Socialpolitik
Fremme ved fortiden
Hengemte paroler fra slutningen af 1800-tallet får nyt liv i moderne socialpolitik. Det vurderer sociolog Kaspar Villadsen, der holdt oplæg på SL og BUPLs januarkonference
Af Maria Rørbæk , redaktionen@sl.dk
Der er mere end 100 år, køleskabe, kreditkort, knallerter og computere imellem.
Alligevel mener sociolog Kaspar Villadsen, at indholdet stort set er det samme i en udtalelse fra 1867 og 1999.
- I dag ser jeg en genopdagelse af talemåder og principper fra 1800-tallet. Det handler blandt andet om en ide om, at fattigdommen er åndelig, ikke materiel, og at man skal yde hjælp til selvhjælp, sagde han på SL og BUPLs januarkonference inden for det dagbehandlende område..
Med egne ord er Kaspar Villadsen en "bogorm," der har gravet sig ned i tekster om socialarbejde fra 1700-tallet og frem til i dag.
På konferencen læste han op af et af de gamle skrifter, så lederen af Christianshavns Understøttelsesforening, præst Vilhelm Munch, næsten trådte frem med høj hat og guldur i vesten:
- Der gives en Hjælp, som er meget bedre end den materielle, uden hvilken den materielle mangler Saften og Kraften, og det er den hyppige og jævnlige Berørelse mellem de Velhavende og de Fattige, den levende og varme Interesse fra de Førstes side, udtrykt ikke alene i Klingende og død Mynt, men frem for Alt i Personlighedens Hengivelse, hvad enten denne nu bestaar i et Besøg, en Samtale, et godt Raad, en gavnlig Anvisning, en venlig Opmuntring eller i en alvorlig Tilrettevisning, sagde han i 1867.
I 1999 gentog tidligere socialminister, Karen Jespersen, budskabet om, at det langt fra er nok at give de fattigste penge. Der skal også moralsk opbakning til:
"Vi skal væk fra en passiv politik, hvor vi bare giver mennesker en check i hånden, og resultatet bliver, at de forbliver svage og afhængige af det offentliges hjælp. I stedet skal vi have en aktiv politik, der styrker de ressourcer, alle mennesker har, med det formål at de bliver i stand til at klare sig selv, skrev hun i bogen "Opgør med den nye fattigdom." Præster og hattedamer
Kaspar Villadsen mener, at hans studie af den historiske udvikling af socialpolitikken viser en slående lighed mellem begreber og talemåder fra 1800-tallet og nutidens socialpolitik. Det skal selvfølgelig ikke forstås som en gentagelse, men sådan at de samme begreber vender tilbage i en ny sammenhæng. I dag bliver socialarbejdet som bekendt især udført af professionelle. I slutningen af 1800-tallet var det derimod især frivillige velgørere, de såkaldte filantroper, der løste opgaven. For eksempel præster og velmenende kvinder fra det bedre borgerskab, det man i dag lidt nedladende kalder "hattedamer".
- I slutningen af 1800-tallet så filantroperne sådan på det, at den fattige ikke havde gavn af pengegaver, hvis de ikke blev fulgt op af åndelig vejledning. I dag vinder parolen om at fattigdommen er åndelig, ikke materiel, indpas igen. Socialarbejde kommer til at handle om folks selvforståelse. Ser de sig selv som mobile? Ser de sig selv som nogle, der kan arbejde? Når man læser instruktionsbøger i aktivering, handler de om, at lønmodtagerbevidstheden skal genindlæres, siger han.
Fattigdom og arbejdsløshed bliver dermed ikke opfattet som noget, der kommer udefra, men som noget, der kommer indefra. Gennem personligheden og selvopfattelsen. Samme holdning finder Kaspar Villadsen hos pastor Holck, der i 1877 udtrykte det således:
- Den Hjælp, der blot paa udvortes Maade ydes Drukkenbolten, den Udsvævende, Forlystelsessyge eller Enhver som selv er Skyld i sin Nød (... vil kun) bidrage til, at han mere uhindret hengiver sig til sin Tilbøjelighed og derved styrter sig dybere ned i Elendigheden baade i fysisk og moralsk henseende.
I 1800-tallet tog filantroperne på hjemmebesøg for at vurdere om, der var noget at arbejde med, om den fattige selv gjorde en indsats for at komme ud af fattigdommen.
I Degerandos manual til fattigundersøgelse fra 1827 blev det beskrevet således:
- Efterse da selv den Fattiges Bopæl og skaf dig Underretning om, paa hvad Betingelser den er leiet, eftersee Møblerne, Linnedet, hele den lille Husholdning; se om der hersker Orden i den, om man forstaar i det lidet, man har og bruger, at vælge, at forbinde, at spare, at bevare.
- Filantroperne havde en ide om, at hvis folk var helt fordærvede, kunne man ikke gøre noget. Så måtte man sende dem til det offentlige fattigværn, sagde Kaspar Villadsen på konferencen. Efterplapren eller selvudvikling Fortællingen om hjemmeundersøgelsen fik en af de lyttende pædagoger til at række hånden i vejret:
- Jeg tænker på om, vi overhovedet har flyttet os ret meget, når vi i dag går ud og undersøger om, forældre kan finde ud af at passe deres børn. Pakker vi det ikke bare ind i noget andet, spurgte hun.
- Man kan sige, at rollen som socialarbejder blev etableret dengang, svarede Kaspar Villadsen.
- Men i dag kigger man efter noget andet. Man undersøger ikke linned og mel, men forholder sig til om, der hos klienten er en vilje til at udvikle sig eller om, klienten er mentalt fastlåst. Socialarbejderen må hele tiden stille sig selv spørgsmålet: Er klientens tale blot efterplapren? Eller er den udtryk for ægte selvudvikling?
Ifølge Kaspar Villadsen er opfattelsen i dag såvel som i slutningen af 1880´erne, at udvikling kun er mulig, når den fattige/klienten selv har viljen til at udvikle sig, men sådan har holdningen ikke været altid. I 60´erne og 70´erne var der i højere grad fokus på samfundsindretningen frem for den enkeltes personlighed.
- Man talte om, at det skulle være lige så naturligt at gå til socialarbejderen som at gå til tandlægen eller til doktoren. Der var der en frigørende pædagogik, hvor pædagogerne skulle gå ud og bevidstgøre folk om, at deres problemer bundede i den måde, samfundet er indrettet på. Sådan kan man slet ikke sige i dag uden at blive latterliggjort, siger Kaspar Villadsen, der gerne vil bruge sin historiske analyse til at stille nogle spørgsmål til samtiden:
- I dag handler frisættelse ikke længere om belastende samfundsbetingelser, men snarere om klientens egen mentale fastlåsthed. Er materielle spørgsmål blevet irrelevante, lød et af dem.
Fra salen kom der et enkelt svar:
- Man kan godt argumentere for, at det materielle har været irrelevant, men vi er ved at have familier, der er så dårlig stillet økonomisk, at vi er nødt til at argumentere for, at de skal have bedre økonomi, sagde han.
Et andet spørgsmål som Kaspar Villadsen gerne vil rejse er, hvorvidt det sociale arbejde bliver uden ende.
- Hvis arbejdet med klienten bliver dét selvudviklingsprojekt, som jeg hævder, det gør, bliver det virkelig svært at måle, hvornår opgaven er tilendebragt. Hvornår kan man som socialarbejder sige: Nu er vi færdige med at bearbejde klienten? Nu er vi nået dertil, hvor vi har nået nok.
Kaspar Villadsen er Ph.D og ekstern lektor ved Københavns Universitet. Hans oplæg bygger på hans bog: "Det sociale arbejdes genealogi - kampen for at gøre fattige og udstødte til frie mennesker," udgivet af Reitzels Forlag i 200