Forumteater
Arbejdsmiljø og pædagogik hånd i hånd
Forumteater om arbejdsmiljø og pædagogik er en måde at forandre på. Det er ikke færdige løsninger, der iscenesættes. Udgangspunktet er deltagernes egne ideer og erfaringer
Af Solveig Jakobsen arbejdsmiljøkonsulent i SL, redaktionen@sl.dk
Hvad gør man, når to kolleger har forskellig opfattelse af, hvad der er "bedst" - og hvem skal det være bedst for? For eksempel hvordan kan man bedst hjælpe udviklingshæmmede Tobias på 35 år ud af sengen om morgenen, så han kan nå bussen, der skal køre ham til dagcenteret?
Hvem har egentlig ansvaret for arbejdets tilrettelæggelse?
Hvem har for eksempel bestemt, hvorfor der skal ryddes op på stuen om eftermiddagen, lige før forældrene kommer og henter børnene? Hvad sker der, hvis man lukker munden op, og hvad sker der, hvis man ikke gør? Hvad er ledelsens ansvar, og hvad vil det egentlig sige selv at kunne tilrettelægge sit arbejde?
Hvad stiller man op med modsatrettede ønsker og krav i arbejdet? Kan man snakke med kollegerne eller sin leder om det, eller synes man, at man skal klare det hele selv? Hvad nu hvis man har en fælles beslutning om altid at bruge hjælpemidler til at løfte med, og beboeren protesterer?
Det er ofte komplekse problemstillinger der er på spil, når man arbejder med pleje, omsorg og udvikling for børn og voksne. Det kan for eksempel være spørgsmålet om arbejdets organisering, ledelsens rolle, kommunikation på mange planer, dilemmaer.
SL tror på, at det er gennem dialog og muligheden for samtale ude på den enkelte arbejdsplads, at der sker forandringer.
En metode til at få gang i dialogen og samtalen er forumteater. Derfor har SL gennem Branchearbejdsmiljørådet Social & Sundhed bedt Dialogteatret udvikle en teaterforestilling om pædagogik og ergonomi til bo- og servicetilbud for voksne handicappede. Og det er blevet til stykket "Skal jeg slides ned for at du kan forbedre dine færdigheder? - et temaspil om hvordan løfteskader påvirker samarbejdet".
I forumteater inviteres publikum til dialog og direkte deltagelse. Der er ingen "rigtige" meninger, men et tilbud om at afprøve forskellige muligheder her og nu på scenen. På scenen viser tre professionelle skuespillere, hvordan det samme problem kan gribes an på forskellige måder.
Forumteater er en måde at forandre på. Det er ikke færdige løsninger, der iscenesættes. Udgangspunktet er deltagernes egne ideer og erfaringer.
Får pædagoger ondt i ryggen
Ja - det gør de!
Men årsagen til problemet kan ikke ses løsrevet fra det, der i øvrigt foregår på arbejdspladsen - de kollegiale samarbejdsrelationer, ledelsens måde at lede på, samarbejdet med børnene og deres forældre, med brugerne og deres pårørende eller andre institutioner for blot at nævne nogle enkelte af de ting, der har betydning for tunge løft. Derfor handler teaterforestillingerne ikke kun om at løfte, hjælpemidler eller indretning af arbejdspladsen, men også om for eksempel samarbejde, arbejdets tilrettelæggelse og ledelsens rolle.
Men rygproblemer er også et problem helt konkret. Ser man på statistikkerne over arbejdsulykker og arbejdsbetingede lidelser på det pædagogiske område, er der flest forstuvnings-ulykker, som rygskader kommer ind under, og der er flest arbejdsbetingede lidelser fra bevægeapparatet, som også handler om ryggen.
Forestillingerne
Dialogteatret har lavet to forskellige forumteaterforestillinger. Den ene foregår på bostedet Himmelstrup og den anden på dagcentret Birkedal.
På bostedet Himmelstrup skal Tobias, en udviklingshæmmet mand på 35 år op og på dagcenter. Bussen kommer snart, så der er travlt. Birgitte, der hjælper Tobias, skal også nå tre andre beboere den morgen, så hun har ikke tid til at hente liften eller indstille sengen. Line, der er ny medhjælper på Himmelstrup, hjælper Birgitte. Hun kan ikke forstå, at Birgitte ikke bruger hjælpemidlerne, men det skal hun ikke spørge om. "Det er hårdt og tungt arbejde, min ven! Tror du det er det rette sted for dig at arbejde?", spørger Birgitte.
På dagcentret Birkedal skal brugerne i gang i musikværkstedet. Mathilde, en 55- årig multihandicappet kvinde, er netop ankommet. Hun har lige haft brækket benet, og gipsen er netop taget af. Der står dog ikke noget særligt om det i kontaktbogen. Kaja, der er pædagog, vil have Mathilde op at stå i rollatoren, mens de danser og laver rytmik, men Mathilde protesterer voldsomt. Louis, der også er pædagog, vil ikke hjælpe Kaja med at holde Mathilde i rollatoren - han mener, at Mathilde skal have lov at bestemme selv. Så Kaja må selv holde Mathilde, mens de danser rundt.
Forestillingen kan ikke stå alene. Hvis man med forestillingen ønsker, at der skal ske forandringer og udvikling på arbejdspladsen, må man forberede sig på processen. Teater er en metode til organisationsudvikling, et værktøj i processen - organisationsudvikling er temaet og målet.
Nogle centrale spørgsmål vil være:
Hvad vil vi opnå - forandring (af hvad), udvikling, hvad er hensigten med processen? Afstem hensigt og rammer mellem de involverede parter, på alle niveauer.
Hvem skal se forestillingen, hvem er målgruppe for forestillingen? - og hvorfor er det netop dem, der skal se den? Gør jer klart, om det er en samlet personalegruppe incl. ledelsen, der skal deltage - og hvis ikke, hvad skal formålet så være?
Hvem er nøglepersoner i et organisationsudviklingsforløb? Hvilken betydning har ledelsen i forløbet - eller SIO/MED- udvalget?
Hvordan skal der følges op? Hvad er ledelsens ansvar i forhold til processen, der sættes i gang som følge af forestillingen?
Hvad er vilkår for at deltage? Det bør være en del af arbejdet - ikke noget, der foregår efter arbejde med frivillig deltagelse.
Det er ikke nok, at disse spørgsmål diskuteres i personalegruppen. Det er vigtigt, at ledelsen i samarbejde med SIO/MED-udvalget træffer beslutning om, hvad det er, forestillingen skal bruges til, og hvilke betingelser, der gælder for deltagelse.
Stykket "Skal jeg slides ned for at du kan forbedre dine færdigheder? - et temaspil om hvordan løfteskader påvirker samarbejdet" er skrevet af Peter Larsen fra Dialogteatret. Stykket kan bestilles hos Dialogteatret, Københavns Kommunes Kursuscenter, Sundholmsvej 22, 2300 København S. Tlf: 8232 5000.
E-mail: pl.kkk@kk.dk. www.kursuskbh.dk
Prisen for en halv dag med konsulent og tre skuespillere er 10.000 kroner inkl. moms og ekskl. transportomkostninger. For en hel dag er prisen 19.500 kroner.