Evidens

Skærpet faglighed og ansvarsdeling

Evidens-tilgangen kan styrke det faglige selvværd, tydeliggøre den socialpædagogiske indsats og befri den enkelte socialarbejder for en del af det tyngende hverdagsansvar, siger Merete Konnerup fra Campbell-centeret

Af Jens Nielsen , redaktionen@sl.dk

- Den rå virkelighed er, at mens der i feltets selvforståelse er sket vedvarende nedskæringer på det sociale område, er udgifterne – hvis man tager de store briller på – til det sociale område bare vokset og vokset. Men der er kommet langt stærkere konkurrence om midlerne. Og for at få del i dem fremover skal argumentationen være i orden.

Sådan siger Merete Konnerup, leder af Nordisk Campbell Center, og det er et af de mere formelle argumenter, når hun taler for brugen af evidens-tilgangen på det sociale område: Det er hamrende nødvendigt at kunne (be)vise, at det man laver, har en virkning – ellers er det andre, der løber med bevillingerne. Jo stærkere og mere utvetydigt det faglige er formuleret og dokumenteret, jo sværere bliver man at komme uden om. Og brugen af evidens-tilgangen kan være med til at tegne den socialpædagogiske indsats tydeligere og øge fagets prestige og gennemslagskraft i befolkningen – og blandt beslutningstagerne:

- Man skal opfatte evidens-tankegangen som et tilskud til den faglige værktøjskasse. Evidensbaseret arbejde betyder, at tingene kommer op på bordet: Hvor solidt dokumenteret er indsatsen? Har vi et mål med den? Hvad er vores midler? Når vi målet?

Det betyder ikke, at alle skal presses ned i de samme skabeloner – blot at det bliver lettere at lære af andres positive erfaringer, siger Merete Konnerup:

- Der er jo ingen, der siger, man skal kopiere hinanden, men det er da en god ide at erfaringsudveksle. Det kan også betyde, at forvaltningerne får øje på det gode arbejde, der bliver udført, og det er vel kun godt at overføre gode erfaringer?

Merete Konnerup er ikke i tvivl om, at evidens-tanken kan blive et aktivt redskab ude på arbejdspladsen:

- Tankerne om evidens peger jo tilbage til det arbejde, vi laver i dag omkring faglig udvikling – det starter jo også med at indkredse, hvad indsatsen egentlig er: Hvis man sætter ti socialpædagoger om et bord, har de så et værktøj til at fortælle, hvad de gør? Hvad betyder udvikling og livskvalitet for eksempel? – er man enige om det? Og det er ikke altid så lige til. For den offentlige sektor er det jo en generel ting, at man ikke har ét mål – man jonglerer altid med mange mål, og de kan være i modstrid med hinanden, påpeger hun.

Behov for kompetenceudvikling
Merete Konnerup deler ikke bekymringen for, at evidens-tilgangen kan bruges som en skjult sparekniv:

- Lad være med at tænke på det som et våben, der er vendt mod de pædagogiske arbejdspladser. Den dokumentation, man bruger i det evidensbaserede arbejde, kan bruges til at slå forvaltningen oven i hovedet med. Men den nye tilgang vil mindske de gamle sort/hvide diskussioner om den dyre eller den billige løsning, om gamle eller revolutionerende metoder. Og der kan blive pillet ved forestillingen om, at flere ressourcer automatisk giver bedre resultater, siger hun.

- Man må se i øjnene, at der kommer flere og flere konkurrerende behov – og der er det en fordel som institution at være klædt på med troværdige succeser og resultater, så man kan sige, ’se her, det gør vi, og det virker’. Det vil selvfølgelig være sværere for de små institutioner og tilbud – men de vil under alle omstændigheder være bedre rustet, hvis de har bedst muligt styr på deres bedrifter, siger Merete Konnerup.

Men for at det skal kunne lade sig gøre, kræver det, at for eksempel socialpædagogerne bliver bedre til at håndtere den faglige viden, der kommer frem gennem forskningen. Det kan give mere faglig modstandskraft over for lette snuptagsløsninger, mener hun:

- Alt det der med at få socialpædagoger med et almindeligt job til at sidde og læse international forskning, det er jo fremtidsmusik. Det handler konkret om, at man i første omgang skal have skrevet sine mål ned, får afdækket problemerne og få dokumenteret resultaterne – det kan da ikke andet end føre til en fagligt mere stabil ramme, siger Merete Konnerup.

- Det handler om kompetenceudvikling, og der skal være en langt, langt stærkere debat om den faglige udvikling. Der er ikke en solid kerne af faglighed i feltet, der kan slå bremserne i over for modstrømninger. Der er ikke nogen, der kan sikre, at nye metoder er tjekket ordentligt, at de hviler på solid evidens – og om de kan overføres til Danmark.

En aflastning af den enkelte
Det er en effektiv måde for socialarbejderne, når de skal ’forsvare’ deres domæne:

- Ideelt set er det politikernes opgave at definere de overordnede mål og tage de overordnede værdidiskussioner, og så overlade udførelsen til fagfolk. Men der er da eksempler på, at politikerne har blandet sig i, hvordan man når de mål. I diskussionen om slægtsanbringelser er det da fuldstændig legitimt, at politikerne af ideologiske grunde beslutter, at det vil man satse på. På samme måde er der er jo ikke noget galt i at købe et systemet udefra, hvis det virker. Men der skal de socialfaglige felt også være på tæerne, siger Merete Konnerup.

- Og her kan en evidensbaseret tilgang øge feedback’et. Og det kan kun gøre beslutningerne bedre. I alt for lang tid har det faglige felt efterladt det politiske og det forvaltningsmæssige felt hjælpeløse – de har ikke haft noget at støtte sig til, når der skulle træffes beslutninger. De har ingen dokumentation at læne sig op af. Og hvor skal de vende sig hen for at få den kritiske tilgang til f.eks. det socialpædagogiske område?

For den enkelte socialpædagog vil arbejdet med evidens-tilgangen betyde større frihed, mener Merete Konnerup. Den indsigt i forskningsbaseret viden og andres erfaringer, der følger med, og den vished omkring målene på arbejdspladsen, som er forudsætningen for det hele, vil tage noget af vægten af den enkelte medarbejders skuldre:  

- Som socialpædagog ville jeg i evidens se det positive i, at det ikke er 110 procent mit ansvar at lave den rigtige, helt individualiserede indsats. Som det er nu, er der masser af standarder og systematik, der foregår inde i den enkelte socialpædagogs hoved – det er belastende for den enkelte, og det er spild af viden, fordi den ikke bliver delt med andre i det omfang, den burde, siger hun.

- Pædagogik er jo en begejstringsprofession – men det er ikke en mirakelprofession. Det er en svær balance mellem begejstringen og den omhyggelige faglighed – og den er også svær at sælge til politikerne uden at komme til at oversælge. Med evidens kan man måske holde de vildeste forventninger i ave både hos politikerne og hos socialarbejderne. Folk brænder jo ud, hvis de tror, de skal levere mirakler. Med evidens som redskab kan man flytte masser af socialt arbejde fra at være en sag for den ”private praksis” til at være et holdarbejde. Der er masser af personlig usikkerhed, der kan parkeres i sådan et fagligt fællesskab, siger Merete Konnerup.