Socialpolitik

Kommunalreformen

Reform giver hård økonomisk styring

Slankning af velfærdssamfundet er den egentlige årsag til kommunalreformen, fremgik det af paneldebat på lederlandsmødet.

Af Kurt Ladefoged, redaktionen@sl.dk

Når kommunalreformen træder i kraft, vil udgifterne på socialområdet blive styret med hård hånd. Det var der enighed om blandt politikerne, da der var paneldebat på lederlandsmødets anden dag i Odense.

Samtidig kom det frem, at det er et ønske om at styre udgifterne til velfærdssamfundet, der er den egentlige årsag til kommunalreformen - og ikke så meget, om opgaven skal ligge i kommunen eller i regionen.

Udsagnet blev klarest formuleret af ledersektionens formand, forstander Ib Poulsen:

- Vi har i disse dage udtrykt en masse bekymringer over flytningen af de sociale opgaver til kommunerne. Men det jeg er mest bekymret over, er den måde reformen er blevet til på. Den skjulte dagsorden er måske, at man vil forsøge at slanke økonomien indefra .

- Det store politiske spørgsmål er jo, om vi vil betale for - eller synes, vi har råd til at

betale det, velfærdssamfundet koster. Derfor hænger det her meget mere sammen med økonomi, end hvor opgaven skal løses.

- Derfor er der med reformen lagt op til, at opgaven skal løses på en hel anden måde, sagde Ib Poulsen.


Selvfølgelig er det økonomien
Det gav politikerne ham ret i:

Flemming Christensen (SF), borgmester Vejle Kommune: - Selvfølgelig får vi en strukturreform for pengenes skyld. Alle ønsker flere ydelser af velfærdssamfundet, men det må ikke koste mere. Derfor vil vi komme under stort økonomisk pres. Denne økonomiske opbremsning ville også være kommet under en regering af en anden politisk farve.

Søren Thorsager (S), rådmand Odense Kommune: - For os som kommune vil det være et problem, hvis vi får en efterregning fra regionen, fordi der er overkapacitet på området. Jeg tror vi vil finde os i en planlægning med en vis overkapacitet, som vi vil være villige til at betale for. Men så vil vi også være meget kede af efterregninger.

- Derfor tror jeg også, vi må erkende, at der på visse områder vil opstå ventelister. Det tror jeg ikke vi kan blive helt fri for.

Kirsten Devantier (V), socialudvalgsformand Storstrøms Amt: - Jeg synes det er synd for reformen, at den skal hastes igennem på denne måde. Den virker ikke gennemtænkt. Men jeg er enig i, at det er nødvendigt at se på, hvordan vi driver den offentlige sektor rationelt og effektivt.

- Men vi må også erkende, at den berører vores dagligdag på det sociale område. Fra at være et kerneområde i amtet, bliver det socialpædagogiske område nu ét blandt mange konkurrerende områder i kommunerne, som må kæmpe om opmærksomheden. Derfor må I også gøre alt for at synliggøre det socialpædagogiske område.

- Jeg deler bekymringen hos dem, der er urolige over finansieringen af de særlige sociale opgaver, fordi regionerne ikke får selvstændig økonomi. Men vi prøver at gå ind og løse opgaven.

Mogens Seider, næstformand SL: - Grunden til min frustration er, at dansk socialpolitik åbenbart skal bringes ned på gennemsnitlig europæisk niveau. Udlægningen af særforsorgen var i sin tid en succes uden lige. Men får den udvikling lov til at fortsætte? Det kan jeg være bekymret for ikke bliver tilfældet.

- Mine bekymringer går på, at vi vil opleve en tiltagende afspecialisering og at de menneskelige relationer, der nu er i centrum for vores arbejdsindsats, skal omsættes til rene økonomiske kalkulationer.

 

En ny fælles ledersektion for både ledere og mellemledere i Socialpædagogernes Landsforbund stiftes den 12. marts næste år

Lederne har fået sved på panden efter det første halve år med ny kommunal struktur. De er blevet købmænd med priser på alle ydelserne. De er usikre på fremtiden og på, om fagligheden kan overleve i nye rammer. Men de er også glade for de nye udfordringer, viser forskningsprojekt

Kommunalreformen har ikke betydet, at barnet er kommet i centrum, som det ellers er politikernes mål, senest udtrykt i anbringelsesreformen. Tværtimod. Barnet er i høj grad skiftet ud med økonomien. Det er erfaringerne hos Allan Andersen, der er formand for Socialpædagogernes Ledersektion og leder på Børne- og Ungdomspensionen Østervang i Holstebro Kommune

På Pensionatet Hulegården i Brøndby har både medarbejdere og forstander Lars Nielsen oplevet kommunalreformen og de ændringer, der fulgte med, som en god vitaminindsprøjtning til deres arbejde med de fysisk og psykisk udviklingshæmmede beboere. Hulegården hører under Region Hovedstaden.

Konstitueret viceforstander Litha Tiufkær, Strandvænget, Nyborg, er bange for, at det efter kommunalreformen alene bliver overladt til lederne på de enkelte sociale institutioner at definere velfærden for den enkelte bruger.

Det er vanskeligere at bevare og forsvare specialiseringen inden for kommunernes egne rammer end i det tidligere Fynske Amt. Det er Tommy Neesgaards erfaringer efter at have levet kommunalreformen i et halvt år.

Lederne af de socialpædagogiske tilbud har indtil videre vidt forskellige erfaringer med kommunalreformen, viser ny undersøgelse. Nogle er meget positive over mødet med de nye kom­ muner. Andre er dybt frustrerede over mangel på information og udsigten til nedskæringer. Og mange forudser afspecialisering og en stramning af visitationsreglerne

Kommunalreformen giver ekstra arbejdstid til ledere i kommuner og amter. Også mellemledere i blandt andet SL må finde sig i længere arbejdsdage og arbejde hjemme

Se flere