Uddannelse og kompetenceudvikling

Pædagoguddannelsen

Bertel Haarder lægger op til dialog om uddannelsesreform

Som ny undervisningsminister har Bertel Haarder overtaget ansvaret for reformen af pædagoguddannelsen. Han lægger stor vægt på danskundervisning og sprogstimulering

Af Maria Rørbæk , redaktionen@sl.dk

Halvanden uge efter at Venstres Bertel Haarder havde skiftet titlen som integrationsminister ud med titlen som undervisningsminister, indtog han talerstolen på konferencen "Verdens bedste pædagoguddannelse - under udvikling eller afvikling?"

Konferencen var arrangeret af Samrådet for Pædagoguddannelsen, der blandt andre tæller SL, BUPL og PLS.

- Jeg kommer ikke for at fortælle en hel masse nyt, jeg kommer mest for at sige pænt goddag. Med min tilstedeværelse vil jeg gerne understrege, hvor vigtigt et arbejde, der gøres på pædagogseminarierne og med børn, sagde Bertel Haarder indledningsvist i Landstingssalen på Christiansborg.

Lige inden valget fremlagde den tidligere undervisningsminister, Ulla Tørnæs, et nyt lovforslag vedrørende pædagoguddannelsen, og Bertel Haarder har nu overtaget det videre arbejde.

- I ministeriet er de i fuld gang med at gennemgå alle høringssvar, og jeg vil love, at uddannelsessteder og institutioner bliver taget med på råd, sagde han.

SL's høringssvar handler blandt andet om et af de helt store spørgsmål i debatten om pædagoguddannelsen, nemlig hvorvidt praktikken skal være SU-finansieret eller lønnet. Ulla Tørnæs foreslog først, at al praktik skulle SU-finansieres, men det strandede på finansieringen, idet KL ikke ville være med til at betale. I det nuværende lovforslag skal én praktikperiode fortsætte med løn, mens en anden omlægges til SU.

SL ser helst, at begge lønnede praktikker omdannes til SU-praktikker. I høringssvaret påpeger forbundet endvidere, at bemærkningerne til lovforslaget ikke anfører noget om de økonomiske konsekvenser, selv om dette bør ske ifølge Justitsministeriets vejledning om god lovkvalitet.

På konferencen gik Bertel Haarder behændigt uden om spørgsmålet om finansiering:

- Jeg vil ikke sige noget om praktik eller lønnet SU, for der er også noget, der hedder KL, og hvis jeg siger for meget, kommer finansministeren efter mig. Så det er jeg for klog til.

Undervisningsministeren læste op af regeringsgrundlaget, der slår fast, at "fremtidens pædagoger fortsat skal have kompetencer til at varetage optager inden for det meget brede arbejdsfelt for pædagoger", men ellers talte han især om de pædagogiske opgaver i blandt andet vuggestuer og børnehaver:

- De helt store integrationsproblemer handler ikke om første generationsindvandrere og flygtninge, men om de af deres børn, der ikke får udviklet et sprog, der giver mulighed for at tage en uddannelse og få et arbejde. Der ligger en stor opgave i allerede at stimulere den sproglige udvikling i førskolealderen, og vi skal have udviklet og drøftet de redskaber, der skal til.
Regeringsgrundlaget om pædagoguddannelsen: Regeringen ønsker en pædagoguddannelse, der giver fagligt stærke pædagoger kompetencer til at løfte de nye opgaver, der følger af regeringens strategi for en god start til alle børn. Samtidig skal fremtidens pædagoger fortsat have kompetencer til at varetage opgaver inden for det meget brede arbejdsfelt for pædagoger.

Regeringen vil gennemføre en reform af pædagoguddannelsen, der blandt andet styrker fagligheden, giver mere tid til fordybelse, bedre muligheder for specialisering, mere ensartet uddannelse og en forbedret praktikuddannelse.

Se flere