Stofmisbrugere

Niels er min livline

44-årige Robert ser fantastisk godt ud. Ikke bare fordi han er slank og mulat og en charmerende fyr. Men især i betragtning af, at han er hiv-positiv, har levet i Istedgade og har taget fem daglige skud heroin i 25 år.

Af Anne Mette Ahlgreen , redaktionen@sl.dk

Det var en af Københavns gadesygeplejersker, som samlede Robert op og fik ham indlagt på Forchhammersvej. Det er tre år siden. Og dengang var han i en sørgelig forfatning.

- Jeg var hærget og tynd, en rigtig gadejunkie. Jeg vejede under 60 kilo, selv om jeg er 1,83 cm høj. Jeg havde herpes-sår og helvedesild i hele ansigtet og svamp i munden som følge af hiv. Jeg havde nærmest aids i udbrud. Jeg kunne ikke synke, og levede af yoghurt den første uge, jeg var indlagt.

- Jeg blev fedet op her på plejeafdelingen og kom i hiv-behandling på Hvidovre Hospital. Man skal leve rimelig struktureret, når man får hiv-medicin. Jeg blev behandlet som et lille barn, de pakkede pillerne, så der var til hele dagen. Men det havde jeg brug for. Jeg vidste slet ikke, at der fandtes sådan nogle steder og heller ikke, at man kunne få metadonbehandling. Hvis jeg havde vidst det, var jeg selv kommet herind.

- "Narkomaner har krav på behandling", sagde sygeplejersken. Det var en hel åbenbaring for mig. Så kunne jeg se lys for enden af tunnelen. Jeg havde aldrig været i behandling før, jeg havde en faglig stolthed ved at være narkoman. Men inderst inde vil man gerne ud af det. Det er ikke et liv. Man overlever bare fra time til time og har ikke overskud til at tænke på andet. Hvis jeg ikke var kommet herind, var jeg død. At være narkoman er et langsomt kemisk selvmord.

Robert fik Niels Bjørnlund som kontaktpædagog, og det betragter han selv som sin redning. Under hele forløbet har han talt meget med Niels og trænet med ham i institutionens motionsrum.

Efter en måned på plejeafdelingen blev Robert udskrevet og flyttede hjem i sin lejlighed, som Niels Bjørnlund hjalp ham med at sætte i stand og indrette.

- Niels har været meget "på", og jeg har snakket meget med ham. Han spurgte mig tit, hvad der skulle til for at hjælpe mig, og hvis han kunne hjælpe, gjorde han det. Jeg føler, at jeg kan stole på ham. Han har aldrig været en modspiller, men en medspiller. Niels har både været min indretningsarkitekt og min livline.

Robert begyndte at spise morgenmad i caféen hver dag og fik sin metadon udleveret i ambulatoriet. I begyndelsen stod han rystende og ventede på at få sin matadon og skyndte sig ind på det nærmeste toilet for at fixe medicinen, selv om det var forbudt og kunne give karantæne.

Niels Bjørnlund blev klar over, hvad der foregik, og han drøftede sagen med lægerne på stedet. De blev enige om, at Robert undtagelsesvis kunne få lov at tage sin metadon med hjem i sin lejlighed og tage den, som han ville, for på det tidspunkt ville Robert intet vinde ved at blive smidt ud fra Forchhammersvej.

- Det kørte i 14 dage, så var jeg træt af det, for så kunne jeg jo tage alle de stoffer, jeg ville. Pludselig syntes jeg, at Niels var et svin, fordi han lod mig gøre det, og så stoppede jeg og begyndte at drikke den herinde.

Bin Ladens bror
Robert satte sig for, at han ville være stoffri, og han begyndte at trappe metadonen ned. Men han var så fokuseret på at nå sit mål, at han fik en psykose.

- Jeg havde sat alt på ét bræt, og jeg skulle vænne mig til at tænke på at være stoffri. Men det var for meget for mig. Jeg ville omvende alle andre. Enten var folk med mig, eller også var de imod mig, og jeg var vred på alt og alle. Når man har bedøvet sig i så mange år, lægger det låg på en masse. Jeg ville være stoffri, koste hvad det ville. Jeg havde endda aftalt med Niels, at hvis det skulle koste mig min forstand, måtte det være sådan.

Robert havde fundet ud af, hvor Niels Bjørnlund boede, og han troppede op hos ham meget tidligt om morgenen og sagde, at han var Osama bin Ladens bror, og at han ville melde sig selv. "Kør mig ned i en p-kælder og skyd mig!", sagde han. Så blev han indlagt på den lukkede i en måned.

Men i dag er han næsten fri af sin hang til stoffer.

- Det er stadig en daglig kamp, og jeg har stadig lyst til at være skæv. Jeg skal hele tiden sige nej til mig selv. Jeg vil være stoffri, det er næsten lykkedes takket være en solid indsats. Målet er nået, når jeg ikke længere har stoftrang, siger Robert, der er begyndt på voskenundervisning på VUC.

- Lige nu nyder jeg bare tiden og satser på at have det godt. Det bedste er, at jeg er blevet stoffri. Det har givet mig en tro på mig selv, at jeg har overlevet alt det her med huden på kroppen. Jeg tror nu på, at jeg kan sætte mig nye mål og nå dem. Mange siger, at narkomaner er svage personer. Men hvis man overlever som narkoman i mere end 10 år, er man ikke svag. Det har givet mig styrke at få ret i min tese om, at jeg kunne blive stoffri, siger Robert.

Roberts efternavn er redaktionen bekendt