Kongres 2004
Ved vi - hvad vi kan
SL's medlemmer vil gerne dokumentere deres arbejde og have mere uddannelse, og SL må kaste sig ud i kampen om viden, hvis socialpædagogerne ikke skal komme i klemme i de sociale omkalfatringer
Af Jens Nielsen, redaktionen@sl.dk
SL's medlemmer vil gerne være med til at dokumentere deres arbejde, og de vil gerne måle effekten af deres indsats. Og mange af dem vil gerne lære mere og efter- og videreuddanne sig, og mange er villige til selv at betale for det.
På den måde er de på papiret alle arbejdsgiveres drøm, for rundt omkring i amterne og kommunerne er der i disse år ikke noget bedre end dokumentation, resultat- og effektmåling.
Men socialpædagogerne ved godt, at de ikke er særligt gode til at 'bevise' værdien af deres indsats. Og det med efteruddannelsen, ja, det er der altså ikke lige råd til ude i de skattestop-ramte kommuner. Og så må privatøkonomien træde til, hvis far eller mor skal have den diplomuddannelse.
På den måde er socialpædagogerne og faget fanget i et paradoks, hvor det er svært - både for den enkelte og for socialpædagogerne som faggruppe at få dagligdagens erfaringer forvandlet til viden og teori, der kan bruges af andre.
Men netop denne oversættelse - fra praksis til ny teoretisk viden og faglig udvikling - er afgørende, hvis socialpædagogerne skal bevare og udbygge deres position. Uden en klar markering af den socialpædagogiske viden kan faget komme slemt i klemme i de kommende års omkalfatringer på det sociale område. Og her har SL som faglig organisation en meget vigtig rolle:
- SL's opgave er i høj grad at vise, hvordan man får tingene til at hænge sammen: hvordan sammenhængen er mellem fagets udvikling, systematisk kompetenceudvikling, planlægning af uddannelserne og dokumentation og formidling af det socialpædagogiske arbejde, siger Torsten Erlandsen, der er uddannelsespolitisk konsulent i SL. Enestående - men på tynd is Forud for kongressens temadag har han været med til pege på de centrale dilemmaer, der er, når det handler om den viden, som skal være grundlaget for den faglige udvikling - og det handler blandt andet om socialpædagogernes opfattelse af sig selv som fagpersoner og om den manglende evne til at dokumentere:
- Der har været en selvforståelse blandt socialpædagoger af, at vi er noget helt for os selv. Vi ser os selv som pionerer, der klarer det, andre ikke kan klare, og vi har derfor en ideologisk og meget positiv beskrivelse af os selv, mener Torsten Erlandsen.
Når det handler om evnen til at dokumentere, handler det også om noget historisk:
- Socialpædagoger lærer ikke at beskrive deres arbejde på skrift - den socialpædagogiske tradition er mundtlig, siger Torsten Erlandsen.
Han peger på, at SL-medlemmerne gerne vil måle effekten af deres arbejde, men de har ofte ikke meget at gå udfra:
- Det er påfaldende, at vidensgrundlaget for mange, ja, nærmest de fleste socialpædagogiske foranstaltninger og aktiviteter er meget tyndt. Ofte hviler begrundelserne mere på tro end på viden. Det gælder både på gulvniveau - hvor socialpædagogerne arbejder - men det gælder også på det politiske niveau, hvor politikere og forvaltning udstikker rammer for hvilke og hvordan sociale problemer skal løses, siger Torsten Erlandsen.
Når der ikke er et fagligt forankret udgangspunkt for arbejdet, kommer den enkelte socialpædagogs holdninger derfor meget let til at blive et bærende element i fagligheden. Og det er igen med til at svække betingelserne for vidensdeling, mener han. Har SL mistet kontakten? At der er behov for konstant faglig udvikling - for den enkelte og faggruppen som helhed - er Torsten Erlandsen ikke i tvivl om. På det område halter socialpædagogerne efter andre faggrupper:
- Vi skal overveje, om ikke en højere specialisering skal være et krav til uddannelsen, eller om vi skal føre det ind som et krav i overenskomsten, at man skal efteruddannes løbende. Her ligger vi jo langt bagefter for eksempel sygeplejerskerne. En narkosesygeplejerske ville jo aldrig drømme om at arbejde med narkose uden at have fået en efteruddannelse og en specialisering på det felt, siger han.
- Socialpædagoger påtager sig uden at mugge selv de største udfordringer uden at stille modkrav om uddanelse, kompetenceudvikling og så videre, konstaterer han.
Men rigtig mange socialpædagoger er indstillet på at tilegne sig mere viden. Halvdelen af de studerende på de pædagogiske diplomuddannelser betaler for eksempel selv deres uddannelser. Det skal SL selvfølgelig rose dem for - men det er ikke udelukkende noget entydigt sundhedstegn, mener Torsten Erlandsen:
- På en måde er det jo foruroligende, at så mange selv er parate til at betale for deres diplomuddannelse. At der er så mange familier, hvor det er helt ok at sige, 'ja, nu er der ingen ferie det næste års tid, for far eller mor skal efteruddannes'. Betaler de selv, fordi arbejdspladsen ikke vil eller ikke har råd, eller betaler de selv, fordi de ser det som deres eget projekt? Det ved vi faktisk ikke, og derfor må SL spørge sig selv, om vi er ved at miste kontakten til de medlemmer, der føler behovet for efteruddannelse så meget, at de er klar til at yde den slags ofre. Kampen om viden Men skal SL da arbejde hen imod at være en vidensorganisation?
- SL er en fagforening, som skal varetage medlemmernes interesse. Og det er også medlemmerne interesse, at faget socialpædagogik plejes og udvikles. Det er jo ikke alt det, der udgives for viden, der er dokumenteret viden. I dag ser vi en stigende kamp om at definere, hvad der er viden, så SL skal være skarpere på vidensdelen. Vi skal gå mere direkte og hårdt ind i diskussionen om, hvad der er viden på det socialpædagogiske område, og SL skal arbejde politisk for, at forskningen sker på baggrund af de erfaringer, vores medlemmer har, mener Torsten Erlandsen.
Og det er også en opgave for den enkelte og for arbejdspladserne, påpeger han
- På landsplan må SL arbejde for vidensdeling, og på den enkelte arbejdsplads må man arbejde for, at vidensopsamling bliver en vedtaget proces - noget man gør som en naturlig del af arbejdet og som en del af en samlet indsats. Og når man som socialpædagog skal videreuddannes, så brug CVU'erne. På den måde kan man selv blive udviklet og samtidig sørge for, at der kommer noget respons - noget erfaring ude fra praksisverdenen - tilbage i uddannelsessystemet.