Udviklingshæmmede ældre
De risikerer at ende i et hjørne
Beboerne på Vestereng ved Svendborg er udviklingshæmmede ældre. De vil få det meget svært, hvis de efter kommunalreformen ender på et almindeligt plejehjem, lyder advarslen fra forstander Rose Olsen
Af Jens Nielsen , redaktionen@sl.dk
Hvad ville der ske, hvis man tog en ganske almindelig ældre dansker og placerede hende på et plejehjem for udviklingshæmmede? Ville hun bare falde til og glide ind den kultur, der er på stedet? Eller ville det føre til frustrationer, nedtur og ensomhed?
Rose Olsen er forstander på Vestereng i Skårup ved Svendborg, og hun stiller det omvendte spørgsmål: Hvad vil der ske med de udviklingshæmmede ældre beboere på Vestereng, hvis de placeres på et almindeligt kommunalt plejehjem? Selv er hun ikke i tvivl:
- De udviklingshæmmede bliver jo ikke mere normale af at blive ældre, og de bliver let ofre for systemkrav. Hvis reglerne er på en eller anden bestemt måde på et kommunalt plejehjem, så vil de ikke være i stand til at sige fra - de vil i stedet blive frustrerede, og jeg tror, det vil resultere i nogle alvorlige psykiske reaktioner. De kunne blive udadreagerende, opføre sig underligt, og det kunne være med til at isolere dem yderligere, lyder hendes bud på en sandsynlig udvikling.
Vi bør have in mente nogle af de erfaringer, der er fra 80, hvor udviklingshæmmede blev forsøgt integreret, og hvor vi troede på, at også social integration var mulig.
Når Rose Olsen overhovedet spørger, som hun gør, skyldes det hendes frygt for, hvad der sker med ældre udviklingshæmmede som beboerne på Vestereng efter kommunalreformen.
Det handler om den kultur, som er særlig for de udviklingshæmmede, og som i de sidste årtier har fået lov til at vokse i amtslige tilbud som bofællesskaber, opgangsfællesskaber osv. Rose Olsen frygter, at den kultur kan blive svækket alvorligt i den nye kommunale struktur - ikke mindst når det handler om de ældre udviklingshæmmede. De bliver ved med at være udviklingshæmmede, men risikerer at blive sorteret ind under den almindelige ældrepleje.
Først i de seneste år er man begyndt at lave målrettede tilbud til gruppen. Vestereng, der før lå et helt andet sted og hed Elleruphus, åbnede for to et halvt år siden, hører under Fyns Amt og er udviklet fra bunden og bygget specielt til udviklingshæmmede ældre med afsæt i en grundig analyse af beboernes behov og af de hidtidige tilbud.
Men det arbejde kan risikere at gå tabt. Selvom Vestereng i første omgang bliver overført til den kommende region, tror Rose Olsen, at mange kommunerne i løbet af de kommende år i stedet vil satse på egne tilbud. Og at Svendborg Kommune, hvor Vestereng ligger, så vil fylde de tomme pladser ud med beboere med helt andre behov.
- Det kan vi da helt sikkert klare. Men jeg synes, det ville være meget synd, hvis de udviklingshæmmede ældre mister det særlige tilbud, vi har til dem - og de kan nemt komme i klemme, hvis ikke kommunerne er meget opmærksomme på de særlige forhold, der gælder for dem, advarer hun.
Usynlige eller fejlplaceret
Det kan dels betyde, at man ikke får øje på de behov, nogle af de udviklingshæmmede har, og dels føre til, at fejlplacering på almindelige plejehjem, mener Rose Olsen.
- Vores beboere bliver gamle, før de bliver plejekrævende. Altså, de reagerer ikke psykisk på at blive ældre, og de tænker ikke over, at de kommer til at ligne en gammel blomme, som en sagde. Men det betyder ikke, at deres behov og ønsker til hverdagens udformning ikke forandres. Der kommer ofte psykiske såvel som fysiske behovsændringer, som dårligt har sammenhæng med yngre udviklingshæmmede bofælles behov. De ældre kan derfor ikke i samme grad længere profitere af den aktivitets- og ungdomskultur, der er kendetegnende for stedet. Det giver derfor en række problemstillinger i bofællesskaber, når en beboer bliver ældre og får et andet behov, fortæller hun.
- Faren er, at kommunerne ikke forstår, at de er gamle og har et særligt behov, selvom de ikke er plejekrævende. At de er nødt til at have nogle andre tilbud, end de kan få i et bofællesskab, men at det andet tilbud ikke skal være en plads på et almindeligt plejehjem. For selvom de ikke er plejekrævende i den forstand, man ellers ser i ældreforsorgen, så er de jo handicappede og har brug for at kunne få hjælp døgnet rundt, advarer Rose Olsen.
Men det vil være meget fristende for de nye, større kommuner, fordi de i forvejen råder et omfangsrigt og veletableret ældretilbud:
- Risikoen er, at kommunerne vil sige, at "nå, du kan ikke klare bofællesskabet mere, jamen, så har vi er ældretilbud til dig her på vores plejehjem". Man får jo aldrig nogen til at sige, at det ville være for at spare, men kommunerne vil måske gerne ligestille de udviklingshæmmede, give dem lige rettigheder med kommunens andre ældre og prøve at integrere dem med andre ældre, forudser hun.
Men gennem samtaler med forstandere fra almindelige plejehjem er det hendes klare opfattelse, at der fra normale ældre vil være meget stor skepsis over for at skulle bo sammen med udviklingshæmmede ældre - og sammen med den "normalkultur", der er på et almindeligt plejehjem, vil det gøre det meget svært for de udviklingshæmmede ældre, mener Rose Olsen.
- Selvfølgelig er der da enkelte, der ville kunne have glæde af at bo på et almindeligt plejehjem, men for de allerfleste vil det være en katastrofe. Så mange ældre udviklingshæmmede er der jo ikke, så de vil blive meget spredt, Det ville ikke blive integration, det ville ende med segregation. De ville ende i et hjørne, siger Rose Olsen.
Farvel til den lykkelige familie
Rose Olsen taler derimod for, at de udviklingshæmmede ældre skal blive i deres egen kultur, der ikke nødvendigvis er deres nuværende botilbud:
- Livskvalitet er vel - både for de udviklingshæmmede og os andre - at få lov til at bevare sin egenart. Man skal tænke på, at vores beboere har levet et helt andet liv end du og jeg. De har været vant til at været omgivet af hjælpere og af at have brug for hjælp til en masse ting, så for dem er det ikke det spring, der er det afgørende. Det handler mere om, at de skal have lov til at blive i den kultur, de er vant til, siger hun.
Det er den kultur, man har forsøgt at værne om i udviklingen af Vestereng. I en tænketank med deltagelse af konsulentvirksomheden Rørbækcenteret, som beskæftiger sig meget med ældre, ledelse og medarbejdere fra Elleruphus og faglige konsulenter fra Fyns Amt analyserede man målgruppens behov og så på manglerne i de tilbud, man havde til de ældre udviklingshæmmede på Elleruphus.
Og så flyttede en kultursociolog ind i en periode for at afdække den tone og de mere eller mindre vedtagne regler, der gjaldt mellem beboere og personale. Det blev til en rapport, der beskrev en slags tvungen familie-kultur.
- Vi var sådan en lidt gammeldags institution, der fulgte den her familiegruppe-tanke: Vi er en stor, lykkelig handicappet familie, vi holder bordskik, vi skændes ikke under måltiderne. Alt det vi andre ikke selv kan leve op til derhjemme. Det skabte hele tiden nogle konflikter. Kultursociologen pegede på, at vi havde en masse besiddende rum, hvor det hele var kontrolleret og organiseret. Udgangspunktet for Vestereng var at etablere rammer og miljø, hvor den enkelte som individuel person fik en privat bolig (lejlighed) og i tilknytning hertil fællesfaciliteter, den enkelte kunne benytte som socialt træf i det omfang, vedkommende ønskede. Det sociale liv må være et individuelt valg. Når folk flytter i ældrebolig, skal de ikke have en ny familie. Og man bliver ikke mere social af at blive ældre - det gælder for vores beboere som det gør for normale ældre - men man skal have muligheden for at få nogle nye sociale relationer, siger hun.
Kulturtab forude
Alle tankerne bag Vestereng bygger på det faktum, at udviklingshæmmede bliver ældre på en helt anden måde end normale. De bliver ældre, før de bliver gamle og plejekrævende:
- Det var én af ting, vi tænkte meget over i opstartsfasen: Hvornår kan man betragtes som ældre? De udviklingshæmmede bliver gamle på en anden måde. De bliver hurtigere sociokulturelt ældre. Nogle af dem er vant til at bo med deres gamle forældre, og når de er sidst i 40'erne tilhører de måske allerede 'Giro 413-generationen', siger Rose Olsen.
På Vestereng prøver man at skabe sammenhæng mellem det særlige aldringsmønster og den kultur, som er karakteristisk for de udviklingshæmmede - og den sammenhæng vil man ikke kunne bibeholde, hvis kommunerne i forlængelse af kommunalreformen sender de udviklingshæmmede ældre på et almindeligt plejehjem, mener hun.
- Selvfølgelig skal vi ikke på forhånd være helt afvisende over for reformen. Tilbage i 1980, da vi overgik fra staten til amterne, tænkte vi også, at det går aldrig - men det er jo blevet et stor succes.
Men jeg er bange for, at fokus let kan forsvinde fra de særlige behov, de ældre udviklingshæmmede har, fordi man allerede har tilbud til ældre, som det er let at bruge. Jeg kan frygte, at kommunerne kan forveksle den administrative alder - det at man er ældre, når man bliver 67 - med den socialt-kulturelle alder, som er meget vigtig at tage højde for med vores målgruppe, siger Rose Olsen.
- Det vil være meget ærgerligt, hvis den accept af den kultur, som vi har udviklet siden 1980, går tabt.