Rapport
Unge sindslidende lades i stikken
Tilbuddene til psykisk syge unge dækker sjældent de unges behov. Tilbuddene er for få - og for tilfældige. Mange unge forsøger at klare sig selv og ender med at stå elendigt rustet til uddannelse og arbejde. Det viser en rapport, Socialministeriet ikke vil offentliggøre
Af Bille Sterll, redaktionen@sl.dk
Først og fremmest vil de være unge - og være sammen med andre unge. De vil feste og tage på Roskilde Festival, og de drømmer om uddannelse og fremtid.
Unge med psykiske lidelser tænker sjældent på sig selv som syge. Men systemet ser dem ikke som unge. De fleste tilbud til psykisk syge unge tager slet ikke udgangspunkt i de unges liv og hverdag.
I stedet må de unge tilpasse sig systemet. Og alt for ofte bliver de spist af med medicin og et værested, sammen med langt ældre psykisk syge.
Både professionelle og de unge selv mener, at det er meget uheldigt.
Det viser en rapport om indsatsen over for unge sindslidende, som Socialministeriet ikke vil offentliggøre.
Rapporten "Kan det gøres bedre?" peger på flere områder, hvor amter og kommuner må til lommerne, hvis indsatsen skal matche de unge sindslidendes behov. Af samme grund ønsker Socialministeriet ikke at offentliggøre rapporten.
Socialpædagogen har imidlertid fået aktindsigt i rapporten, som kortlægger indsatsen over for unge sindslidende i alderen 15 til 25 år i to jyske amter samt i hovedstaden.
Konklusionerne er lige så lysende klare, som de er nedslående: Et stort antal unge med psykiatriske diagnoser bydes et utilfredsstillende liv i udkanten af det almindelige samfund. Mange af dem har haft et elendigt skoleforløb, og de har svært ved at klare en uddannelse.
Med enkelte undtagelser dækker indsatsen slet ikke de unges behov, og mange unge med psykiske lidelser er ukendte i de lokale socialpsykiatriske tilbud.
Kun ganske få tilbud er målrettet unge. I stedet må de unge tilpasse sig, og tit er et værested forklædt som cafe det eneste tiltag i området. Mange unge får ligefrem en forkert behandling eller ender med at vælge den helt fra.
Endelig strander de gode erfaringer fra de vellykkede steder, der også findes, i ingenmandsland. Erfaringer og viden udveksles hverken på tværs af faggrupper eller kommunegrænser.
Den nyudnævnte socialminister Eva Kjer Hansen (V) erkender, at der mangler tilbud til de unge.
- De skal have muligheder for at skabe kontakter og netværk. De skal have nogle sociale sammenhænge. Alle mennesker har brug for relationer, oplevelser og samvær med andre for at have det godt. Her er så nogle unge, som har sværere ved at etablere de kontakter end andre. Derfor skal der afsættes ressourcer til det, siger hun til Socialpædagogen. Ender på forsorgshjem Såvel behandlere og pædagoger rundt omkring på institutionerne som ledende medarbejdere i forvaltningerne møder flere og flere unge med ganske alvorlige symptomer.
De passer hverken det ene eller andet sted - og stederne passer ikke til dem. Mange driver rundt fra det ene behandlings- eller bosted til det andet, indtil de skyller i land på forsorgshjemmene, som tager flere og flere unge ind.
- Der kommer mange nu. Rigtig mange. De har boet på ungdomsinstitutioner, indtil de var 18 år, og så er de drevet rundt et par år på må og få uden at have noget at holde i overhovedet. De går fra psykiatriske tilbud, døgntilbud og botilbud indtil de så stiller her, siger Jørn Leth, forstander for forsorgshjemmet Skovvang i Ringkøbing Amt.
På Skovvang udgjorde de unge i 2003 en fjerdedel af de indskrevne på forsorgshjemmet. Året før lå de helt oppe på en tredjedel.
Og de er svære at have med at gøre. Skovvang har indrettet en mindre afdeling særligt til unge. Her kan de høre høj musik og gå sent i seng uden at genere de andre beboere. Forstanderen vil ikke kalde det en kæmpesucces, men dog en slags succes. Det har fået de unge til at blive boende lidt længere, og det giver tid til at få kontakt til den unges sagsbehandler, familien eller psykiatrien.
Et helt nyt tiltag er Stafetten: Skovvang har ansat en sygeplejerske med mange års erfaring inden for psykiatrien til at gå på tværs mellem Skovvang og det psykiatriske system. Alligevel mener forstanderen ikke, de unge hører hjemme på forsorgshjemmet.
- Tilværelsen skulle jo gerne forme sig lidt anderledes for de her folk. Vi så helst, at de unge ikke kom på forsorgshjem overhovedet, men der er ingen andre, der vil ha' dem. Kort og godt. Der er ingen tilbud til dem, siger Jørn Leth. Vælger væresteder fra Det problem vil socialminister Eva Kjer Hansen gerne være med til at løse.
- Unge psykisk syge skal ikke bo på forsorgshjem, de skal have en mere permanent løsning, så de kan komme videre med deres liv. Det er jo ikke holdbart, hvis det eneste, de kan finde er en plads på et forsorgshjem. Det vil jeg gerne se nærmere på, siger hun.
I Kolding efterlyser lederen af bostedet Slusen også flere tilbud til unge. Slusen har plads til seks unge i alderen 15 til 22 år.
- Her i Kolding har vi Vækststedet. Det er åbent for alle, men det er kun folk over 35, som kommer. De unge bliver mere syge af at sidde og se på 20 ældre psykisk syge. Mange ældre psykisk syge er mere eller mindre gået i stå. De har ingen muligheder for at ændre deres sygdomsbillede. Det kan de unge jo, hvis vi får dem tidligt nok.
Men der er alt for få steder, som er gearet til unge. Der er slet ikke tilstrækkelig opmærksomhed om deres behov. Hvorfor er der for eksempel ikke et sted her i Kolding, hvor yngre tidligere psykiatriske patienter kan mødes?, spørger Slusens leder, Ib René.
I Lemvig havde de psykisk syge et værested, forklædt som cafe. De unge sindslidende kom stort set aldrig i cafeen. Kommunen var klar over, at cafeen ikke gav nogen mening for dem, men først da kommunen gik ud og spurgte de unge om deres behov og bagefter indrettede sig efter dem, var der gevinst.
- Konklusionen var, at der var brug for noget andet, end det vi havde. Et tilbud, som var meget mere udviklingsorienteret. Det er skræmmende for [unge] at se ældre sindslidende sidde i en fastlåst situation, for eksempel i cafeen. Efter nogle enkelte besøg siger de unge: Det er ikke noget for os, vi bliver mere deprimerede end vi er i forvejen, siger en afdelingsleder i Lemvig i rapporten "Kan det gøres bedre?".
I stedet har kommunen lavet en ordning, hvor der kommer en medarbejder ud, som kan guide den unge. De unge vil det samme som andre unge; de vil høre musik og gå på café, og det hjælper guiden med. Den særlige indsats for unge kan vare helt til den unge fylder 25; og det har givet færre problemer med unge, der falder igennem i overgangen mellem børne- og voksensystemet. Kun for gymnasieelever Det er langt fra nogen selvfølge, at kommunen har et særligt tilbud til de unge. Mange kommuner har end ikke gjort sig særlige overvejelser om, hvordan de vil håndtere unge sindslidende. I Ringkøbing og Vejle amter svarer 70 pct. af kommunerne nej til spørgsmålet om, hvorvidt kommunen havde en nedskrevet handleplan, ambition eller politik overfor unge med psykiske lidelser.
Udover store forskelle mellem forskellige egne af landet, er nogle tilbud også kun for bestemte grupper af unge. For eksempel har flere amter en åben psykologisk rådgivning for eleverne på amternes gymnasier. Ifølge rapporten udgør de et godt og væsentligt tilbud, som de unge kan bruge til noget.
I Ringkøbing amt lægger psykolog Irene Roued Thomsen øre til gymnasieeleverne. Og det er langt fra de sædvanlige teenagehistorier om kærestesorger eller plagsomme forældre, de kommer med.
- De unge, jeg møder, har næsten altid symptomer som dem vi kender fra psykiatrien: de kan være selvskadende, for eksempel skærer de i sig selv, de lider af spiseforstyrrelser, angst eller nogen gange hallucinationer. Det ser også ud til, at flere lider af depressioner, fortæller hun.
Hun er i løbende kontakt med 25 unge. Nogle kan nøjes med en anonym snak over telefonen, for andre åbner telefonrådgivningen for et længere forløb. Først når en elev har brug for flere end fem samtaler, begynder psykologen at føre journal.
- Vi har set en generel optrapning over nogle år. Ungdomsrådgivningerne oplever den samme tendens. Vi ser flere unge, især piger, som skærer i sig selv. Vi har flere i længere forløb. For et par år siden var det knap en femtedel. Nu er det op mod en tredjedel af dem, der henvender sig, som får over fem samtaler, siger Irene Roued Thomsen.
Hun er ansat på fuld tid til at lytte til eleverne på de otte gymnasier i amtet. De tekniske skoler har valgt at stå udenfor ordningen. Her må de unge med andre ord klare sig selv.
I de områder, rapporten ser nærmere på, Ringkøbing og Vejle amt samt Københavns Kommune, findes der stort set ingen rådgivning til unge, som vælger en håndværksuddannelse. Kan det gøres bedre? Rapporten "Kan det gøres bedre?" kortlægger indsatsen i to jyske amter, Vejle og Ringkøbing, samt i Københavns Kommune overfor unge i alderen 15 til 25 år, som enten har eller er i risiko for at udvikle en psykisk sygdom.
Det er det tidligere Formidlingscentret Storkøbenhavn - nu en del af Vidensog Formidlingscenter for Socialt Udsatte, som har lavet rapporten for Socialministeriet. Rapporten udkom sidste år, men ministeriet har valgt at betragte den som intern. Derfor er den ikke offentliggjort.
80 forskellige medarbejdere fra både forvaltninger og institutioner er blevet interviewet i forbindelse med undersøgelsen. Desuden har samtlige kommuner i Ringkøbing og Vejle amter modtaget et spørgeskema. Ud af 34 kommuner i svarede de 20.
Rapporten anbefaler blandt andet: Den målrettede indsats til unge skal prioriteres.
Hjælp og støtte kan med succes integreres i uddannelse, job og bolig. Tilbud, der arbejder på tværs bør udvikles. Kendskabet til de gode indsatser skal spredes.
Flere tilbud om forebyggende samtaler for unge.
Socialministeriet har valgt at betragte rapporten som intern. I et notat fra ministeriet hedder det blandt andet:
"Baggrunden for denne indstilling er, at rapporten på visse punkter stiller forslag om øgede indsatser, og vi p.t. ikke har finansieringsmuligheder til at dække forslagene."
Samtidig med rapporten "Kan det gøres bedre" fik ministeriet lavet en anden rapport, "Ungdom eller sindslidelse", som består af interviews med 20 unge sindslidende. Den blev imidlertid offentliggjort.
Nuværende socialminister Eva Kjer Hansen (V) har arvet rapporten fra sin forgænger, og har altså ikke været inde over beslutningen om at lægge den ene rapport i skuffen.
- Det, jeg har fået oplyst er, at den ene rapport egnede sig bedre til formidling, mens den anden mere var et arbejdsredskab. Der var ikke grund til at sende to rapporter ud, som behandlede det samme område, siger socialministeren.
Hent rapporten "kan det gøres bedre"
Hent resume af rapporten