Psykiatri
Så normal som muligt
Når unge lander i Slusen i Kolding, har de ofte brugt flere år på at flakke fra den ene institution til den anden. I Slusen er målet at skabe en hverdag så tæt på et almindeligt ungdomsliv som muligt - på trods af diagnoser og domme
Af Bille Sterll, redaktionen@sl.dk
På tavlen i køkkenet har en af de tidligere beboere skrevet en besked, da hun var på besøg forleden:
"Hej Alle sammen. Savner jer meget. Pas nu godt på jer selv. Mange kys og kram."
Den store hvide funkisvilla ligger midt i Kolding, kun få minutters gang fra banegården og byens butikker. Det er en del af hele ideen bag Slusen, som er hjem for seks unge i alderen 15 til 22.
Mangler de en pakke smøger, kan de lige smutte op efter den. De kan gå i skole blandt andre unge på byens VUC og søge job i lokale butikker eller børnehaver. Fredag aften kan de gå i byen, hvis de har energien til det.
- Vi prøver på at skabe et liv så tæt på et normalt liv for unge som muligt. Det er vigtigt, at de kommer ud af det her system og etablerer nogle relationer til andre på samme alder. Samtidig skal de genetablere en ordentlig relation til deres tidligere netværk, hvis det er muligt, siger Ib René, som er daglig leder af Slusen.
I den store brune lædersofa i stuen sidder Andreas og Lotte. De har det til fælles, at Slusen langt fra er deres første ophold udenfor hjemmet. Begge er de i årevis blevet kastet rundt mellem psykiatriske hospitaler, psykologer, børnehjem og behandlingssteder.
- Her får vi lov til det, andre unge gør. Vi holder fester og hygge os. Det gjorde vi ikke, de andre steder, jeg har været, siger Andreas. Flyttet fra sted til sted Siden 7. klasse har en DAMP-diagnose sendt Andreas rundt i systemet. På et tidspunkt blev han anbragt på den sikrede institution Koglen, som primært huser unge kriminelle. - Der ikke var andre steder. Men det gik ikke så godt, så jeg røg ud i et sommerhus med to pædagoger. Jeg havde ingen forbindelse til omverden. Det bliver man altså skør i hovedet af. På det sidste opholdssted, jeg var, var jeg den ældste. Så det var en befrielse at komme herhen. Her er vi jævnaldrende, fortæller han.
Ved siden af sidder Lotte, som har diagnosen skizofreni:
- Da jeg var 15, begyndte jeg at se alle mulige ting. Jeg var indlagt et halvt års tid på en voksenpsykiatrisk afdeling, og bagefter kom jeg på en institution, som var helt ny. Der var ikke så meget styr på det, så det var lidt noget rod. Jeg var den eneste pige sammen med 11 drenge, som alle var yngre end mig.
Siden kom Lotte på andre institutioner, hun boede for sig selv en overgang og hos en plejefamilie.
- Det sidste stykke tid, før jeg kom herop, boede jeg på gaden. Jeg fik valget mellem at tage på højskole eller bo på gaden. Så jeg boede på gaden, indtil kommunen fandt det her. Her er rigtig godt. Det er godt at være sammen med jævnaldrende, og jeg synes, folk her er gode til at tage imod. Jeg følte mig virkelig lukket ind i varmen. Her er heller ikke så institutionsagtigt, mere som et bofællesskab med ansatte, som ser efter os, siger hun. Gik helt ned før nogen greb ind Både Lotte og Andreas synes selv, at de i lang tid gjorde alt hvad de kunne for at vise omverden, at den var gal. Men ingen greb ind.
- Jeg pjækkede så meget. Jeg havde bare en seddel med, hvor der stod, at jeg havde ondt i maven. Når jeg endelig var der, sad jeg langt tilbage i klassen og sagde ikke noget. Hvis man sidder stille og holder mund, så sker der ikke noget. Hvis man var vild og besværlig, så skete der måske noget, mener Lotte.
Andreas indskyder:
- Det var så sådan, jeg var. Jeg slog de andre og mobbede dem. Jeg slog min lærer en gang. Men det var fordi, han slog mig. Så fik han sgu en igen. Men der skete heller ikke noget. Jeg kom bare op til rektor.
- Jeg tror, man skal helt ned, siger Lotte.
- Det var i hvert fald min oplevelse. Jeg skulle helt ned, før de fandt ud af noget. Jeg har fået det meget bedre, efter jeg kom her. Jeg får tryghed og omsorg og følelsen af, at jeg er noget værd. Det har rykket rigtig meget, siger hun. I byen med vennerne De unge bor på Slusen i et til to år. De unge er selv med til at få huset til at fungerer: de køber ind, laver mad og gør rent på skift.
Ved siden af arbejder Andreas i en SFO, og Lotte skal begynde at gå i skole på VUC. Hun skal tage 8. klasse.
- Det er svært at knytte kontakter ude i byen. Men det er også svært for en rask ung at være ny i håndboldklubben. En god vej ind er VUC. Der er også plads til de lidt skæve. Derfor har vi bevidst valgt, at skolen foregår ude sammen med andre på normale uddannelsessteder, fortæller Ib René.
Fælles aktiviteter lægger beslag på to aftener om ugen, hvor de unge sammen går til motion og pistolskydning. Ifølge lederen gør det dem bedre til at koncentrere sig.
Resten af aftenerne kan de unge gøre som de vil; de skal bare være hjemme klokken 22.
Stofmisbrug er lig med udsmidning, og alkohol er kun tilladt til Slusens fester, eller hvis medarbejderne går med ud på cafe en aften.
Tit sætter kommunen dem ud på et værelse, hvor der kommer en medarbejder og besøger dem en gang eller to om ugen. Det har jo intet med udslusning at gøre
Ib René, leder, Slusen
- Vi kan ikke sikre os, at de ikke går på druk ude i byen. Men vi forsøger at opbygge en kultur her i huset, hvor de selv påvirker hinanden. De har måske hørt fra tidligere beboere, at det ikke er særlig smart at drikke for meget, når man er på medicin. Det er ikke fordi de ikke må, men de fleste orker det ikke. De har det slet ikke godt nok til det, siger Ib René.
Slusen henvender sig især til unge med psykiske lidelser. Men her bor også raske unge, som for eksempel er idømt ungdomssanktion. Det er helt bevidst: De kriminelle møder andre unge, som ikke er kriminelle, og de syge møder raske jævnaldrende.
- Unge har brug for andre unge at spejle sig i. Så vi har ikke kun syge unge. Det er ikke som på hospitalet. De tungere psykiatriske patienter har lidt sværere ved at fastholde sig selv i et sygdomsbillede, når her også er andre unge, som ikke skal have medicin hele tiden. De påvirker og spejler hinanden, siger Ib René.
Kolding er en by med mange muligheder for at tage en uddannelse. Og netop placeringen midt i byen betyder, at flere af de unge ender med at blive i Kolding, selvom de kommer langvejs fra. Ifølge Slusens leder bliver fire ud af fem i byen.
- Nogle er så syge, at de aldrig får en "normal" tilværelse. Men efter min mening kunne mange flere få det, hvis de fik den rigtige behandling. Målet er, at de unge skal have et normalt liv. Men det har vi meget dårlige erfaringer med her i Kolding, hvis ikke vi følger op. Tit sætter kommunen dem ud på et værelse, hvor der kommer en medarbejder og besøger dem en gang eller to om ugen. Det har jo intet med udslusning at gøre, mener Slusens daglige leder.