Anbragte børn
Minister ind i sag om støttepersoner
Socialminister Eva Kjer Hansen vil have kommunerne til at svare på, hvorfor kun fem procent af forældre med anbragte børn har en støtteperson, og indkalder kommunerne til møde. Ministeren kan ikke udelukke, at sagen ender med en irettesættelse
Af Gitte Rebsdorf, redaktionen@sl.dk
Landets kommuner kan ikke bare lade være med at følge loven, og kun give fem procent af forældrene med anbragte børn en støtteperson. Det fastslår socialminister Eva Kjer Hansen (V).
- Jeg har indkaldt Kommunernes Landsforening til et møde for at få sagen drøftet og finde ud af, hvorfor tallene er så lave. Det kan ende med, at vi bliver nødt til at sende en skrivelse til kommunerne, hvor reglerne bliver indskærpet, siger Eva Kjer Hansen.
Meldingen kommer efter, at Socialpædagogen (nr. 3, 11. februar 2005) har beskrevet, hvordan kun hver tyvende forældre, som har et barn anbragt uden for hjemmet, får støtte fra en socialpædagog eller socialrådgiver, sådan som loven ellers foreskriver det. I 2003 blev der kun anvendt støtteperson i 686 af de 14131 tilfælde, hvor børn og unge var anbragt udenfor hjemmet.
Formanden for KL's børne- og kulturudvalg Bjørn Dahl (V) er dog ikke bekymret over de lave tal. Han har tidligere udtalt, at kommunerne har så mange andre tilbud og at hjælpen til forældrene tager udgangspunkt i den enkelte forældres situation.
Men den forklaring er ikke god nok for partifællen, Eva Kjer Hansen.
- Jeg er enig med Bjørn Dahl i, at man skal tage udgangspunkt i den enkeltes situation. I nogle tilfælde kan det også forholde sig sådan, at forældrene ikke vil modtage støtten. Det kan også være, at ordningen ikke er ideel i alle tilfælde. Men det kan ikke være rigtigt, at der kun er brug for den i fem procent af tilfældene, siger ministeren.
Kommuner tjener på forældre
Siden 2002 har kommunerne årligt fået 18,2 millioner kroner, som løbende er blevet prisreguleret. Pengene skulle kompensere kommunerne for de udgifter, de har i forbindelse med ordningen. Men tal fra Socialministeriet viser, at i 2003 blev kun godt halvdelen af pengene, nemlig 10,5 millioner kroner, anvendt til formålet. Socialminister Eva Kjer Hansen tager afstand fra den praksis.
- Det viser med al tydelighed, at kommunerne ikke bruger ordningen. Samtidig skaber det tvivl om, hvorvidt kommunerne gør nok ud af at tilbyde familierne en støtteperson. Vi havde en forventning om, at behovet var større. Det understreger, at vi bliver nødt til at skaffe os mere viden om, hvorfor ordningen bliver brugt så lidt.
Hensigten med loven, som trådte i kraft i 2001, er, at sikre et godt samarbejde med forældrene, når det er nødvendigt at fjerne et barn. Det er med til at skabe stabilitet og kontinuitet under anbringelsen og hjælper både børn og forældre.
En undersøgelse fra PS Foreningen af Professionelle Støttepersoner viser, at det hjælper at støtte forældrene. I starten kan forældrene have modvilje mod ordningen, men dem, som har benyttet sig af tilbuddet, ender med at blive glade for det.
Socialminister Eva Kjer Hansen er da heller ikke i tvivl om, at ordningen har sin berettigelse.
- Den er med til at skabe sammenhæng og forståelse for det, der sker. Det er en god investering i forhold til anbringelsen. Derfor vil jeg diskutere med KL, om de gør nok ud af at fortælle forældrene, hvad det er en støtteperson kan hjælpe med.
Socialminister Eva Kjer Hansen skal mødes med KL den 18. marts.
Socialpædagogens tidligere artikel om støttepædagogordningen kan findes på www.sl.dk /Socialpædagogen/ nr. 3 2005