Synspunkt
Opråb til kommunerne
Opmærksomheden på de yngste børn, hvis eksistens er truet fra fødslen, er med ét slag forsvundet fra kommunernes side. Det vækker bekymring hos de tre forfattere, som til daglig er tilknyttet en specialinstitution for risikobørn
Af forstander Otto Bernt Juhl, klinisk psykolog Susanne Warlev og speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri Lene Lier, Bagsværd <br />Observationshjem , redaktionen@sl.dk
I Danmark har langt de fleste børn det godt og bor sammen med voksne, som elsker dem, støtter dem og hjælper dem i hverdagen. Heldigvis.
Men der er en mindre del, for hvem livet ser meget anderledes ud. Børn, som helt fra fødslen lander skævt på benene, og som har brug for en helt særlig hjælp og støtte, de ikke får fra deres forældre. Det er for eksempel børn af alkoholikere, narkomaner og psykisk syge. Dem, vi i professionelle kredse kalder risikobørn.
Som henholdsvis forstander, klinisk psykolog og speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri har vi dagligt at gøre med disse børn. Eller havde - for det er netop baggrunden for dette indlæg i debatten.
Vi er alle tre tilknyttet Bagsværd Observationshjem, der er en specialinstitution under Københavns Amt og ejes af organisationen Barnets Hus. Vi modtager børn i alderen 0-5 år, der er anbragt her for at blive observeret, undersøgt og beskrevet både pædagogisk og psykologisk. Børn, hvis fysiske, psykiske og sociale udvikling er truet i et omfang, der tidligt kræver en særlig indsats og hjælp.
Siden midten af 1980erne har vi set en stor opmærksomhed på disse børn - og især på spædbørnene - fra kommunernes side. Børnene blev tidligt "fanget" af systemet og sendt videre til institutioner som vores, netop fordi børnenes eksistens var truet.
Det billede er brat og pludseligt ændret. Siden 2002 har vi ikke fået henvist de helt små risikobørn, og det vækker vores bekymring. For ingen af os tror på, at samfundet med ét slag er blevet tømt for stofmisbrugere, alkoholikere og psykisk syge.
Derfor må vi spørge: Hvor er disse børn blevet af?
Vi tror på, de stadig findes derude i familierne. Vi tror på, at det er handlemønstret i kommunerne, som er ændret. Og vi er derfor vældig bekymrede for, hvad der sker med de børn. Skriger ved kropskontakt Som sagt er der tale om børn, hvis eksistens tidligt i livet er truet. Vi har at gøre med spædbørn, som allerede få måneder gamle undgår alle former for kontakt med omverdenen. Børn, som kaster sig tilbage og skriger, hvis de bliver taget op og holdt tæt til kroppen. Børn, som er så sarte, at de ikke kan finde ud af, hvornår de er trætte eller vågne, sultne og mætte. Børn, som slet ikke kan indgå i sociale relationer til andre. Og børn, som derfor kræver en helt særlig pleje og pædagogik.
Når de bliver lidt større - omkring et år - er de fleste ikke alderssvarende i deres udvikling, blandt andet sprogligt, de er svære at stimulere og kan ikke fordybe sig i nogle aktiviteter, fordi de ikke kan fastholde deres opmærksomhed. Det er en ond cirkel, hvor problemerne udvikler sig. De lidt større børn - 4-6 år - reagerer udadtil, er voldelige over for andre børn, savner empati og skal mandsopdækkes af pædagoger og psykologer.
Bliver der ikke taget hånd om dem lige fra starten er deres prognoser meget dårlige. Vi frygter, at disse børn udvikler svære psykiske forstyrrelser, fordi de oplever omsorgssvigt i hjemmet, og fordi deres problemer ikke bliver fanget og behandlet i tide. De bliver følsomme overfor verden omkring dem, udvikler følelsesmæssige og adfærdsmæssige problemer, Allerede i dag ser vi, at antallet af disse store "problembørn" er fordoblet. Børn, som ikke kan fungere normalt i samfundet - og som bliver nogle meget dyre børn. De børn, man hører om igen og igen. Ingen statistisk tilfældighed Når vi pludselig ikke længere ser de børn hos os, kunne man vælge at affeje det som en statistisk tilfældighed. Men det samme billede går igen hos andre observationshjem, så det er næppe tilfældet. Desværre.
Vores overbevisning er netop, at det er et billede på den socialpolitik, der føres i disse år. Fra politisk hold vil man have de sociale udgifter dæmpet, og kommunerne retter sig ind efter de meldinger og signaler, der bliver sendt fra Christiansborg. Det forplanter sig helt ned til den enkelte sagsbehandler i børne-familieafdelingen. Men den reelle beslutning og økonomiske prioritering er taget på et meget mere overordnet niveau, uden faglige hensyn til grund. Og børnene - de bliver bare synlige andre steder i systemet i stedet for. Ofte er det først, når de reagerer voldsomt udadtil, og det bliver tydeligt for enhver, at de har brug for hjælp, at der bliver reageret - og så er det ofte næsten for sent. Et spædbarn som skriger hele natten er der ingen, som tager alvorligt.
Vi tror også, at andre faktorer spiller ind - blandt andet opfattelsen af, hvad der er godt for børnene. For eksempel er det ikke godt for børnene at komme i familiepleje, er tendensen i disse år. Den politiske udmelding er: Bedst mulig støtte til barnet i hjemmet eller hos andre i familien. Samtidig er mange mor-barn- og andre familieinstitutioner blevet lukket.
Det vil sige, at den forebyggende indsats og støtten til disse familier er blevet nedprioriteret.
Fint nok, vil nogle sige. Men vores erfaringer viser desværre, at de mest belastede familier ikke har de ressourcer, der skal til - heller ikke blandt bedsteforældre eller andre, fordi de selv er belastede, ofte generationer tilbage. Det er ikke sikkert, man får et normalt barn ud af at sende det til undersøgelse på en institution som vores.
Men vi kan være med til at mildne de tidlige skader, så børnene netop ikke bliver meget udadreagerende og anti-sociale senere i livet. Vi er også med til at sikre, at de bliver placeret det rigtige sted, hvor de får den støtte og hjælp, de har brug for - og det giver dem et godt afsæt videre i tilværelsen. Formålet med institutioner som vores er jo netop, at barnet bliver observeret og undersøgt af professionelt personale for at undgå at problemerne vokser. Så kan det godt være, at de senere kan komme hjem til den mere plus-rettede del af familien. Men i de fleste tilfælde kan familien ikke varetage den opgave.
For det er netop vigtigt, at disse børn bliver anbragt rigtigt fra starten. Vi har set mange eksempler på børn, som er blevet anbragt tidligt i familiepleje, men familien har ikke magtet dem eller vidst, hvad de stod med i hænderne, så børnene er kommet ud til os eller på andre institutioner, og herfra ud i en ny familiepleje. Det er bestemt ikke hensigtsmæssigt. En god borgerlig opdragelse Som vi ser det, føres der en ideologisk krig med en grundlæggende tankegang om, at hvis børn får en god, borgerlig opdragelse, kan de nok rettes ind. Man kunne fristes til at citere psykolog Else Christensen fra Socialforskningsinstituttet, som i sin undersøgelse "7 års børneliv - Velfærd, sundhed og trivsel hos børn født i 1995" afslutningsvis skriver:
"En af grundene til, at mange børn ikke får en grundlæggende hjælp til at løse deres egne og familiens problemer, er formentlig, at man overser de mange mindre børn, der har det svært. Man regner måske med, at de vil vokse fra deres problemer, eller at de, hvis de får lidt mere opdragelse, når de bliver større, vil få det bedre eller at der på anden måde pludseligt opstår forbedringer."
Vi er ikke Det Store, Stygge Børneværn, som mener, at børn for enhver pris skal anbringes på institution eller i professionel familiepleje. Vi er fortalere for, at de får den hjælp, de har brug for. Og vi knytter vores virke til formålsparagraffen i Serviceloven, som siger, at vi skal yde en særlig indsats over for de børn, der har særlige behov for hjælp.
Vores håb er, at vi med dette opråb kan få kommunerne til at vende tilbage til en øget og tidlig opmærksomhed på disse familier. Og vi vil gerne holde socialministeren fast på, at de politiske intentioner om denne tidlige indsats over for de mindste børn ikke kun hives frem ved festlige lejligheder, men også udmøntes i praksis.