid på at tale med deres brugere, træne fitness med dem i gymnastiksalen, drikke kaffe med dem i caféen eller tage på ture med dem.

- Tillid er det allervigtigste, for det har brugerne manglet hele deres liv. Der kan gå et stykke tid, før de er trygge ved en og finder ud af, at man godt gider høre på dem. De fortæller mig altid, hvis de har fixet. De ved, at de har den frihed, at hvis de falder i vandet, kan de komme tilbage og få den samme dosis metadon som før, så jeg forsøger at støtte folk i at komme videre.

Socialpædagogerne på institutionen går meget op i at arrangere ture sammen med brugerne. Turene bliver planlagt ud fra et realistisk budget, for brugerne skal stort set selv betale det hele. De tager på charterture, skiture, ophold i sommerhus, cykeltur på Bornholm, og for tredje år i træk arrangerer institutionen en telt- og cykeltur til de franske Alper.

Niels Bjørnlund, en kollega og syv brugere tager af sted i minibus og cykler rundt i Tour de France-rytternes spor.

- De skal vide, hvordan samfundet fungerer, og der er vigtigt, at de selv er med til at gøre en indsats og betale for turen, siger Niels Bjørnlund.

Brugerne er altid med til at fastsætte regler for, hvad der skal ske, hvis nogen tager stoffer eller ryger hash på turen.

- Vi holder et møde og skriver en liste med regler og aktiviteter på forhånd. Brugerne siger som regel det, jeg selv havde tænkt mig. De vil også gerne selv holdes fra stofferne. Hvis jeg spørger, hvad konsekvensen skal være, hvis nogen bryder reglerne, siger de, at så skal man sendes hjem med det samme. Det noterer jeg, selv om det kan lyde lidt hårdt.

- Det giver en ro og nogle andre oplevelser, at være på tur og lave noget fysisk med dem, spise ude og sidde rundt om et bål og snakke og være sammen 24 timer i døgnet. Et halvt år efter, kan man mærke, at turen har givet dem noget. Vi viser dem, hvordan man kan spise sundt, og pludselig kan en komme og sige: "Jeg spiser stadig rugbrød og det der pålæg, vi spiste på turen", fortæller Niels Bjørnlund.

Sidste år kørte de en del af kongeetapen i 2600 meters højde på den berømte alpetop Col de Calibier, hvor de lagde ud i 35 graders varme og sluttede i snestorm. En af deltagerne var før turen temmelig nedbrudt af sit alkoholmisbrug og havde abstinenser på turen.

- Han cyklede lidt dernede, og nu er han vildt begejstret for at cykle. Før havde han ingen interesser, men nu bruger han alle sine penge på cykeludstyr, og han holder sig nogenlunde på måtten. Sådan kan man gøre noget for at give folk nogle gode oplevelser, siger Niels Bjørnlund.

Det tværfaglige personale på specialinstitutionen - der består af sygeplejersker, læger, psykologer og socialpædagoger - begynder dagen med et morgenmøde, hvor de tager akutte problemer op. Det kan være en bruger, der er begyndt at fixe igen efter en lang pause eller en bruger, der ikke magter at smide en person ud, som er begyndt at opholde sig i brugerens lejlighed. Medarbejderne i ambulatoriet beslutter i fællesskab, hvad der skal gøres for brugeren.

Tværfaglighed sparer tid
- Vi er i et engageret arbejdsmiljø. Det tværfaglige team, vi har i ambulatoriet fungerer rigtig godt. Det er nærmest en livsstil, og det giver os en masse overskud til brugerne. Vi har en ungdommelig personalegruppe, som respekterer hinanden, og som hele tiden er åben over for nye tankegange. Det skyldes både sammensætningen af personalegruppen og dynamikken i det tværfaglige arbejde. Alle lytter til hinanden. Inden lægen træffer en beslutning, indkalder han altid os andre, siger Niels Bjørnlund og tilføjer, at normeringen er ret god. Hver socialpædagog har 14-15 brugere tilknyttet.

- Det hjælper en del, at man har tid og overskud til brugerne. Man har tid til at ringe til dem eller sende dem en sms. De bliver glade, når man uopfordret tænker på dem, siger han.

Institutionen holder behandlermøder et par gange om året, hvor alle faggrupper er til stede.

- Det er godt at have læger til stede, som kan beslutte, om en bruger skal sættes op eller ned i dosis og sygeplejersker, der har forstand på sårpleje. Psykologerne kan altid give noget med på vejen om det psykiske, og hvis det drejer sig om penge, har vi socialrådgivere. Når der er så mange faggrupper til stede, kan man nøjes med at være god til sit felt og kan koncentrere sig om sit eget fag.

Jeg har før været et sted, hvor vi kun var pædagoger, og det tager altså lang tid at sætte sig ind i socialrådgiverarbejde og psykologi, og man skal ud i byen og have fat i læger og sygeplejersker. Brugerne har meget mere ud af, at det er professionelle socialrådgivere, læger og psykologer, der tager sig af dem, siger Niels Bjørnlund.

Trægt at tegne overenskomst på private tilbud

Når krisen kradser viger mange private opholdssteder tilbage fra at tegne overenskomst. Det betyder, at medarbejderne må bære risikoen for fx at blive afskediget med en kort opsigelsesfrist. Sådan lyder vurderingen fra Socialpædagogernes projektgruppe ‘Særlig indsats på det private område’