Synspunkt

Børnene er de virkelige tabere - Systemet som omsorgssvigter

I strid med FN's børnekonvention og Serviceloven bliver anbragte børns rettigheder hver eneste dag tilsidesat af professionelle omsorgspersoner, som netop er gået ind i faget for at være børnenes advokater og sikre børnenes tarv.

Af Anette Riise Hansen, pædagogstuderende i praktik på børnehjem , redaktionen@sl.dk

Børn skal både ses og høres, det er der ingen tvivl om i det socialpædagogiske arbejde. Men sådan ser virkeligheden sjældent ud.

Socialkontoret sætter himmel og hav i bevægelse når det er tid til at lave behandlingsoplæg og -planer for det anbragte barns fremtid. Men bliver barnet hørt?

Der tales hele tiden om vigtigheden i, at pædagogerne dokumenterer deres arbejde og skriftliggører barnets situation. Men bliver vi hørt?

Charlotte på 12 år ønsker brændende at blive boende på børnehjem. Pædagogerne anbefaler plejefamilie som et alternativ. Men sagsbehandleren vil flytte hende på kostskole.

Charlotttes mor bliver informeret om ideen med kostskole. Uheldigvis overhører Charlotte dette ved en tilfældighed og mor taler med barnet om det. Men mor er ikke i stand til at tale med Charlotte på en voksen og ansvarsfuld måde - der er jo en grund til at Charlotte er anbragt! Så Charlotte bliver mere og mere ulykkelig og frustreret.

De pålidelige voksne som hun er omgivet af på børnehjemmet har slet ikke talt om fremtid og da slet ikke om kostskole. Så nu står de voksnes troværdighed en prøve. Charlotte føler sig svigtet.

Nu er det bare sådan, at det er sagsbehandlerens opgave (og ikke pædagogernes) at informere barnet om fremtiden og den videre anbringelse. Han har også svigtet!

Serviceloven §58
Er et barn fyldt 12 år, skal der, forinden der træffes afgørelse i en sag om foranstaltninger og forinden der træffes afgørelse i en sag om ophør af en anbringelse, finde en samtale sted med barnet herom.

Dermed har alle de voksne omkring Charlotte endnu engang svigtet; mor fordi hun ikke formår at tage sig ordentligt af hende og tale med hende så hun måske kan forstå diskussionen. Pædagogerne fordi de er tavse og har "holdt noget hemmeligt". Og sidst men ikke mindst sagsbehandleren fordi han ikke inddrager Charlotte.

Nu sidder en ulykkelig pige på 12 år uden at blive hørt og endnu engang er hun blevet bekræftet i, at man ikke kan stole på de voksne - det er professionelt omsorgssvigt!

Tavshedspligten bremser
Hvordan vi tackler tavshedspligten og vores tavse viden i mødet med børnene, er altafgørende hvis ikke de skal svigtes mere!

Mia på 11 år holder meget af sin mor og ser hende fast hver anden weekend. Mias far derimod har forældremyndigheden men ønsker ikke at se hende. Mia selv vil kun være sammen med mor. Det kan skabe store problemer for pædagogerne. For hvordan skal man samarbejde med en mor som ikke har forældremyndighed, ej heller har kontakt til den mand, som har den?

FNs børnekonvention art 3, 1.
I alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private institutioner for socialt velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer, skal barnets tarv komme i første række.

Da afdelingen skulle på skitur, kunne institutionen ikke engang sende et officielt brev til Mias mor, med meddelelsen om hvor hendes datter skulle hen i en uge. Beskeden blev givet alligevel, dog mundtligt fra pædagogerne. Barnet havde på det tidspunkt allerede selv informeret mor herom.

Pædagogernes tavshedspligt bremser ofte deres arbejde. De må i princippet kun udtale sig til faren. Men han er ikke interesseret og på det tidspunkt vidste man ikke engang hvem og hvor han var.

Med hvad er det for et signal vi sender til Mia? Har hun ikke krav på den omsorg det er, at tale med mor om hvordan Mia har det, og nu skal Mia på ferie, og nu har Mia været syg, og nu skal Mia til tandlægen?

Er det i barnets tarv? Eller er det professionelt omsorgssvigt?!

Sagsbehandlerens ansvar
Julie er netop blevet 13 år og hendes sag om overvåget samvær med mor, har lige været for Børn og Unge udvalget. Udvalget har valgt at underkende forlængelsen af det overvågede samvær. Julie glæder sig nu til at være sammen med mor, uden at en repræsentant fra kommunen skal være til stede.

Det er nu sagsbehandlerens ansvar at finde en ny løsning på hvordan samværet fremover skal forløbe.

Børnehjemmet rykker socialcentret for denne udmelding, men får intet svar.

Nu er det os der står med problemet. Pigen spørger jo ikke sagsbehandleren, men kommer til os, for at få svar. Men vi kan ikke give hende det svar hun søger.

Dommeren har sagt ja og vi bliver nu de dumme og må tage skraldet. Det er ikke nemt at forklare Julie, at det faktisk er hendes sagsbehandler, der ikke lever op til sit ansvar. I hendes øjne er vi alle ens - og lige nu, er vi ikke særlige troværdige voksne.

Serviceloven §57
Forældrene og barnet eller den unge har ret til samvær og kontakt under anbringelsen uden for hjemmet. Kommunen skal sørge for, at forbindelsen holdes ved lige.

Stk. 2: Kommunen træffer afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværet og kontakten.

Pædagogerne må handle. Over for dem står en pige, som afventer en beslutning. Hun kan ikke vente. Pædagogerne må derfor lave en engangsaftale, for pigen skal jo se sin mor, og helst i morgen.

Vi afventer stadig besked.

Det er professionelt omsorgssvigt!

Endnu et eksempel på den afmagt og frustration, som jeg oplever som dagligdags problematikker på et børnehjem.

Endnu engang svigter systemet. Sagsbehandlere, der ikke er deres opgave voksen og sender bolden videre til os, som står tilbage som bussemænd.

Systemet er korrupt
Claus som er pædagog på børnehjemmet, synes problemet ligger i, at ingen tør tage et ansvar.

"Folk er bange. De tænker kun på sig selv og hvad der gavner karrieren. Sagsbehandlerne er hunde ræd for at få en sag for Børn og Unge udvalget. Hvis de taber en sag kan det gå ud over karrieren. Alle vil have deres ryg fri og slippe godt fra det. Men det går ud over børnene. Systemet er korrupt. Det handler om penge og magt!"

Jeg har fået mig nogle chok i min specialpraktik. Jeg tager mig selv til hovedet og tænker om det virkelig kan være rigtigt. Vi lærer alle de rigtige ting på seminariet. Vi har alle de rigtige hensigter. Vi vil gøre det så godt som muligt for de udsatte børn. Men det føles ofte som om, at systemet står i vejen. Systemet som netop skal sikre at alt går rigtigt til, at vi beskytter barnet og dets rettigheder.

Claus mener også at man kan risikere at bruge al for megen unødvendig energi på sin harme over systemet. Al den energi vælger han i stedet at bruge på børnene. Hvis ikke han gør det, føler han at børnene bliver svigtet dobbelt.

"Hvis pædagogen ikke er til stede, men bruger al sit krudt på at beklage sig, så får børnene ikke de nærværende voksne de har krav på. Og pædagogen ender med at blive udbrændt og frustreret", slutter han.

Ny anbringelsesreform
Socialministeren står bag en ny reform som må siges at skulle hindre det professionelle omsorgssvigt. Det handler blandt andet om bedre kvalitet og kontinuitet i anbringelsen, bedre sagsbehandling og videreuddannelse af sagsbehandlere samt at styrke børnenes retssikkerhed. Det lyder alt sammen meget flot. Med hvad skal få os til at tro på det.

"Der er ikke umiddelbart noget nyt i den nye reform, sådan som jeg ser det", siger socialformidleren på børnehjemmet.

I forvejen har vi mange gode tilbud, paragraffer, vejledninger og direktiver, som skal sikre barnets rettigheder, sørge for at de bliver hørt, sikre at sagsbehandleren følger op på barnets handleplaner osv.

Den ny anbringelsesreform

• tidlig indsats
• bedre kvalitet og kontinuitet
• bedre sagsbehandling
• bedre uddannelse til sagsbehandlere
• styrket inddragelse af barnets netværk
• fokus på skolegang
• kurser til plejefamilier
• netværksanbringelser
• børns retssikkerhed styrkes
• øget efterværn

Hvordan hænger det sammen med, at den selv samme minister samtidig holder kommunerne i snoren ved at holde ét øje på prisen og et andet på kassebeholdningen?

Hvem går det ud over? Hvem sidder tilbage som de virkelig tabere? Ja det gør BØRNENE. Børnene som vi alle er gået ind i faget for at hjælpe.

En lovløs lov
Det er absurd at være vidne til, at vi i det danske velfærdssamfund har en lov som i virkeligheden er lovløs.

Man behøver ikke at følge loven, ej heller stå til ansvar for den. Der er heller ingen konsekvenser for at bryde den. I realiteten er det nærmere et regelsæt end en lov. Og regler behøver man åbenbart ikke at følge.

Forestil dig hvis ingen fulgte færdselsloven. Forestil dig hvilken verden vi så ville leve i. Det ville ende med at blive det rene anarki!

Hvis ikke vi tænker os godt om, lytter til vores sunde fornuft, følger vores hjerte og handler ud fra hvad vi mener, er etisk forsvarligt, så tror jeg en dag vi alle vågner op med en rigtig dårlig smag i munden!

For at beskytte børnene er alle navne i artiklen opdigtet, og af samme årsager er institutionen anonym.