Medlemsundersøgelse
Ønsker en tydeligere fagforening
SL kommunikerer ikke det konkrete faglige arbejde, og medlemmerne har derfor svage billeder af deres fagforening
Af Simon Hansen, redaktionen@sl.dk
Mange SL-medlemmer har et uklart billede af deres fagforening. Hvad laver den egentlig, og hvorfor er det nu lige, at man er medlem? Samtidig efterlyser både medlemmer og tillidsrepræsentanter en mere tydelig fagforening. Nogle deltagere i fokusgrupperne sagde det sådan:
"SL er for dårlig til at komme ud på arbejdspladserne og sætte et ansigt på fagforeningen." Det konkrete faglige arbejde er usynligt Diskussionerne viser, at der er to ganske forskellige opfattelser af situationen. Den ene og nok mest udbredte går ud på, at fagforeningen ikke længere er, hvad den har været. Dels fordi medlemmerne ikke selv "gider at gå på barrikaderne", dels fordi aftalesystemerne er blevet uigennemskuelige. Adskillige medlemmer opfatter nemlig, at deres Ny Løn er noget, "der kommer nede fra amtet", og som de eventuelt selv skal forhandle sig til. De oplever altså ikke, at SL spiller nogen større rolle i forhold til deres løn- og arbejdsvilkår.
Den anden opfattelse er enig i, at fagforeningen ikke er som for 25 år siden. Til gengæld er der ingen tvivl hos disse medlemmer om, at der er brug for en fagforening. Men de synes ikke fagforeningen i tilstrækkelig grad viser, hvad den gør. Flere beskriver det som, at "det er blevet for pænt" og at folk "højere oppe i SL" er blevet mere partnerne med arbejdsgiveren end med de medlemmer, de skal arbejde for.
Fælles for medlemmerne er, at de ikke har nogen fornemmelse af det konkrete faglige arbejde, som SL udfører. Dét er tankevækkende, for SL kommunikerer ganske flittigt med medlemmerne. Næsten alle medlemmer er i kontakt med SL gennem medlemsbladet Socialpædagogen. Men resultaterne tyder på, at det ikke er lykkedes SL at etablere et klart og let forståeligt billede hos medlemmerne af forbundets faglige indsats.
Behov for fagforeningen
Mange medlemmer udtrykker imidlertid et tydeligt behov for at SL viser sig som fagforening i øjenhøjde med medlemmerne. Nogle mener det handler om sproget og tilgangen - flere oplever en afstand mellem problemerne i hverdagen og fokus i de mere rutinerede faglige kredse. Som eksempel taler medlemmerne om arbejdsmiljø, medens SL i sin kommunikation taler om den gode arbejdsplads.
Fornemmelsen af afstand blev også udtrykt med sætninger som "Vi ser dem (SL) alt for sjældent" og "De (SL) virker mere som kolleger til dem nede i amtet end som vores folk".
Disse beskrivelser af afstand både i fokus, sprog og optræden tolker undersøgelsen som et behov for medlemmerne om, at SL og medlemmerne skal komme mere på bølgelængde. Medlemmernes egne prioriteringer er ganske lige til: løn og arbejdsvilkår. Vil gerne bruge fagforeningen Medlemmerne vil gerne bruge SL. De fleste er klar over, at de kan kontakte deres kredskontor eller SL's hovedkontor. Nogle steder har kredskontoret en klar placering hos medlemmerne, medens kredskontoret andre steder ikke på samme måde har bidt sig fast. Det var tydeligt i fokusgrupperne, og det kan ses på spørgeskemaerne.
Medlemmerne lægger vægt på, at de kan få informationer om løn- og arbejdsforhold nemt og hurtigt. Derfor er medlemmerne optaget af, at der er en god telefonbetjening på kredskontorerne og hovedkontoret, og at SLs hjemmeside får et bedre indhold. Og tallene skjuler ikke, at både kredskontorernes åbningstider og hjemmesiden kan gøre det bedre.