Udviklingshæmmede

Film

Kærlighedslandskaber

Socialpædagogerne Simon Simonsen og Janne Liliendal, der arbejder på Bostedet Hulegården i Københavns Amt, har lavet filmen "Kærlighedslandskaber". De seks skuespillere i filmen er alle udviklingshæmmede og beboere på Hulegården.

Af Lone Marie Pedersen , redaktionen@sl.dk

Filmen behandler så svære emner som kærlighed, følelser, seksualitet og er bygget op omkring et værkstedsprojekt, hvor skuespillerne gennem deres rolle arbejder sig frem til en form for erkendelse eller lære omkring for eksempel det at blotte sig for andre.

Det bærende i filmen er ifølge de to instruktører "at få sat ord på sine følelser - både de gode og de dårlige - herigennem synliggøres kærlighedens mange landskaber".

Psykolog ved Højvang Seminariet, Henning Kopart, skriver i sin anmeldelse af filmen blandt andet:

"Med nøgleord som ømhed, nærhed, kærlighed og respekt i værdigrundlaget får man i filmen et meget levende indblik i et gedigent stykke socialpædagogisk arbejde med de deltagende personer i workshop-arbejdet omkring følelser og seksualitet. Selve temaet rummer potentielt et hav af forskellige vanskeligheder og etiske faldgruber, men jeg synes faktisk, det er lykkedes fint i filmen at skildre personerne og arbejdet i workshoppen med en grundlæggende nænsomhed, respekt og indlevelse."

Filmprojektet er støttet af SL i Københavns Amt, Bostedet Hulegården og SUKA, der er Specialundervisningen under Københavns Amt.

Filmen varer 40 minutter og koster 200 kroner plus forsendelse. Den kan bestilles på www.Ser-I-os.dk

Centerleder og Seksualvejelder Lars Bjarne Pedersen

Se flere