Udviklingshæmmede

Man bliver gammel af at grine meget

I stedet for et par timer den ene dag og et par timer en anden dag er Ritta sammen med sin hjemmevejleder Tina hele ugen. I opgangsfællesskabet på Toftevej har de tre hjemmevejledere opfundet rygsæk-ugen, hvor den opdelte hverdag er afløst af sammenhæng og tid til nærvær - det har givet ro og indsigt for både beboere og hjemmevejledere

Af Jens Nielsen , redaktionen@sl.dk

- Hvad var det, du spurgte om dér i mandags? Det var noget med, om man bliver ældre, hvis man griner meget, spørger Tina.

- Ja, jeg tror, det er sundt at bruge de her muskler, siger Ritta og tager sig til maven.

- Ja, og så blev vi enige om, at hvis det passer, så bliver vi to tussegamle, siger Tina.

Der bliver grinet en del hjemme hos Ritta. Hun er en af de fem beboere i det kommunale opgangsfællesskab for udviklingshæmmede på Toftevej i Glostrup. Det er onsdag, og hun og hjemmevejleder Tina Hjorth Olsen er midtvejs i Rygsæk-ugen. En uge, hvor de to er sammen hele dagen.

Normalt kommer Tina eller en af de to andre hjemmevejledere hos beboerne tre til fem timer ad gangen på den ugentlige hjemmedag. Men det kan være svært at nå mere end lige det nødvendige praktiske med indkøb og madplan - det kan være svært at finde tid til at snakke eller til at tage på længere udflugter sammen - det kan være svært at igangsætte et projekt for få timer efter at afslutte det.

Derfor har Tina og kollegerne Jan og Rasmus udviklet Projekt Rygsæk-ugen, hvor én af hjemmevejlederne og én af beboerne er sammen hele dagen. Hver dag har en aktivitet eller udflugt, som er valgt af beboeren sammen med pædagogen, og som har et pædagogisk indhold og sigte, der flugter med den handleplan, beboeren har.

I dag bygger de en legeplads til Rittas undulat, Pingu Junior Pip. Ritta har været på biblioteket og låne bøger om undulater, om tirsdagen har de været i Hareskoven og finde grene og kogler, og Ritta har købt klokker og en træring, der skal være gynge. Nu står grenene i en juletræsfod og er ved at blive udstyret med legeredskaberne. Der bliver boret, snoet ståltråd og bundet knuder, mens Pingu foreløbig sidder inde i sit bur i soveværelset.

Styr på livet

Indimellem byggeriet fortæller Ritta om sin drøm: At flytte i egen lejlighed - og få en hund. Kurven og madskålene er allerede købt. Flytningen - det er måske næste år. Indtil da "leger" Ritta udeboende og øver sig i at ordne så mange ting som muligt selv. Hun laver selv mad i sit eget køkken og har fået styr på pengene med et smart pengekasse- og kuvertsystem, ligesom hun står for alt praktisk rengøring i sin egen lejlighed.

Optimismen er ikke til at tage fejl af hos Ritta, og mens hun viser undulaten frem for fotografen, fortæller Tina Olsen om, hvordan rygsæk-ugen kan bruges til at få Rittas ønsker til at hænge sammen med den pædagogiske udviklingsplan, der skal følges, hvis Ritta skal kunne klare sig i egen lejlighed.

- I mandags besøgte vi en rideskole, og det var Ritta, der lagde rejseplanen ved at bruge nettet. Ja, det viste sig så, at rideskolens adresse ikke var registreret, så hun endte med at ringe til trafikselskabet og få dem til at forklare vejen. Og det samme med turen til Malmø på fredag - der er det hende, der har fundet en billig busrute via en annonce i Urban, fortæller Tina.

Undulat-legepladsen er ved at være færdig. Hun og Tina er lidt i tvivl, om de kogler, de har fundet, er gode nok. De hænges op på træet, og så skal der smøres noget klistret, hjemmelavet foder på, men i bogen fra biblioteket er det nogle store, åbne fyrretræskogler, hvor foderet ligesom kan ligge inde imellem kernerne, mens dem, de har fundet, er helt lukkede. De bliver enige om, at de hellere må få fat på nogle andre.

Og så må Ritta lige have fortalt om en anden stor passion, Melodi Grand Prix. Det er højsæson for den slags med det danske grand prix, det svenske og med en ny grand prix-quiz på skærmen. Også på den måde er det en stor tid, Ritta går i møde. 

100 procent nærvær

Nogle dage senere sidder Tina Hjorth Olsen sammen med sin kollega Rasmus Bentsen og fortæller om Rygsæk-uge projektet. Det var Tina, der fik ideen - fordi hun var frustreret over, at tiden med beboerne blev klippet over i små bidder, og at den individuelle vejledning ofte blev afbrudt af andre opgaver i bofællesskabsregi:

- Det var utilfredsstillende ikke at nå andet end det mest nødvendige praktiske. Hvis man havde bare lidt større planer, krævede det halve eller hele år at nå det. En hjemmedag er på 3-5 timer én gang om ugen, og det er altså svært at nå andet end det mest basale: at få lavet madplanen, købt ind, gået i banken og den slags. Beboeren kunne jo godt vælge at lave noget andet - at tage på en tur eller sådan noget - men så måtte de leve med, at lejligheden flød i en uge, fortæller hun.

Rasmus Bentsen supplerer:

- Og da Tina kom med ideen, gik det op for os, at vi savnede at kunne afslutte et forløb, at kunne gøre noget færdigt over kort tid. Lige så snart det handlede om personlige udviklingsforløb, strakte det sig gerne over 5-6 uger på grund af de få individuelle vejledningstimer, den enkelte har. Vi havde hele tiden mange ting at koncentrere os om - det bliver let meget brudt op., siger han.

- Ja, men i rygsæk-ugerne er sådan en ro. I de uger tager vi ikke telefonen i den tid, vi er sammen med beboeren, vi går ikke til møder eller laver noget andet. Vi har ikke noget at gøre med resten af huset i den uge - og det giver 100 procent nærvær, siger Tina

En uge fra ide til handling 

Da ideen var vendt mellem de tre hjemmevejledere, kontaktede de deres supervisor:

- Hun syntes også det lød godt, og hun var meget hurtig til at gøre det konkret: Hvordan skal vi fremlægge det for beboerne, hvordan skal vi vælge, hvem der skal være sammen med hvem, og hvordan skal vi strukturere det øvrige arbejde, så det kan lade sig gøre. Det blev til at overskue - det fik jordforbindelse, fortæller Tina.

- Ja, hun slog ned på, hvad der skal til for at få det til at fungere: Hvad er det, I vil med det her, spurgte hun. Det blev simpelthen sat op på punktform. Og det bevirkede, at der kun gik sådan en til to uger, fra Tina fik ideen, til det hele var sat i kraft, fortæller Rasmus.

En af de ting, supervisoren slog ned på, var det banale, men konfliktfyldte spørgsmål: Hvilke beboere skal være sammen med hvilke hjemmevejledere? Hvis beboerne selv kunne vælge, kunne det meget hurtigt blive et stort dilemma, hvis en af hjemmevejlederne for eksempel blev valgt fra.

Det var vigtigt, at det blev præsenteret som et tilbud, som hjemmevejlederne kom med til dem - noget, som der var et klart formål med, så det ikke kun blev "fri leg".

- Derfor besluttede vi, at fordelingen skulle ske på baggrund af ikke-eksisterende relationer. Altså at vi skulle være sammen med de beboere, vi havde mindst forhold til. Vi ville gerne have, at beboerne bruger hjemmevejlederen til noget nyt, og vi ville prøve at udelukke muligheden for at vælge den hjemmevejleder, de følte sig mest i symbiose med. Og hvis vi ikke havde gjort det på den måde, tror jeg, de ville have valgt det trygge, siger Rasmus.

Overrumplede beboere

Da ideen blev introduceret for beboerne, vakte den da også usikkerhed, siger Tina og tænker tilbage på situationen umiddelbart efter:

- Der blev dyb, dyb tavshed - stilheden havde aldrig været så intens før, fortæller hun.

- Ja, det endte med, at vi måtte sætte ord på, hvad det var for muligheder, det gav, og så syntes de, det var en fed ide. Men vi måtte simpelthen give dem nogle ideer til, hvad de kunne lave og bruge ugen til. De muligheder havde de ikke været vant til. siger Rasmus.

- Nej, sådan et nærvær med et andet menneske - hvor tit har de fået den mulighed? Nu skal det jo heller ikke lyde som om, vi ikke er nærværende og ikke kan have det sjovt i hverdagen - for det mener jeg bestemt ikke er tilfældet, men vi har jo pligt til at få alt det praktiske på plads. Hjemmedagene bliver ofte en vekslen mellem sure pligter og sjove ting. Det nye og ukendte var nok at have en pædagog til rådighed i 37 timer - selvom det nok kan virke skræmmende på nogle, griner Tina.

Da beboerne havde tygget lidt på ideen, kunne de lide den - men det var ikke let at få kreative ideer til, hvordan man kunne udnytte ugen.

- Første gang vi lavede rygsæk-uger, var der overvægt af meget praktiske ting. Måske fordi de trængte til at rydde op i alle gemmerne, eller også fordi de ikke havde fantasi til at foreslå noget andet, siger Tina.

- Og så blev de også stoppet af økonomien, for "hvad nu hvis jeg vil på tur til Sverige eller ud og spise, skal jeg så betale for Rasmus?", fortæller Rasmus.

Den økonomiske side af sagen er siden første runde med rygsæk-uger klaret med et ekstra tilskud til hjemmevejlederne, så de kan betale for sig selv.

En plads i rygsækken 

Egentlig er Tina ked af navnet, projekt rygsæk-ugen

- Altså, jeg ærgrer mig over det der navn. - det er sådan et rigtigt pædagog-udtryk. Men da jeg skulle sælge ideen til mine kollegaer, var det det billede, jeg skabte, så derfor blev det også fremlagt sådan, at vi skulle sidde i deres rygsæk, følge med dem derhen, hvor de ville og kigge med store øjne på deres verden - om det så var pølsevognen på Rådhuspladsen eller Sam's Bar, siger hun, og bliver enig med Rasmus om, at navnet "hjemmeuge" måske bedre fortæller, hvad det handler om.

Rasmus peger på, at det alligevel ikke helt gik, som de havde forventet:

- De der arenaer, hvor de kommer - den verden, de har, når de for eksempel tager ind til byen - der tænkte vi, at der ville de nok have os med hen. At det var steder, de ville vise os. Men sådan blev det ikke. Der var helt klart nogle ting, der var deres, og som de ikke ønskede at involvere os i, fortæller han

- Men jeg synes nu, at vi får mere at vide nu om de steder. når vi er sammen i en hel uge kommer man jo meget tættere på hinanden, siger Tina.

Turene i rygsæk-ugen kan for eksempel være med til at stykke en helt anden version sammen af beboernes liv og opfattelse af omgivelserne, fortæller Rasmus:

- Jeg var for eksempel på en tur til Malmø sidste år, hvor vi strandede på banegården, fordi der var strømafbrydelse i København. Beboeren, jeg var sammen med, kom altid hjem fra byen og fortalte, at han havde talt med den og den ven - han havde venner på barer og i pølsevognen og så videre. Da vi så sad der på banegården, kunne jeg se, hvordan han gik rundt og stod på afstand og lyttede til samtaler og beskeder fra togpersonalet uden at sige noget selv. Men når han kom hen til mig, fortalte han, at nu havde hans ven der fortalt det og det. Hans opfattelser af "venner" var slet ikke sådan, som vi havde troet ud fra det, han ellers fortalte, og det åbnede selvfølgelig op for nye pædagogiske måder at arbejde med hans relationer på, siger Rasmus.

Ro på 

På den måde har rygsæk-ugerne åbnet for et dybere arbejde med den personlige udvikling - et arbejde, der kan ske med bedre sammenhæng.

- Arbejdet med personlig udvikling sker jo ikke kun på hjemmedagene, det sker jo også i den fælles tid, der er. Men når det handler om meget personlige og meget specifikke ting, er det svært at finde plads til det i den almindelige hverdag, siger Rasmus.

- Tag en ting som seksualvejledning. Det er selvfølgelig noget meget personligt, og det er ikke optimalt at arbejde med personlig udvikling på sådan et område med pauser på syv dages afbrydelser, påpeger han.

Der har erfaringerne med rygsæk-ugerne helt klart vist, at der falder ro over beboerne.

- Ja, der er nogle, der slapper mere af - der er nogen, der lige skal bruge noget tid på at komme frem med det. Og jeg kan mærke - uh, det lyder også rigtig pædagog-agtigt. - at inde i deres hoved, starter rygsæk-ugen meget før. De går og tænker på den, glæder sig til den - de føler, de er i centrum. Det vigtigste for dem er, at "jeg har Tina helt for mig selv", supplerer Rasmus.

- Og så er der da nok nogle, der indimellem kan blive trætte af fællesskabet - nærværet mellem os og den enkelte kan godt blive bremset af, at der også lige er de andre, der skal have ordnet et eller andet. I de her uger slipper beboeren for at opsøge sin pædagog - vi er der hele tiden, siger Rasmus.

Selv synes Tina og Rasmus, at rygsæk-ugerne også har givet dem mere ro og mere overblik:

- For mig er det største da nok det der indblik i deres tilværelse - sådan et sammenhængende billede. Det giver en ro både for beboeren og vejlederen at være med til at lave noget fra start til slut, siger Rasmus.

- Ja, jeg synes også, jeg kan mærke en ro. Det er dejligt at kunne smide alt andet væk. Til hverdag har vi 117 bolde i luften, men i rygsæk-ugerne behøver jeg ikke tage stilling til andet. Jeg føler mig mere afslappet, selvom jeg er på hele tiden. Boldene er ikke i luften, her triller jeg med boldene i stedet, fortæller Tina.

Kræver omstilling 

Men rygsæk-ugerne har selvfølgelig krævet et opgør med vante arbejdsrytmer:

- Det kræver, at man er omstillingsparat - og hvis jeg havde to børn og en syg mor, så ville det have været svært. Med vores fem beboere skal vi kunne være anderledes til rådighed i fem uger i træk - enten fordi man har en rygsæk-uge, eller fordi man skal dække ind for de andre. Før skulle jeg være til rådighed i et bestemt mønster, men på denne måde blive ens eget privatliv også indskrænket lidt, det påvirker også mit liv i den periode - det er et andet menneske, der planlægger min tid, siger Rasmus.

- Som hjemmevejledere skal man være meget fleksibel, men det var da positivt, at mine kollegaer synes så godt om ideen, at de var parate til at smide næsten alt for at følge projektet. Vi kan så glæde os over alt det, vi får igen: Jeg synes, det er givtigt, at jeg nu har en historie til fælles med Ritta, at vi har fælles oplevelser. Det giver et større perspektiv på den enkelte beboer, og det sætter gang i helt nye refleksioner, mener Tina.

- Jeg har da også udviklet min faglighed - og det gør vi også som team. Det giver større trivsel for beboerne, og det bevarer vores engagement i arbejdet. Den faglige udvikling handler om, at den her form giver os flere indfaldsvinkler til personerne - det kan være med til at be- eller afkræfte antagelser, vi har, og det skaber plads for nye muligheder. Og de erfaringer, vi gør med den ene beboer, kan vi bruge på de andre, siger Rasmus

Tættere på hinandens arbejde 

Begge siger de, at diskussionerne om rygsæk-ugen og selve de praktiske forløb har givet dem større indsigt i hinandens arbejde, og de har begge bud på, hvor ideen kan udvikles. Tina kunne godt tænke sig nogle endnu længere forløb, mens Rasmus vil stramme op på den pædagogiske fokus:

- Jeg kan se en ide i at arbejde endnu mere med de pædagogiske formål med de aktiviteter. Altså, der er gået lidt sport i det der med at skulle til Sverige og Tyskland. Det er fint nok med de ture, men det vi laver skulle gerne afspejle de målsætninger, der er for den enkelte, mener han.

- Men så forlader vi den oprindelige ide: At beboerne skulle have mulighed for at vælge nogle ting, som de havde lyst til. Hvis vi skal holde mere fast i målsætningen, bliver vi nødt til at være mere styrende, indvender Tina.

- Jo, men jeg tror også, at de er meget åbne over for kombinationen af vores mål og deres ønsker, siger Rasmus.

Et andet projekt, der er på tapetet, handler om at blive endnu bedre til at støtte hinanden i arbejdet:

- Vi kalder det et føl-projekt: Her skal vi følge hinanden som kolleger, observere, hvordan vi gør tingene, når vi vejleder beboerne, når vi arbejder med deres udvikling - uden at det skal være synligt for beboerne. Det, tror jeg, kan gøre os bedre til at sparre med hinanden. På den måde har rygsæk-projektet også åbnet for diskussionen mellem os tre - det har gjort vores arbejde meget mere synligt over for kollegerne, hvor vi ellers er vant til at gå meget alene, siger Rasmus.