Kongres 2004
Vi skal svinge det tveæggede sværd
Den socialpolitiske udvikling rummer masser af faldgruber med økonomi-tænkning og effekt-fiksering, men der er også muligheder for udvikling og en styrkelse af faget
Af Jens Nielsen, redaktionen@sl.dk
Der er ingen, der er entydigt gode, der er flere direkte negative - og så er der dem, der rummer både farer og muligheder.
Sådan lyder den overordnede bedømmelse af de seks hovedtendenser i den aktuelle socialpolitik, som SL's socialfaglige afdeling har lavet til baggrundspapiret til temadagen på kongressen. Seks tendenser, der ikke peger i samme retning, men tværtimod trækker hver sin vej, og ofte sætter socialpædagogerne under det, der på nydansk hedder krydspres:
Der er den økonomiske tænkning med grundtakstmodellen og skattestoppet og de begrænsninger, det giver. Tankegangen er, at det sociale område og den social indsats kan styres helt ned i detaljen med politiske og økonomiske redskaber.
Der er udbredelsen af standarder, der sænkes ned over snart sagt alt socialt arbejde, og som sikrer nogle minimumsstandarder og en mulighed for at måle sit arbejde. Men som også risikerer at ende som laveste fællesnævner og færre tilbud til de svageste og sværest stillede.
Der er centraliseringen, som samler de mindre enheder i større - med den fordel, at det kan styrke de faglige miljøer på arbejdspladserne, og faren for, at det ender i stordrift og gen-institutionalisering.
Der er specialiseringen, der er udløst af den stadigt mere detaljerede viden og et stigende antal forskellige diagnoser, og som skærper kravene til socialpædagogernes faglige niveau og udvikling.
Der er kravet om nærhed i indsatsen, hvor hjælpen og støtten i individualiseringens navn skal gives så tæt på borgeren som muligt.
Og så er der den stigende fokus på retssikkerheden, som øger kravet til brugerkontakten og ændrer nogle socialpædagogers arbejde i retning af være formidlere, bindeled mellem borgeren og systemet og garanter for at retfærdigheden sker fyldest. Nye tider, nye alliancer - Det siger sig selv, at de forskellige socialpædagogiske arbejdsområder mærker tendenserne med forskellig styrke, men tilsammen udgør de udfordringerne, som SL og medlemmerne står over for i de kommende år, siger Vagn Michelsen, leder af socialfaglig afdeling i SL. Og i forvejen er der rokket ved hele fundamentet for faget, mener han:
- Overordnet kan man sige, at magten er ved at blive taget fra professionerne. Mens velfærdssamfundet blev udviklet, var der en alliance mellem socialpædagogerne som faggruppe og brugerne - det var sådan en front i forhold til beslutningstagerne. Nu er det politikerne, der har allieret sig med brugerne, mens vi som socialpædagoger hele tiden skal bevise vores værd. Og det er ikke kun os - selv overlægerne i deres hvide kitler har mistet magt til embedsmændene.
Men gør summen af tendenser og forvirringen af signalerne ikke, at det bliver umuligt eller i hvert fald meget svært for SL at tale med én stemme?
- Det er klart, at der skal kæmpes på flere fronter, fordi der både er farer og muligheder. Der er ikke tvivl om, at evalueringer og effektmålinger, og hvad det nu hedder, er et nyt styringsredskab, som kan bruges mod os - men vi må selv bruge det som en mulighed for at opnå faglig udvikling og styrke det socialpædagogiske arbejde ved at spille med og bevise, at vores indsats både nytter og virker, siger Vagn Michelsen.
Er det ikke at lege med et tveægget sværd?
- Det kan du sige, men vi hjælper os selv ved at tale med på politikernes sprog, og vi kommer ikke uden om at overtage en del af den retorik, forvaltningerne bruger. Dobbeltblikket Men hvad er SL's rolle så? Hvordan skal socialpædagogerne undgå selv at blive ramt af sværdet?
Vagn Michelsen mener, at SL skal presse på og være med til at skabe de sammenhænge, som kan samle den socialpædagogiske viden og forskning - dels fordi det er dumt at opfinde den dybe tallerken mange gange, dels fordi en stærkere vidensopsamling kan være med til at befæste faget og socialpædagogernes position i det socialpolitiske landskab.
- Den sidste medlemsundersøgelse viste, at medlemmerne efterlyser en autoritet, som kan forankre den socialpædagogiske viden. På seminarierne bildte vi os i gamle dage ind, at det var os, der var den instans - det siger medlemmerne nu, at det ikke var[2026], smiler han.
Som et eksempel på den slags arbejde peger Vagn Michelsen på den kvalitetsdatabase, som SL er i gang med at opbygge sammen med DKK og Amtsrådsforeningen - en database over kvalitetsudviklingsprojekter rundt omkring:
- Det kan synliggøre projekterne, det giver god reklame og gør det muligt at lære af hinandens succeser og fejl.
Også strukturreformen giver nogle muligheder, som SL skal satse på - for eksempel gennem kraftcenter-tankegangen:
- Selvom kommunalreformen bestemt rummer risiko for økonomisering, så rummer den også muligheder. Jeg tror på opbygningen af kraftcentre, og at der kan skabes større kommunal fokus på værdien af vidensopsamling, når de nye, større kommuner får ansvaret for socialpædagogiske opgaver. Og det kan give muligheder for at udvikle nye socialpædagogiske opgaver, mener Vagn Michelsen.
Men det kræver så også, at socialpædagogerne ikke selv stirrer sig blinde på specialiseringen:
- Vi skal hele tiden have et dobbeltblik for indsatsen. Varen skal sælges på, at vi er gode til at levere det specielle, men vi skal hele tiden understrege, at specialindsatsen er et redskab til - hvis det er overhovedet er muligt - at bringe borgeren tilbage i normalsystemet. Vi skal så at sige stå ovre i det specielle og have blikket rettet mod det normale, siger Vagn Michelsen.