Gadebørn
Pigerne der fanger månen
Inhijambia betyder limsniffer på de nicaraguanske miskito-indianeres sprog. Projektet INHIJAMBIA er et hus, hvor limsniffende og seksuelt misbrugte unge kvinder får hjælp til et værdigt og uafhængigt liv
Af Merete Astrup , redaktionen@sl.dk
Maria Mercedes skiller sig ud fra de andre piger. De danser rundt i lokalet til den rytmiske musik, anført af danseinstruktøren, der selv er tidligere stofmisbruger.
Marias Mercedes ekstremt spinkle krop har svært ved bevægelserne. Hendes store mørke øjne er livløse. Hun ligner en 9-årig. Hun er 12 og har allerede haft sin seksuelle debut.
Ikke frivilligt.
Som så mange andre af pigerne, der sniffer lim og bor på Managuas største marked Oriental, er hendes lille krop misbrugt seksuelt i familien og på markedet. Mændene spørger ikke om lov. Sommetider falder der et par cordoba af. Ofte bliver pigerne bare brugt, og alt for tit kommer der babyer du af det.
Pigerne - og drengene - bor i La Casita, det lille hus, som er en ruin på det betændte Oriental-marked.
Der er ikke nogen som helst idyl over La Casita. Det er en ubeskrivelig stank, der udvikles i 36-38 graders fugtig varme, når menneskelort og hundelort blandes med affald på jordgulvet. Her lever pigerne og deres børn med alskens sygdomme og hundredvis af befængte fluer. Inden limtågerne Men de er ikke alene. Hver dag får de besøg af folk fra INHIJAMBIA.
Vi følges med Mirna Sánchez, psykolog i projektet.
Hun og to unge piger, tidligere misbrugere, har mælkepulver med til pigernes børn. Det er ligesom adgangstegnet.
Mirna Sánchez fortæller os, at pigerne er meget voldelige og aggressive, men fordi de kender hende, bliver vi tålt.
Andre gange bringer hun også tøj, sæbe og andre fornødenheder.
SL donerede 10.000 kroner til syværkstedet i INHIJAMBIA
Pegene rækker cirka til et år.
INHIJAMBIA er et af Internationalt Børnesolidaritets små støtteprojekter. |
For en udenforstående virker det helt absurd i dette inferno af elendighed.
Det er eftermiddag, pigerne er allerede langt ude i limtågerne. Heller ikke deres børn kan nå dem.
- Vi kommer altid morgenen, for idéen er at tale med dem om at ændre deres liv. Det skal vi nå, inden de bliver skæve af limen, og inden de forsvinder ud på markedet for at finde penge, fortæller Mirna Sánchez.
Det synes umuligt, men det lykkes faktisk. Når månen er nået På skiltet foran INHIJAMBIA's hus ser man organisationens logo: en pige, der løber for at fange månen.
- Når man har fanget månen, er målet nået, og så kan man ikke komme tilbage, forklarer Mirna om logoet.
Huset ligger i en lille gade et stykke fra Oriental, men i busafstand.
Pigerne kommer med til huset, når de er motiveret til at skifte limen ud med aktiviteter i syværkstedet, computerstuen, i køkkenet og i dansegruppen.
Men først skal de afgiftes. Det samarbejder INHIJAMBIA med andre NGO'er om.
I dag danser Maria Mercedes. I morgen kommer hun igen. Men i aften skal hun til La Casita.
- Hun er ikke afgiftet helt endnu, og hun bor stadig i La Casita, fortæller Mirna Sánchez.
- Det er vores store problem, at vi ikke kan have pigerne boende her. Vores store ønske er et hus, hvor de kan bo, mens de bliver afgiftet og rehabiliteret
Maria Mercedes er i fase 1. Hun skal igennem tre faser for at nå ud i den anden ende i egen bolig, med job og familie.
Så er månen fanget.
Inden pigerne når frem til at få eget hus, har de været flittige i husets værksteder.
Det er svært at forestille sig, at de piger, der smilende og talende sidder ved symaskinerne og computerne har levet i La Casita i limtåger og sexmisbrug i årevis.
90 procent af pigerne har allerede børn. De går i INHIJAMBIA's børnehave. Tager kæresten i hånden Formålet i INHIJAMBIA er at resocialisere pigerne ved at styrke deres selvværd og give dem nogle værktøjer til at blive integreret i samfundet.
- Ud over at afgifte dem og rehabiliterer dem, er det store problem det seksuelle misbrug af dem, samt den grove vold. De skal lære, at det seksuelle ikke er en ydelse, men noget man kan nyde. De aner ikke, hvad det er, forklarer Mirna Sáchez.
Når en pige, der er flyttet ud i eget hus, finder en kæreste, skal han til samtale hos Mirna.
Og der regler for kæresterne.
Nul vold og nul alkohol i hjemmet og ingen kærester udenom. De lærer at hjælpe til huset.
Regler, som i sig selv er en udfordring i et macho-samfund.
- Vi taler desuden med parret sammen om, hvordan de kan indrette deres seksualliv for at tage hensyn til pigen, fortæller Mirna Sanchez.
Pigerne kan komme ud i eget hus, når de er fyldt 15 år. Professionalisme og hjerte INHIJAMBIA arbejder tæt sammen andre NGO'er, der har kvalificeret personale til at tale med pigerne om seksualitet, køn og prævention.
- Over for disse piger kræver det yderst kvalificeret og professionelle personer, samt et stort hjerte, forklarer Mirna Sánchez.
Hun så gerne mere professionelt uddannet personale i INHIJAMBIA. To psykologer, tre socialpædagoger med to års uddannelse, en chauffør og en pedel er, hvad der på lønningslisten.
- Det er hårdt for os to psykologer at tage alle samtaler med pigerne. Man kan godt gå i stykker, siger hun.
Hun medgiver, at det kan virke uprofessionelt, men man kan ikke arbejde med disse piger uden at have hjertet med også, mener hun.
Projektets indhold:
Første fase: Opsøgende arbejde blandt pigerne og unge kvinder. Rekreative aktiviteter, gruppesamtaler informel undervisning, motivering og afgiftning.
Anden fase: Styrkelse af selvværd og tro på muligheder. Alfabetisering og faglig uddannelse. Oprettelse af kontakt til famile og netværk.
Tredje fase: Uafhængighedsfasen. Integration i familien eller alternative bolige. Hjælp til at finde arbejde. Opfølgning. |