Evidens

Det er det forkerte værktøj

Evidens ligner måske en indlysende løsning på sociale problemer, men tankegangen tager slet ikke højde for, hvor komplekst socialt arbejde er, mener lektor Søren Peter Olesen

Af Jens Nielsen , redaktionen@sl.dk

Hvis evidens betyder, at vi bruger de metoder, som beviseligt virker, så er det fint. Men socialt arbejde lader sig vanskeligt indfange i en virker/virker ikke-formel, og evidens-begrebet bliver i socialpolitisk sammenhæng brugt alt for snævert. Og det kan ende med at blive det forkerte værktøj i de forkerte hænder.

Det mener lektor Søren Peter Olesen fra Den Sociale Højskole i Århus. Han er stærkt kritisk over for den bølge af evidens-tænkning, der skyller ind over det sociale system, og han opfordrer faglige organisationer som SL til at besinde sig, før de tager alt for tæt favntag med evidens-projektet.

- Min hovedanke mod den indskrænkede tilgang til evidens er, at den ikke er med til at øge vores viden. Idealet er medicinverdenens blindtestforsøg, men det er kun på meget få områder man kan lave noget lignende, når det gælder socialpædagogisk arbejde – der er det det forkerte værktøj. Mit indtryk er, at man på Nordic Campbell Center er noget ensidigt fokuseret på det kvantitative. Og det er et meget stort problem, synes jeg.

- I den brede betydning kan evidens være med til at øge vores viden. Vores viden om metoder og deres konsekvenser er begrænset dokumenteret. Hvis man står uden for faget er det stort set umuligt at få noget viden om det socialpædagogiske arbejde – og det er da et kæmpe problem. Pædagogerne er jo ikke pædagoger på egne, men på samfundets vegne, og samfundet har derfor et legitimt krav på at styre den pædagogiske verden. Og her passer den indskrænkede form for evidens ind i forvaltningernes og styringsmekanismernes kram, advarer Søren Peter Olesen:

Fritager os ikke for svære valg
- Den snævre metode kan bruges til at påvise det, der ikke virker – til at sortere ukrudtet fra. Der er kun få eksempler, hvor man kan vise, at nye metoder virker.  Typisk bruges denne version af evidens-metoden til at slippe for besværlige politiske diskussioner, og så bliver det brugt af fagpersoner, der vil vise, at ’sådan, her er det rigtige valg’… Det er kun på få områder, man udkobler den politiske og den faglige påvirkning og holder sig til forskningen… Når man forsimpler evidensbegrebet, tilslører man de meget politiske og normative valg, der hele tiden må træffes, siger Søren Peter Olesen.

Han peger på, at evidenstanken ikke som sådan kan bidrage til at løse de etiske dilemmaer, der spiller en meget stor rolle på de socialpædagogiske område i såvel praksis som i de overordnede politiske beslutninger.

- Tag for eksempel misbrugsområdet: Her er der to hovedspor, nul-tolerance og harm reduction. Men selvom man kan vise, at det ene virker bedre end det andet, slipper man ikke for det svære værdi-valg, der ligger i at vælge mellem de to metoder, siger Søren Peter Olesen.

Han frygter også, at brugen af evidens vil føre til en skævvridning på det sociale område: På nogle områder vil være lettere at frembringe tal og tegn på evidens – og de områder vil så kunne komme til at stå meget stærkere i den politiske beslutningsproces. Og han tror, det bliver svært for små arbejdspladser at hamle op med ’de stores’ tal- og dokumentations-formåen, for de vil have svært ved at gå op imod en påstået evidens for denne eller hin metode.

Han tror ikke på, at evidens-tankegangen får den store indflydelse på politikernes og forvaltningernes lyst til at detailstyre:

- I nogen tid har man talt om metodestyring – altså, at man fra politisk og forvaltningsmæssigt hold bestemmer, hvilke metoder der skal anvendes. Men der er ikke belæg for at sige, at metodestyring automatisk vil være evidensbaseret. Indtil videre har forvaltningerne i hvert fald ikke holdt sig tilbage fra styring, selvom man ikke har evidens, konstaterer Søren Peter Olesen.

En farlig vej
På baggrund af de fejl, mangler og farer, han ser ved at bruge evidens-tankegangen på det sociale område, forstår han ikke de faglige organisationers begejstring for evidens-tankegangen:

- Jeg synes, det er underligt, at der fra en del af de faglige organisationer arbejdes på at nedtone kritikken af evidens. Det virker som om, de stræber efter en legitimitet i politiske kredse og forvaltningerne... Jo, der er da en vis kritik, men altså også meget imødekommenhed, og egentlig er det jo forståeligt, at man stræber efter status for sine medlemmer og sit fag. Men samtidig vælger man altså en farlig vej, hvor man grundlæggende ser det sociale arbejde som noget mekanisk. Og sådan er det jo ikke. Grundlæggende må man jo sige, at socialt arbejde virker, fordi mennesker sammen beslutter der skal ske en forandring, siger Søren Peter Olesen.

I stedet for at klappe i hænderne burde de faglige organisationer slå hårdere på uddannelseskrav, på et kulturskifte i tilgangen det sociale arbejde, hvor der bliver lagt mere vægt på forskning og forankring af viden.

- For det første er der det, socialpædagogerne kan gøre selv: Hvordan bliver praktikerne bedre til at dokumentere deres arbejde? Det skal både ind i hverdagen og ind i uddannelsen – man kunne kalde det forskning med lille f: Praktikerne dokumenterer selv deres praksis, det giver tale til den ”tavse viden”. Det er relevant – både for dem selv, for politikerne og for administrationen.

- For det andet må vi have mere forskning, der ikke bare går efter det kvantitative – forskning med stort F, der kan få øje på praksis, og hvor akademikerne analyserer, hvad det er, der rent faktisk sker på arbejdspladserne, siger Søren Peter Olesen.

Han mener, det er alt for karakteristisk, at de sociale uddannelser i Danmark er blevet fasthold det mellemlange uddannelsesniveau, hvor de lever adskilt fra den akademiske verden.

- Det er bydende nødvendigt, at der knyttes nogle snævrere bånd mellem praksis, uddannelse og forskning. Ikke fordi forskningen kan løse alle problemerne i praksis – det må praksis selv klare. Men viden og forskningen kan bedre mulighederne for det, og det kan stille politikerne langt bedre, når de skal træffe socialpolitiske beslutninger, siger Søren Peter Olesen.