Uddannelse og kompetenceudvikling

Politik

Utilfredshed med ny pædagoguddannelse

Dansk Folkeparti og regeringen er blevet enige om pædagoguddannelsens fremtid. Resultatet vækker hverken begejstring hos SL, BUPL eller PLS.

Af Maria Rørbæk, redaktionen@sl.dk

Langstrakte og flere gange dødsdømte forhandlinger om reformen af pædagoguddannelsen er endt med et kompromis.

De studerende får omlagt halvdelen af den ønskede praktiktid til SU-praktik, mens den anden halvdel fortsætter som lønnet praktik.

Det er resultatet af en aftale, som blev indgået mellem Dansk Folkeparti og regeringen kort før valgets udskrivelse.

Da den ene af uddannelsens tre praktikperioder allerede er SU-berettiget, indebærer aftalen, at to ud af tre praktikperioder i fremtiden kommer til at foregå på SU.

I fagforeningerne for pædagoger og pædagogstuderende bliver aftalen mødt med alt andet end klapsalver.

SL's næstformand, Mogens Seider:

- Det ligner et desperat forsøg på at redde undervisningsministeren, så hun ikke skal stå fuldstændig uden politiske resultater i den kommende valgkamp.

Formand for BUPL, Birgit Elgaard:

- Det er ikke logisk, at ministeren kun tager skridtet halvt. Og vi er meget bekymrede for, hvordan hun vil finansiere SU'en, som hun tidligere ikke har kunnet finde penge til.

Formanden for Pædagogstuderendes LandsSammenslutning, (PLS) Helle Bjerregaard, hæfter sig ved, at det er uklart, om de studerende indgår i normeringerne eller ej.

- Det virker som om, at vi skal stå til rådighed for praktikstedernes behov, og at der ikke bliver taget hensyn til vores behov som studerende. Hvis vi ikke får lov til at stå uden for normeringen i en SU-finansieret praktik, kan man vel næppe få øje på billigere arbejdskraft i Danmark end os.

Reformen af pædagoguddannelsen har været længe undervejs. Tidligere har undervisningsministeren selv foreslået SU i hele praktiktiden, men det strandede på problemer med finansieringen.

Fortalerne for en SU-finansieret praktik mener, at SUen vil give de studerende bedre muligheder for at lære, fordi de kan arbejde mere målrettet med studierelevante aktiviteter, når de ikke bliver lønnet som arbejdskraft.

Som ny undervisningsminister har Bertel Haarder overtaget ansvaret for reformen af pædagoguddannelsen. Han lægger stor vægt på danskundervisning og sprogstimulering

Praktik på SU, færre fag og mere tid til fordybelse er blandt de ønsker, undervisningsministeren har til fremtidens pædagoguddannelse. Fremtidens studerende skal have studenterhue eller noget, der ligner for at blive lukket ind

Se flere