Valgkamp

Ønskes: Ny regering

En lille sårbar gruppe betaler regningen for regeringens skattestop. Det kan vi ikke være bekendt, mener SL's formand Kirsten Nissen. Hun ønsker sig en ny regering ved folketingsvalget den 8. februar

Af Bille Sterll, redaktionen@sl.dk

På Verdensbankens liste over de rigeste lande på kloden ligger Danmark på en 8. plads. Men den lune placering spejler sig ikke i regeringens indsats over for samfundets svageste grupper, mener Socialpædagogernes formand Kirsten Nissen. Tværtimod har regeringens skattestop på væsentlige områder forringet indsatsen for nogle af de mest udsatte mennesker i landet.

- Nogle steder betyder det færre hænder. Andre steder kan den enkelte pædagog ikke længere give det samme tilbud. Der er skåret ned på fysioterapien til handicappede. Eller på forlystelserne. Brugere og beboere kommer ikke længere til koncerter eller i svømmehallen eller ud og dyrke sport. Skattestoppet har stor indflydelse på socialpædagogers muligheder for at udføre deres arbejde og alvorlige følger for den enkelte bruger, siger Kirsten Nissen.

Det er bare én af grundene til, at hun anbefaler socialpædagoger at stemme på oppositionen ved folketingsvalget den 8. februar i år.

- Danmark er et af de rigeste lande i verden, men vi opfører os, som om vi var fattige. Hvorfor bliver der skåret ned på omsorgen til de mennesker, som har allermest brug for den - de mennesker, som har det sværest? Hvor er anstændigheden henne? Jeg kunne forstå det, hvis vi ikke havde pengene, men det er jo ikke problemet. Vi har aldrig været rigere, siger SL's formand.


Børn af enlige lider afsavn
Skattestoppet glæder især boligejere og folk med gode, stabile indtægter. Og blandt dem, der har fået mere, vil der også være socialpædagoger. Men skattelettelser har ikke stået øverst på SL's ønskeseddel.

- Det er muligt, det har dryppet lidt på en enkelt socialpædagog, men det er jo ikke de småpenge, der afgør, om man er tilfreds med sit arbejde. Det er meget vigtigere at have et godt arbejdsmiljø og indflydelse på, hvordan arbejdet bliver tilrettelagt. Og selvfølgelig også, at indsatsen er af en høj kvalitet. I stedet får vi nu færre muligheder for at gøre arbejdet tilfredsstillende, siger Kirsten Nissen.

Mens hovedparten af danskerne har fået flere penge mellem hænderne, har en lille gruppe fået færre. Det loft, regeringen har lagt over kontanthjælpen, rammer især en lille, udsat gruppe: enlige forsørgere med flere børn. De er ikke mange, men de har fået det meget sværere, viser en undersøgelse, Center for Alternativ Samfundsforskning, CASA, har lavet for Socialpædagogernes Landsforbund.

- Vi kan se af undersøgelsen, at især enlige mødre på kontanthjælp har fået færre penge. Deres børn lider afsavn: de går ikke til sport, de kommer ikke på ferie - alle de ting, som andre danske børn ser som noget naturligt. Det øger afstanden mellem folk, og det har stor betydning for børns opvækst. Den polarisering i samfundet kan vi ikke være bekendt, mener Kirsten Nissen.


Forventninger til en ny regering
Hvis der kommer en ny regering efter valget, forventer SL med en række klare forbedringer, set med socialpædagogers øjne.

For det første at skattestoppet bliver ophævet, så amter og kommuner igen bliver herrer over deres egne budgetter og kan koncentrere sig om at dække udsatte borgeres behov.

For det andet at den kommende kommunalreform bliver ændret.

- Jeg forventer et ordentligt snit på SL's arbejdsområde i forhold til, hvilke sociale opgaver, regionerne skal løse, og hvilke der skal ligge i kommunerne. Og så er jeg overbevist om, at vi kan få nogle ordentlige aftaler om tryghed i ansættelsen i forbindelse med reformen med en anden regering, siger Kirsten Nissen.

Et sidste ønske til en ny regering går på tonen i den politiske debat.

- Vi oplever ministre, som end ikke gider besvare spørgsmål. Vi oplever en arrogance, vi ikke har set før, for eksempel omkring kommunalreformen. Socialministeren har sendt lovforslag til høring, alligevel kan vi læse i avisen, at det hele stort set er afgjort med hensyn til den landsdækkende rådgivningsorganisation VISO. Hvorfor så overhovedet have en høringsfase? spørger Kirsten Nissen.

Se flere