Grønlandsk patienthjem
Kalaallit Peqqissartut Illuat
Når grønlandske patienter skal undersøges eller i behandling, bliver de fløjet til Danmark, hvor personalet på Det grønlandske Patienthjem står klar til at hjælpe dem med alt fra at finde rundt i København til en ren seng og et trøstende ord. De to socialpædagoger på hjemmet har en unikt arbejde, mener de
Af Uffe Rasmussen, redaktionen@sl.dk
Sæler, is og store vidder i Grønland er langt væk fra villavejen i Brønshøj i København. Biler og lastbiler kværner forbi på den grå asfalt på en af Københavns største indfaldsveje, forbi ejendommen i røde mursten.
"Kalaallit Peqqissartut Illuat Det grønlandske Patienthjem", står der på et hvidt skilt ved indgangen. Her arbejder socialpædagogerne Helle Andreassen og Bolethe Møller med at gøre livet lettere for 800-1000 grønlandske patienter, som hvert år sendes fra Grønland til Danmark.
Socialpædagoger, sygeplejersker, assistenter, hjælpere og socialrådgiver på patienthjemmet tager imod de patienter, som det grønlandske sundhedsvæsen må henvise til Danmark.
- Der er ikke så mange specialister i Grønland. Byerne ligger meget spredt, og man kan ikke køre fra by til by. Hvis man skal sende specialister til alle byer, skal det være med fly eller helikopter, og det er for dyrt, forklarer Helle Andreassen.
Personalet på patienthjemmet sørger for mange praktiske ting for patienterne, som for manges vedkommende ser højhuse, lyskryds og biler for første gang. Personalet henter patienterne i lufthavnen helt oppe ved gaten, så ingen farer vild, de kører patienterne til og fra undersøgelse og behandling, og de sætter patienterne på et fly hjem igen, når de har afsluttet deres behandling. Nogle bliver i Danmark i få dage, andre flere år.
Det stiller store krav at være ansat som socialpædagog på hjemmet, mener både Bolethe Møller og Helle Andreassen.
- Danskere kan ikke arbejde som pædagog her. Vi er så tæt på patienterne, at det er nødvendigt at kunne tale og forstå grønlandsk for at arbejde her. Det er også vigtigt at kende den grønlandske mentalitet, siger Helle Andreassen, der lige som Bolethe Møller er født i Grønland.
- Vi oplever, at vi både skal fungere som pædagog, sygeplejerske, psykolog, tolk og underholder. Vi skal hjælpe dem med alt, siger Helle Andreassen, som har været på hjemmet siden 1992.
- Vi er også gartnere, føjer Bolethe til med et smil og peger på de blomsterkummer, der står på verandaen. Alene med sygdom De viser rundt på hjemmet, som er et tidligere plejehjem i fem etager midt i et villakvarter. Patienterne bor på værelser.
Overalt på gangenes vægge hænger malerier, billeder og tegninger fra Grønland. En fanger harpunerer en hval fra sin båd. To isbjørne troner foran et bjerg. Grønlændere i farvestrålende dragter af sælskind.
Alle skilte er både på grønlandsk og på dansk. Personalet på patienthjemmet gør meget ud af, at patienterne skal føle sig så meget hjemme, som de nu kan, når de er 4500 kilometer væk hjemmefra for at få en diagnose, den rigtige behandling eller vente på en ny lever.
Mange patienter oplever turen til Danmark som barsk. De fleste rejser alene til Danmark. Mange patienter får først diagnosen, når de er i Danmark. De får at vide, at de har en livstruende sygdom og skal blive her, til de er raske igen. Eller de får at vide, at de må blive her, til de kan få en ny nyre.
- Det er meget psykisk belastende for en patient at være alene hjemmefra i en ny kultur og uden familie og venner, samtidig med, at de er syge, forklarer Helle Andreassen.
Mange bliver her i lang tid, hvis de for eksempel skal vente på en ny lever, skal i dialyse på grund af en svigtende nyre eller skal vente på en ly lever.
- Vi har nogle, som bor her på femte år uden familie, venner og den grønlandske natur. De har det svært her, siger Helle.
For en lille gruppe patienter, er det særligt hårdt. Nyrepatienter, som ikke kan få renset blod i Grønland. Hjerte- eller leverpatienter, som venter på et nyt hjerte eller en ny lever.
- De har intet valg. De må blive her, hvis de vil leve. Hvis de tager hjem, dør de. Men de lever halvt, for de savner deres familie, kultur og natur, siger Helle Andreassen.
Den gruppe patienter bliver triste, når de ser andre patienter gøre sig klar til at rejse hjem efter endt behandling. Men så må pædagogerne gøre deres bedste for at muntre dem op.
- Jeg siger til dem, at en dag bliver det også hendes eller hans tur til at komme hjem, fortæller Helle Andreassen.
Arbejdet kan være psykisk hårdt for de to pædagoger, fordi patienterne ofte får det psykisk dårligt efter en alvorlig kræftdiagnose, i et svært behandlingsforløb eller på grund af ventetiden.
- Vi skal være psykisk stærke for at arbejde her, fordi mange har så alvorlige sygdomme og er alene uden familie eller venner. Man skal ikke sige meget forkert, før de reagerer voldsomt, siger Helle.
De er meget tæt på patienterne, som ofte har brug for en, der vil lytte til dem og bare være der, når de er triste og ensomme.
- Ofte er vi deres eneste "familie" her i Danmark. Vi kan sidde og drikke kaffe og lytte til dem. Eller vi kan bare være til stede sammen med dem. Grønlændere bruger meget bare at være her og ikke sige så meget. Vi kan også tage en af beboerne med på en tur i byen, hvis vi ved, vedkommende har det særlig svært den dag, fortæller Helle. Hjælp til alt To røde pølser er efterladt i en gryde på komfuret i patientkøkkenet på 2. sal. På køkkenbordet oser en ammassat. Det er en tørret fisk, som man skærer hovedet af, før man spiser resten. På anden etage står tre kummefrysere. Helle Andreassen løfter låget og hiver et par poser op. I en af dem ligger røde stykker kød. Det er rensdyr, som en af patienterne har taget med fra Grønland. I en anden pose er en masse ammassat'er mast sammen.
En dansk kok sørger for dansk mad med masser af salat og grøntsager, men det er ikke just hverdagskost for grønlændere.
- Mange af patienterne siger, at de kun får blade og blomster at spise her. Men grønlændere spiser sig mætte i kød, siger Helle.
Patienthjemmet er fuld service, fra patienten ankommer, til de tager hjem igen.
- De skal hjælpes med mange ting. Vi skal vise dem, hvordan de køber ind, vi skal hente og bringe dem til hospitalet, for ellers kommer de aldrig derind. Vi skal oversætte for dem og hjælpe dem med at hæve penge.
- Mange grønlændere har ikke været i Danmark før og kan ikke finde ud af at færdes i trafikken. Her er biler og lyskryds. Nogle gange er vi på udflugt med 20 af patienterne gennem byen, og så kan vi risikere, at vi har dem alle til at følge lige efter. Så hvis et lyssignal skifter fra grønt til rødt, fortsætter hele slangen af mennesker uanfægtet efter os, selv om der er rødt, fortæller Helle Andreassen.
Hun er selv født i Qaqortoq i Grønland og uddannet der. Men hun har boet i Danmark i mange år.
- De har ikke overblikket over trafik. I Grønlands hovedstad Nuuk er der ét lyskryds. Derfor er det vigtigt, at vi kan hjælpe dem, fortæller Helle Andreassen. Livsnødvendigt at kende sygdomme Socialpædagogerne skal kunne læse og forstå hver eneste patients journal, så de ved, hvad patienterne fejler.
- Vi skal ikke risikere, at en af dem dør på en udflugt. Nogle patienter tror, de kan klare alt, men vi skal være opmærksomme på, hvad den enkelte kan holde til, siger Helle Andreassen. De samarbejder med Patienthjemmets sygeplejersker, hvis de er i tvivl om noget. En vigtig del af deres arbejde er også at underholde patienterne. Tiden kan synes meget lang, når man er i et fremmed land og ikke aner, hvornår man kan komme hjem igen. Derfor sørger Helle Andreassen og Bolethe Møller for udflugter til blandt andet Amalienborg, Legoland, Tivoli i København eller bare til stranden. Men det bliver altid uden badetøj, uanset hvor meget solen brænder.
- Mange grønlændere vil bare sidde og dufte til vandet og se på bølgerne i tavshed. De savner vandet i Grønland, fortæller Helle Andreasen.
Men pædagogerne skal også sørge for, at nål og tråd i håndarbejdsstuen kommer i sving. Mange patienter elsker at lave håndarbejde, mens andre skal skubbes i gang, hvis humøret er dårligt på grund af en trist dag på hospitalet. Det grønlandske Patienthjem: Patienthjemmet tager imod alle kategorier af patienter som for eksempel kræft-, protese-, nyre-, hjertepatienter. 800-1000 patienter og ledsagere bruger Det grønlandske Patienthjem hvert år.
Huset har både egen skolestue til børn, værksted til snitning af hvalben og slibning af fedtsten samt eget billetkontor med to ansatte, der sørger for at booke patienternes flybilletter frem og tilbage til Grønland.
Det grønlandske hjemmestyre finansierer hjemmet.
Der er 45 opredninger og mulighed for 25 opredninger til ledsagere.
Patienter, der bor i længere tid på Patienthjemmet, kan under behandlingsopholdet ansøge sin hjemkommune om at få et familiemedlem til Danmark på besøg.
Et typisk patientforløb findes ikke. Men et kort forløb kan se sådan ud:
Hans tager til sin læge i den grønlandske bygd. Lægen henviser til hospitalet i Nuuk, men her konstaterer lægerne, at det er nødvendigt at sende Hans videre til Danmark til yderligere undersøgelse. I Danmark henter folk fra Det grønlandske Patienthjem Hans og sørger for transport, indkvartering og hjælp til mange ting. Hans kommer til undersøgelse på Rigshospitalet og får at vide, at alting nok skal ordne sig. Men der skal tre behandlinger til, før Hans igen kan komme tilbage til Grønland. Imens bor Hans på Patienthjemmet, til den dag Hans får at vide fra lægerne, at han nu er rask og kan komme hjem igen. Dagen efter sidder Hans igen på et fly fra Greenland Air.
Et langt forløb kan se sådan ud:
Lægerne i Grønland må sende Ane videre til Danmark til flere undersøgelser. Ane kommer med flyet og hentes i lufthavnen og indlogeres på Det grønlandske Patienthjem. Ane kommer til undersøgelse på Rigshospitalet, hvor Ane får at vide, at nyrerne er holdt op med at rense blodet for affaldsstoffer. Derfor skal Ane i dialyse og have en maskine til at rense blodet. Det skal ske tre gange hver dag. Ellers dør Ane. Nogle patienter kan lære at posedialysere sig selv i sit eget hjem i Grønland. Men andre nyrepatienter kan ikke og må derfor blive i Danmark for at overleve. Ane må bo på Patienthjemmet og kan først komme hjem, når en ny nyre kan indopereres. Det kan vare flere år. Familien og vennerne må blive i Grønland, med mindre de selv eller hjemkommunen kan betale for transport og ophold i Danmark. |