Evidens

Er det så indlysende?

Evidens-metoden skal indkredse de bedste resultater inden for socialt arbejde – men kan det måles så akkurat? Nej, mener to forstandere fra Solhaven – de personlige relationer kan ikke sættes på en formel. SL’s Vagn Michelsen taler for metoden – med dens indbyggede begrænsninger

Af Jens Nielsen , redaktionen@sl.dk

I sidste nummer af Socialpædagogen var der et læserbrev. ’På vildspor med evidens’lød overskriften.

I læserbrevet langede forstander Søren Virenfeldt og viceforstander Karsten Lundal Pedersen fra Solhaven i Farsø ud af efter SL. Anledning: SL deltager i Huset Mandag Morgens debatgruppe om evidensbaseret socialt arbejde. Anklage: SL er ved „erklære den personlige professionelle død“for i stedet at „gå slavisk i den lægelige videnskabs spor“.

Dokumentation af arbejdet –det er selvfølgelig helt i orden. Måle og veje indsatsen, jo, hvis man kan. Men kan man måle relationer? Kan man sætte dem på formel, og kan man sige, at når de virker på Anders, virker de også på Bertil?

Nej, mener Søren Virenfeldt og Karsten Lundal Pedersen. Deres beboere, unge 14- 18-årige med svære tilpasnings- og adfærdsproblemer, kan ikke sættes på nogen formel.

Det skulle jo gerne være pædagogen, der bærer metoden og ikke omvendt. Karsten Lundal Pedersen,  viceforstander, Solhaven

For at få dem på ret kurs tæller i sidste ende kun én ting: relationen og tilliden til de voksne på Solhaven. Det hænger tæt sammen med de personlige egenskaber hos pædagogen, og her duer det ikke med skematiske målemetoder. Det svarer til at måle jordskælv med et termometer.

I læserbrevet citerer de to Solhaven-folk fra et interview i Mandag Morgen, hvor lederen af den socialfaglige afdeling i SL, Vagn Michelsen, går i kødet på socialpædgogerne og deres faglige selvopfattelse:

„Mange af vores medlemmer går nok rundt og mener, at det er dem, som personer, der er afgørende og ikke metode. Men den holder ikke i byretten. Derfor vil vi gerne have nogle mere anerkendte og godkendte metoder, hvilket også vil give en bedre faglig udvikling.”

Den udtalelse pikerer Søren Virenfeldt:

–Ja, det må han da gerne mene, men han skulle måske komme ud i virkeligheden og se, hvordan der er. Og hvis vi skal stille det sådan op, så tror jeg heller ikke, at hans argumenter om evidens som løsningen holder i byretten, siger han.

Holdninger og viden
De to Solhaven-folk er ikke imponerede af SL’s engagement i evidens-arbejdet:

–Vi har alle dage været med i SL, men vi synes, det er rimeligt skuffende, at SL bare hopper med på vognen. SL burde slås for at udvide metodefriheden, ikke for at begænse den, siger Karsten Lundal Pedersen.

Vi har ikke noget imod at måle og dokumentere. Det skal bare ikke være ud fra nogle faste standarder, for vi har ikke nogen standard-modeller her på Solhaven. Søren Virenfeldt,  forstader, Solhaven

Sådan ser Vagn Michelsen ikke på sagen. Han er helt med på, at det kan virke provokerende på mange, men han fastholder, at der må rokkes ved nogle af grundstenene under den socialpædagogiske hverdag. Og en af løftestængerne til det formål hedder evidens: Systematisk dokumentation og vidensindsamling, der kan bruges til at gennemlyse virkninger og effekter af arbejdet med for eksempel kriminelle unge, anbragte børn eller stofmisbrugere:

–Holdningerne fylder for meget, den kontante viden for lidt. Hvis socialpædagogerne skal have indflydelse på deres eget fag fremover, må de indstille sig på, at der skal måles og vejes og dokumenteres –og sættes spørgsmålstegn ved meget af det, ’vi ved’, siger han.

Og det er stort set her, hele uenigheden ligger: Hvor meget vejer holdningerne og de personlige egenskaber, og hvor meget vejer metoder og teoretisk ballast i det socialpædagogiske arbejde.

Både Søren Virenfeldt, Karsten Lundal Pedersen og Vagn Michelsen er enige om, at dokumenation af indsatsen er en naturlig ting –uenigheden opstår, når det handler om at konkludere på indsatsen og bruge evalueringen at vægte fremtidige indsats: Solhaven-forstanderne frygter, at det bliver alt for rigidt og begrænsende:

–Vi har ikke noget imod at måle og dokumentere –vi dokumenterer jo over for alle kommunerne, hvad det er vi gør: Hvad er det for et forløb, vi fører den unge igennem, hvad gør vi, hvad er målet, og hvad er resultatet. Det skal bare ikke være ud fra nogle faste standarder, for vi har ikke nogen standard-modeller her på Solhaven, konstaterer Søren Virenfeldt, der ikke har den store fidus til færdigstøbte modeller og programmer.

–Hvis man tror, man bare kan købe sådan et koncept og så få gode resultater, så bliver man slemt skuffet, siger han.

Den samme saft duer ikke til alle
Karsten Lundal Pedersen er enig:

–Vores erfaring gennem snart 20 år på Solhaven er, at når vi få det til at fungere for de unge, når vi får dem til at gå fra A til B og forandre noget ved deres liv, ja, så handler det om én ting: relationer. Det er kun det tålmodige relationsarbejde, der for alvor rykker. Derfor stejler vi også, når vi får at vide, at nu skal vi til at køre efter et eller andet system. Det kan vi ikke bruge, vi har brug for at tilpasse pædagogikken efter hver enkelt ung, siger han.

Det kan kun lade sig gøre, hvis tilbuddet er utrolig fleksibelt, påpeger Søren Virenfeldt:

–Vi har ikke metoden. Vi designer en metode til hver enkelt, og det kan da godt være, det ser forvirrende ud udefra, men vi kan godt rumme at have fem forskellige metoder til fem unge. Og hvis ikke vi har den rigtige metode på hylden, så opfinder vi den. At hælde den samme saft i hovedet

på dem alle sammen –det giver ikke gode resultater, siger Søren Virenfeldt.

–Det er klart, at vores brugere er meget specielle. Når man kommer på Solhaven, så har man prøvet mange andre ting. Rekorden er vist en, der havde været anbragt 29 forskellige steder, før han kom her. Så det er en gruppe, hvor der ikke rigtigt er nogle formler for, hvordan man gør. Hvis der var det, endte de jo ikke her, siger han.

Karsten Lundal Pedersen understreger, at det ikke betyder, at man ikke går systematisk til værks: –Vi har masser af metodik her på Solhaven, men man kan sige, at vi ikke har nogen rendyrket pædagogik eller psykologi. Og vi kan ikke med sikkerhed hævde, at vores største succeser skyldes den ene eller den anden metode. Vi har en meget bred og sammensat målgruppe, og derfor er det også afsindigt vigtigt for os at sikre os metodefrihed. For os praktikere bliver det for stramt, hvis vi skal arbejde inden for sådan nogle snævre rammer –det ville blive alt for kogebogsagtigt, det ville blive en spændetrøje. Det skulle jo gerne være pædagogen, der bærer metoden, og ikke omvendt, siger Karsten Lundal Pedersen.

Viden og afmagt
Men det er en misforståelse, mener Vagn Michelsen:

–Der ligger en fantastisk selvovervurdering hos mange pædagoger. De siger: ’Det er sådan set lige meget, hvilken metode jeg arbejder med –det vigtigste er mig som fagperson’. Vi er tilbøjelig til at arbejde case-baseret –men en case er nok det dårligste bevis overhovedet for, om noget virker, siger han.

Vagn Michelsen mener, at for mange socialpædagoger blander viden og holdninger sammen.

–Når socialpædagoger skal fortælle om deres arbejde, er det tit deres synspunkter, de kommer med. Der er masser af holdninger i socialpædagogikken –men holder de? Det kan for eksempel godt være, at der kan siges meget godt om samtaleterapi med øget selvindsigt, med tilknyttet kontaktpædagog –det lyder jo rigtigt. Men det virker bare ikke, når det for eksempel handler om unge med adfærdsproblemer, siger Vagn Michelsen.

–Så der er vi altså nødt til at sige: Vi vil ikke høre, hvad du mener, vi vil have, du fortæller os, hvad du ved. Og som jeg ser det, handler det evidensbaserede arbejde lige så meget om at være evidensinformeret –altså om at få viden om, hvad der virker andre steder, at få del i den dokumentation, der ligger.

Hvis socialpædagogerne skal have indflydelse på deres eget fag fremover, må de indstille sig på, at der skal måles og vejes og dokumenteres – og sættes spørgsmålstegn ved meget af det, ’vi ved’. Vagn Michelsen, leder, Socialfaglig afdeling, SL

Vagn Michelsen peger på, at det ikke altid er praksis, der giver svaret eller rummer de faglige udviklingsmuligheder:

–Vores fag hviler som sådan på tre ting: For det første er der erfaringerne og praksiskundskaben –alt det, hverdag fortæller os, og som vi ’ved’. For det andet er der etikken og værdigrundlaget. Og for det tredje er der vidensgrundlaget. Denne viden er ikke nødvendigvis baseret på socialpædagogisk praksis, men i psykologien, sociologien og så videre, siger han.

Den er Søren Virenfeldt og Karsten Lundal Pedersen sådan set med på –de tilbud, de giver deres unge, er hentet ned fra mange forskellige hylder, fortæller de. Det er ikke det sammensatte, de er bekymrede for, det er mere sammenhængen –eller manglen på samme –med forskning og teori og så praksis og hverdag.

Stå vagt med fagligheden
Vagn Michelsen er enig i, at der er nogle problemer i sammenhængen mellem politiske beslutninger, teori og praksis. Han medgiver, at evidenstankegangen sine steder er meget stivnakket, og at der er risiko for en overdreven fokusering på det dokumenterbare:

–Kritikerne har da ret i, at der er en sammenhængsproblematik –at teori og praksis ikke altid hænger sammen. Evidens kan blive til manualer og til styring, og det støder sammen med udviklingsstrategier, som udspringer af pædagogernes selvudvikling. Metoder kan selvfølgelig være ok, selvom de manualiseret –som for eksempel Marte Meo. Problemet opstår, hvis der kun er én metode, der må bruges og som er i kridthuset hos beslutningstagerne. Der skal vi selvfølgelig stå vagt med vores faglighed og sikre udvikling og ikke afvikling af det socialpædagogiske arbejdsfelt, siger Vagn Michelsen.

Han understreger, at evidens-tankegangen på den led ikke kan erstatte den socialfaglige vurdering, og at evidens kun kan bruges på snævre, afgrænsede områder, hvor man kan udelukke andre faktorers indflydelse –og endelig at evidens kun kan bruges til at reflektere over og bedømme en indsats og ikke som afsæt til at udvikle nye indsatser.

Men Vagn Michelsen advarer samtidig om, at det er ris til egen bagdel, hvis socialpædagogerne –af vane eller modvilje mod forandringer –ikke indoptager evidenstankegangen:

–Uanset om vi vil eller ej, så kommer den her evidens-diskussion –den hænger uløseligt sammen med prioriteringsdebatten, så for os gælder det om at lære os sproget og så tage politikken ud af diskussionen og bruge dagsordenen til at skabe faglig udvikling. Hvis vi vil udvikle faget på fagets præmisser, så er det nu, vi skal være med –ellers kommer andre, så overtager embedsmændene og deres manualer området, siger Vagn Michelsen.

200 unge, 200 metoder
Også Søren Virenfeldt og Karsten Lundal Pedersen er opmærksomme på, at politikerne og de sociale forvaltninger ånder den socialpædagogiske faglighed i nakken, og selvom de selv på Solhaven har gode erfaringer med ministre og socialudvalg, der har været på besøg, så skal den fælles forståelse øges, mener de:

–Det støder os, at politikerne i den grad hopper i gyngen og bruge mange millioner på at indkøbe dyre færdigsyede systemer. Vi kan ikke bruge metervarer til noget –

det er lige præcis for meget metervarepædagogik, der sendte de unge herop, siger Søren Virenfeldt.

Både han og Karsten Lundal Pedersen ser de voksende krav om dokumentation og evidens som tegn på stor politisk rådvildhed over for nogle af de mest udsatte –og mest omkostningstunge –grupper i samfundet:

–Jamen, uden at lyde for højrøvet, så tror jeg, det handler om afmagt. Der er alt for mange unge, der bliver tabt i det almindelige system, som ikke magter dem og ikke kan rumme dem. Det koster en afsindigt masse penge, og derfor er der stor fokus på at finde metoder, der virker, siger Karsten Lundal Pedersen.

Han peger på, at praktikerne alt for ofte er for dårlige til at fortælle, hvad det er, de gør:

–Vores gode praktikere er ikke så gode til at formidle. Når de skal forklare, hvorfor det virkede, det, de gjorde i forhold til en af de unge, så bliver svaret tit noget med, at ’nå, men jeg var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt’. Og det er jo ikke så helvedes interessant som forklaring. Men det er jo dét, der sker: Man får sagt det rigtige, lige når det skal siges. Jeg synes jo også selv, det er svært at komme det nærmere, siger Karsten Lundal Pedersen.

–Og ét er i hvert fald sikkert: Før den unge har opnået fuld tillid til en af os, så rykker det ikke. Og hvordan man opnår den tillid, kan man ikke sådan sige. Med nogle tager det en måned, med andre et helt år. Vi har haft 200 unge igennem Solhaven, og der er 200 metoder til at opnå den tillid, siger Søren Virenfeldt.