Medlemsundersøgelse
Vi vil have respekt om vores arbejde
Massiv opfordring til SL om at profilere det socialpædagogiske område mere i offentligheden
Af Simon Hansen , redaktionen@sl.dk
Tallene er ikke til at tage fejl af. Socialpædagogerne vil have bedre omtale i medierne af deres arbejde. Mere respekt om det socialpædagogiske, tak!
Sådan lyder meldingen næsten énstemmigt fra SL's medlemmer. Ønsket om en bedre profilering af socialpædagogers arbejde er det mest tydelige resultat i undersøgelsen. Over 90 procent af medlemmerne synes, det er vigtigt, at SL profilerer det socialpædagogiske område i medierne. Og kun nogle få promille af medlemmerne synes ikke, det er vigtigt. Emnet dukkede op i fokusgrupperne Behovet for at få skabt mere respekt om det socialpædagogiske område, dukkede op i de fokusgrupper, SL gennemførte i februar og marts. Og nu kan det bekræftes gennem den landsdækkende spørgeskemaundersøgelse. Som en deltager sagde det:
"Hvis vi skal blive ved med at hente penge hjem til området så skal vi kunne forklare over for politikerne, hvorfor det er rigtigt. Det kunne være dejligt, hvis ens fagforening gjorde det!"
Bekymringen over fagets profil stikker dybt. Medlemmerne oplever en hård konkurrence mellem forskellige faggrupper om bevillingerne. Med regnedrengenes indtog i forvaltningerne, er det blevet populært at måle og veje. Men mange socialpædagoger oplever, at de ikke er gode nok til at forklare betydningen af deres arbejde, og dermed dokumentere indsatsen.
"Jeg mener, det er et stort problem, at vi ikke kan dokumentere faget. Vores kontakt med brugerne og borgerne er betinget af manglende skriftlighed, men det stritter til gengæld imod kravene fra samarbejdsparterne, som kræver skriftlighed. Der er en kommunikationsbrist", siger et medlem, der arbejder med særligt udsatte grupper. Mangel på respekt Den profil socialpædagoger har i dag, giver for lidt respekt til faget. Dét synspunkt blev fremhævet ofte i fokusgrupperne. Flere sammenlignede med sygeplejersker eller skolelærere, som begge blev vurderet at nyde mere respekt i offentligheden. I spørgeskemaerne bliver medlemmerne derfor bedt om at sammenligne socialpædagoger med 4 andre faggrupper efter den respekt, de anses at nyde i offentligheden. Svarene bekræfter udsagnene i fokusgrupperne.
Sygeplejersker topper listen, og de vurderes at være meget respekterede. Noget længere nede kommer lærere og socialrådgivere. Nederst finder vi socialpædagogerne kun undergået af børne- og ungepædagoger. Og deltagerne kobler den manglende respekt af faget med dets fremtid:
"Det kan blive faggruppens problem at vi ikke kan slå i bordet og argumentere for, at det præcis er en socialpædagog, der skal ansættes." Profilering er en central opgave Hvem skal så løfte opgaven med at profilere faget bedre? Medlemmerne er ikke i tvivl. Det skal SL, og det må være en kerneopgave for SL, vurderer medlemmerne. At få mere seriøs omtale i medierne af pædagogisk arbejde er ikke noget den enkelte pædagog eller kreds kan klare, det må være en opgave for SL centralt, mener medlemmerne.
Som eksempler på god profilering nævner medlemmerne nogle af de dokumentarprogrammer, både DR og TV2 har vist. Her har seerne fulgt det socialpædagogiske arbejde med blandt andet nogle unge. Men der er også eksempler fra de store dagblade og lokalaviser.
Mere af den slags, lyder meldingen. Metode og dokumentation Nogle deltagere i fokusgrupperne kunne fortælle, at de arbejder efter anerkendte metoder, og at de skam også kan gøre resultaterne op. Dét blev der lyttet til og talt videre om i kaffepausen. For manglen på dokumentation er et voksende problem ude på arbejdspladser, der skal håndtere sparekrav:
"Det er vitterligt et problem. Vi løber stærkere, fordi vi ikke ved hvad vores opgave er. Som fagpersoner skal vi specificere, hvad samfundet ikke kan få, hvis man fjerner midler fra området. Vi klargør et minimum af grundydelse på vores institution og definerer, hvad vi kan både over for forældre og arbejdsgiver", fortalte en deltager.
Fokusgrupperne viser, at der er mange eksempler på, at socialpædagogisk arbejde kan dokumenteres. Men de viser også, at medlemmerne ikke kender nok til hinandens erfaringer med metode og dokumentation. Her kan SL spille en vigtig rolle som den samlende kraft:
"Det er også et spørgsmål om, at man har et fagforbund, der profilerer ens faggruppe på en klar måde, så man samler sig om sit fag." Hvor vigtigt synes du det er, at SL profilerer det socialpædagogiske område i medierne? - Meget vigtigt: 60%
- Vigtigt: 32%
- Mindre vigtigt: 3%
- Ikke vigtigt: 0%
- Ved ikke: 3%